Den næste dag gik Ulrik ind og tømte jazz-afdelingen hos Fona på Strøget for alt, hvad de havde med Eric Dolphy og Ornette Coleman

Af Per Vadmand på Facebook

Jeg har lige læst mig igennem en længere diskussion om “free jazz” og avantgardemusik og fik lyst til at kvittere med dette lille uddrag fra min nye roman “Elefanterne”. Det foregår i Montmartre engang i halvfjerdserne:

“Han blev brat vækket, da orkestret begyndte at spille, nu suppleret med den lille sorthårede fyr, der blæste i et langt, sort instrument, der lignede en saxofon, men var af træ bortset fra halsen og tragten for enden. Svend fortalte Ulrik, at det var en basklarinet. Sådan en kendte Ulrik faktisk godt, han havde bare aldrig set en i virkeligheden, og når Tjalfe spillede, lød det bestemt ikke som hos Stravinskij eller i Bolsjefeens Dans.
I begyndelsen kunne Ulrik ikke høre andet end udefinerbar larm – en opfattelse, han tydeligt ikke var ene om, for det tyndede hurtigt ud i publikum. Svend foreslog igen med håndbevægelser og mimik, at de skulle gå, men Ulrik rystede på hovedet. Der var ved at ske noget med ham. Det, han først havde hørt som kaos, smeltede sammen til et filigranmønster af sælsomme melodilinier, der slyngede sig om hinanden mellem de tre blæsere, og da nummeret hen imod slutningen steg i lydstyrke til nær smertegrænsen samtidig med, at kontrabassisten greb en bue og summede op imellem blæserlinierne som en hidsig humlebi, mærkede han, at det løb ham koldt ned ad ryggen, og han fik tårer i øjnene af fryd.
Så var nummeret pludselig forbi, og Ulrik vidste ikke, om det havde taget en halv time eller tre minutter. Han klappede voldsomt som næsten den eneste i lokalet – og indkasserede et surt blik fra Tjalfe og et endnu mere giftigt fra tjeneren som tak.
Orkestret spillede et nummer til, noget mere langsomt og indadvendt. Denne gang spillede Tjalfe på en miniature-saxofon, som Ulrik kun havde set magen til i Cirkus, men magien fra det første indfandt sig ikke rigtigt igen, om end Ulrik stadig lyttede med åben mund og hovedet på skrå. Nummeret sluttede temmelig hurtigt. Der var næsten ikke flere gæster tilbage, og musikerne begyndte at pakke sammen – hvilket indkasserede et »Bravo« og en demonstrativ klappen fra den tykke tjener og et par andre. Lidt efter stod Tjalfe ved deres bord.
»Kommer du og hjælper med at slæbe, Steen?« Han værdigede ikke Ulrik et blik.
»Slap lige af, Fe, og sig pænt tak – jeg tror sgu, du har fået en fan!« sagde Steen og pegede på Ulrik, der så ud, som om han lige var vågnet. De fulgtes ad ud af cafeen alle fire.
»Tak, fordi du går!« råbte tjeneren efter dem.
»Nazisvin!« mumlede Tjalfe.

Ude på gaden forsøgte Ulrik at fritte Tjalfe ud om musikken. Tjalfe svarede kun med enstavelsesord, men da Ulrik insisterede på at få at vide, hvem der dog havde inspireret ham til den fantastiske musik, strakte Tjalfe sig dog så vidt, at han mumlede nogle navne.
Den næste dag gik Ulrik ind og tømte jazz-afdelingen hos Fona på Strøget for alt, hvad de havde med Eric Dolphy og Ornette Coleman”.

KØB BOGEN HER.