Med særtog til Bob Dylan

Af Asger Schnack

Jeg er slet ikke færdig med i går. Med strabadserne, kulden i ventetiden på særtoget, solen, der gik ned bag træerne, blæsten som en kalden, mennesker, jeg mødte, oplevede et øjeblik sammen med eller en hel koncert! En hel togtur! For mig er en Bob Dylan-koncert ikke i den forstand til diskussion. Der kan være udenværker, der ikke fungerer, men hvad der sker på scenen og i interaktion mellem Bob Dylan og publikum (mig, hvis jeg er der, dig, dem, der er til stede) og ikke mindst og i høj grad imellem Bob Dylan og bandet, der kan alt, er ikke en eksamensopgave eller et spørgsmålstegn, der skal rettes ud eller gøres plads til i hjernen. Når Bob Dylan står på scenen, det kan være hvor som helst, det kan være i Roskilde, er det alle hans koncerter, der står der, alle erindringer, alle transformationer, risici, kærligheder. Alle de sammensatte følelser, som ikke kan udtømmes eller gentages, men som kan komme tilbage i form af en pupils udvidelse, en dyb bølge i det ikke sansede, aldrig glemte, men drømte, det forestillede, fordoblede, levede igen, men i en anden konstellation af støv og lys og nu. Det er alt sammen nærværende, alle pladerne, alle sangene, alle forvandlingerne af det én gang bevidstgjorte, fortalte, et skrin af tid båret ind på scenen som af en alvidende joker, der er placeret udenfor, som vi alle er, når vi står midt i livet, en position, vi forlader, træder ind i og forlader. Derfra, i dette hav, kan vi opleve helheder og ikke småligt blinke til forskelle, præstationsniveauer eller god eller dårlig, for det er en sammenhæng, og jeg, du, vi, er en del af dette fællesskab, hvis vi har løst billet ved simpelt hen at være der. Tak til Bob Dylan, band, Roskilde, medmennesker!

Foto: @anderswarncke.

Reklamer