Regeringen har besluttet ikke at genåbne Irak-kommissionen

Af Poya Pakzad på Facebook

Regeringen har besluttet ikke at genåbne Irak-kommissionen. Så i det følgende vil jeg gennemgå lidt af konklusions-bindet og Irak-bindet i Krigsudredningen:

HOVEDMOTIVATIONEN:
I konklusionsbindet hedder det bl.a. om beslutningen om at gå ind i Irak, at: “Irakbeslutningen [var] helt overvejende drevet af regeringens, især statsministerens, enighed med USA.” Ligeledes hedder det i Irak-bindet, at: “Det var forholdet til USA, der var afgørende, hvilket også fremgik af statsministerens interne og offentlige erklæringer.”

HOVEDFORMÅLET:
“Det fremgår af udredningen, at regeringen over for Det Udenrigspolitiske Nævn forklarede, at den danske regerings formål med magtanvendelse over for Irak var at afvæbne regimet. Imidlertid var regeringen vidende om, at formålet med magtanvendelse for USA var regimeskifte.”

”Statsministeren og udenrigsministeren erklærede gentagne gange i Nævnet, at målet med aktionen mod Irak var afvæbningen af regimets masseødelæggelsesvåben, men det fremgår både af ambassadeindberetninger og andre oplysninger samt interne notater, at USA’s mål var regimeskift. Det-te bekræftedes af britiske kilder, der gjorde det klart, at det ikke var realistisk at skelne mellem de to mål. Regeringen gav også udtryk i Nævnet for, at USA oprigtigt fulgte en multilateral linje (FN-sporet), og at målet var en fredelig afvæbning af Irak. Dette var imidlertid ikke i overensstemmelse med en række indberetninger og interne vurderinger, der gjorde det klart, at Bush-administrationen ikke havde nogen tillid til, at Saddam Hussein ville lade sig afvæbne frivilligt, og at den hele tiden planlagde et regimeskift i Baghdad.”

DET ”MUSIKALSKE” GRUNDLAG:
“Det fremgår af udredningen, at VK-regeringens folkeretsvurderinger løbende blev tilpasset den politiske udvikling. I september 2002 udfærdigede Udenrigsministeriets juridiske tjeneste et folkeretsnotat om det retlige grundlag for magtanvendelse i Irak. En central formulering i notatet fra september 2002 lød, at det i sidste ende var et ”politisk skøn” om der forelå et juridisk grundlag i det tilfælde, at der ikke kunne opnås enighed i FN’s Sikkerhedsråd. Dette notat blev siden justeret, så det passede til FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1441 (2002) og den politiske situation i vinteren og foråret 2003. Det er udredningens vurdering, at der blandt Udenrigsministeriets folkeretsjurister eksisterede en betydelig musikalitet, der gjorde den i stand til at fornemme regeringens ønske om at opstille en juridisk case, der begrundede magtanvendelse over for Irak.”

“Med andre ord, vurderingen om, at regeringen kunne bygge på de tidligere resolutioner, var ikke en juridisk slutning, men var forårsaget af den internationale situation i marts 2003: USA ville gå i krig uden opbakning fra Sikkerhedsrådet.”

”STRAMNINGERNE”
Læg mærke til, at Krigsudredningen i nedenstående citater, alle steder i teksten anfører udtrykket “strammede” i citationstegn. Det læser jeg som et vink med en vognstang. Det betyder reelt, at regeringen talte usandt, men eftersom det falder uden for udredningens kommissorium at udtale sig om sandhedsværdien af regeringens udsagn under optakten til krigen, har man været pædagogisk nok over for læseren at gøre brug af citationstegn:

“Det kan dog konstateres, at den danske regering (ligesom den amerikanske og britiske) ”𝘀𝘁𝗿𝗮𝗺𝗺𝗲𝗱𝗲” efterretninger, som i forvejen var fejlbehæftede og byggede på skøn og antagelser.” (min fremhævning)

“Det kan konstateres, at regeringen i en række tilfælde ikke videregav vigtige oplysninger til Folketinget, eller at regeringen ”strammede” oplysninger, så de gav Folketinget et ufuldstændigt billede af situationen.”

“I nogle tilfælde var der tale om, at regeringen ”strammede” de oplysninger, som regeringen havde modtaget, og de vurderinger den gjorde sig, da disse blev videregivet til Folketinget og Næv-net. Det gjaldt spørgsmålet om Iraks beholdning af masseødelæggelsesvåben, hvor FE’s vurderinger om, at der ikke fandtes sikre beviser, men at det vurderedes, at Irak havde våben, ændredes til, statsministerens sikre erklæring om, at ”Det er noget vi ved.” Undervejs var vurderingen blevet strammet og gjort mere sikker af embedsværket. Regeringen strammede også vurderingen af vå-beninspektørernes effektivitet, hvor UNMOVIC-chefen Hans Blix’ erklæring om, at der var mangler i irakernes oplysninger, men at der var fremskridt i samarbejdet, og at arbejdet kunne færdiggøres inden for en overskuelig tid, i løbet af processen blev ændret til, at samarbejdet var sporadisk og inspektionerne var ”forgæves” og ”udsigtsløs””

“For det første henvender udenrigspolitikken sig både til et internationalt og et indenrigspolitisk publikum. [40] Det betyder, at de politiske beslutningstagere ofte må balancere mellem hensynet til internationale samarbejdspartnere og den offentlige opinion i de offentlige begrundelser, som de giver for de udenrigspolitiske valg. 𝗗𝗲𝘁 𝗯𝗲𝘁𝘆𝗱𝗲𝗿 𝗼𝗴𝘀𝗮̊, 𝗮𝘁 𝗱𝗲 𝗯𝗲𝗴𝗿𝘂𝗻𝗱𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿, 𝗱𝗲𝗿 𝗴𝗶𝘃𝗲𝘀 𝗜 𝗼𝗳𝗳𝗲𝗻𝘁𝗹𝗶𝗴𝗵𝗲𝗱𝗲𝗻, 𝗸𝗮𝗻 𝘀𝘁𝗿𝗶𝗱𝗲 𝗺𝗼𝗱 𝗱𝗲 𝗼𝘃𝗲𝗿𝘃𝗲𝗷𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿, 𝗱𝗲𝗿 𝗲𝗿 𝗴𝗷𝗼𝗿𝘁 𝗯𝗮𝗴 𝗹𝘂𝗸𝗸𝗲𝗱𝗲 𝗱ø𝗿𝗲 𝗜 𝗿𝗲𝗴𝗲𝗿𝗶𝗻𝗴𝘀𝗸𝗼𝗻𝘁𝗼𝗿𝗲𝗿𝗻𝗲 og videreformidlet på diplomatiske møder med andre landes repræsentanter. Særligt spørgsmål, der angår national sikkerhed og anvendelse af væbnet magt, er typisk karakteriseret ved en lukket beslutningsproces, hvor kun få centrale aktører inddrages.” (Min fremhævning)

“Kort efter den 11. september oplyste den daværende udenrigsminister Mogens Lykketoft til Nævnet, at Iraks masseødelæggelsesvåben ikke udgjorde nogen trussel, og i efteråret 2002 erklærede udenrigsminister Per Stig Møller, at beviserne for masseødelæggelsesvåben var usikre. Men da regeringen besluttede at følge USA i krig, slog statsministeren fast, at der ikke var nogen tvivl, om Irak havde masseødelæggelsesvåben.”

FORVENTEDE KONSEKVENSER:
“Regeringen orienterede ikke Det Udenrigspolitiske Nævn om de overvejelser, den havde gjort sig om de mulige regionale konsekvenser af en krig i Irak. Tidligt i forløbet modtog regeringen vurderinger fra blandt andet FE, der forudså, at 𝗲𝗻 𝗸𝗿𝗶𝗴 𝗸𝘂𝗻𝗻𝗲 𝗱𝗲𝘀𝘁𝗮𝗯𝗶𝗹𝗶𝘀𝗲𝗿𝗲 𝗿𝗲𝗴𝗶𝗼𝗻𝗲𝗻, 𝗼𝗽𝗹ø𝘀𝗲 𝗱𝗲𝗻 𝗶𝗿𝗮𝗸𝗶𝘀𝗸𝗲 𝘀𝘁𝗮𝘁, 𝘂𝗱𝗹ø𝘀𝗲 𝘁𝗲𝗿𝗿𝗼𝗿 𝗼𝗴 𝗸𝗿æ𝘃𝗲 𝗲𝗻 𝗹𝗮𝗻𝗴𝘃𝗮𝗿𝗶𝗴 𝗶𝗻𝘃𝗼𝗹𝘃𝗲𝗿𝗶𝗻𝗴. Dette scenarie går igen i de tidlige interne overvejelser. Disse vurderinger kom imidlertid ikke til Det Udenrigspolitiske Nævns kendskab. Senere i forløbet synes overvejelserne om de mulige følger af en krig at være ophørt. I stedet var regeringens interne overvejelser domineret af operationelle spørgsmål: Hvilket bidrag kunne Danmark stille?” (min fremhævning)

Læg altså mærke til, at Irak-krigen på trods af den offentlige sikkerhedsbegrundelse blev gennemført i bevidstheden om, at den ville destabilisere regionen, give anledning til en langvarig krig og skabe terror rettet mod os og vores allierede.

Dette behøvede vi ikke udredningen for at vide. Generelt forudsagde efterretningstjenester, Irak-eksperter og sikkerhedsanalytikere nemlig, at invasionen af Irak ville afføde den type terrorisme, hvis hovedmotivation netop er amerikansk militær tilstedeværelse i arabiske lande. USA’s nationale efterretningsråd forudsagde inden krigen, at ”en Amerikansk-ledet invasion af Irak ville forøge støtten til politisk islam og resultere i et dybt splittet irakisk samfund, der er tilbøjelig til voldelig intern konflikt”. Ligeledes konkluderede en FN-rapport, at Al Qaeda-rekruttering tog til som følge af forberedelsen af invasionen af Irak. Efter invasionen har en engelsk undersøgelseskomite konkluderet, at krigen har øget terrortruslen mod England. De amerikanske efterretningsvurderinger er nået til samme resultat: ”Konflikten i Irak blevet en cause celebre for jihadister; det avler en dyb vrede over det amerikanske engagement i den muslimske verden og opdyrker støtten til den globale jihadist-bevægelse”. Herhjemme har den danske efterretningstjeneste skønnet, at Danmarks deltagelse i Irak, som hævdes at udgøre en ”magnet” for terrornetværk, også har skabt en øget risiko for terrorangreb mod Danmark.

Desværre var regeringen ikke interesseret i disse vurderinger forud for krigen. Dette fremgår bl.a. af udredningen:

“Udredningens analyser dokumenterer at beslutningsprocesserne er karakteriseret ved fraværet af en systematisk diskussion af mål, midler, forventet effekt, ressourcer, risici, tidsramme, exitmuligheder, alternativer og konsekvenser ved at sige nej til at deltage.”

“Der er ikke fundet tegn på, at statsministeren eller andre ministre rådførte sig med eksperter, der kunne bidrage med sikkerhedspolitiske vurderinger eller viden om Iraks historie og kultur.”

DEL GERNE VIDERE.

There is one comment

  1. Jakob Erik Jensen

    Er der nogen måde, hvorpå man kan se, hvem, der stemte for Irak-krigen? På dette link, kan man se, at der var 61 – 50 stemmer, hvor V, C og O stemte for. Men jeg kan ikke finde noget sted, hvoraf det specifikt fremgår hvilke folketingsmedlemmer. Jeg går ud fra, at flere af dem stadig er i folketinget, såsom Jens Rohde, Inger Støjberg og Lars Løkke.

    Like

Der er lukket for kommentarer.