De skjulte klimasyndere

SF og De Radikale stemte for Nordsøaftalen, som forlænger den tid, hvor vi kan hive olie op af Nordsøen. Foruden at forlænge vores afhængighed af fossile brændstoffer er de samtidig med til at give en kæmpe skatterabat til de selskaber, der udvinder olien.

Af FREDERIK BJØRNBAK MOGENSEN, medlem af Den Grønne Studenterbevægelse, Kolding

Lige nu sidder de forskellige partier i rød blok og forhandler. Alle taler om klima, og hvor vigtigt det er at handle nu. Alle de røde partier påpeger vigtigheden af, at vi skal overholde Paris-aftalen. Der er sågar indgået en klimapagt, hvor de røde partier undtagen Socialdemokratiet forpligter sig til 70 pct.-reduktionsmål i 2030. Men der er to forrædere med i pagten.

SF og De Radikale stemte for Nordsøaftalen, som forlænger den tid, hvor vi kan hive olie op af Nordsøen. Foruden at forlænge vores afhængighed af fossile brændstoffer er de samtidig med til at give en kæmpe skatterabat til de selskaber, der udvinder olien. En skatterabat, hvor selv de økonomiske vismænd har udtalt, at de skattevilkår, som Mærsk og nu Total har fået, er alt for favorable.

Argumentet for skatterabatten bliver tit udlagt som om, at rabatten kan give milliarder af kroner i statskassen, når skatterabatten bliver tilbagebetalt. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at rabatten kun vil blive betalt tilbage, hvis olieprisen stiger med mere end 50 pct. Og olieprisen er som bekendt lige så uforudsigelig, som hvilken vej vinden blæser. Man må derfor konstatere, at flertallet bag Nordsøaftalen reelt set har ydet statsstøtte til olieselskaberne i en tid, hvor velfærden er blevet skåret ned.

Når man har afdækket aftalens absurde økonomiske grundlag, kan man begynde at tage de klimamæssige konsekvenser i betragtning. Hvordan kan man på den ene side mene, at vi skal nå i mål med Paris-aftalen og samtidig investere i olie og gas? SF og De Radikales gængse argument for aftalen er, at vi vil afgive 100 ”grønne” millioner til investeringer i den grønne omstilling. Beløbet er dog mere eller mindre symbolsk, da det svarer til støtteprisen på et par havvindmøller.

Man må derfor konkludere, at de grønne tiltag, som SF og De Radikale vil forsvare aftalen med, hviler på et meget tyndt grundlag. Det er derfor afgørende, at vi påtaler det paradoks, at ”grønne” partier forlænger vores afhængighed af fossile brændstoffer, men samtidig advokerer for, at vi skal leve op til Paris-aftalen. For forskningen på området er ret klar. Hvis vi skal overholde Paris-aftalen, skal 80 pct. af fossile brændstoffer blive i jorden.

Det er derfor vigtigt, at rige lande som Danmark skal gå forrest, når det kommer til at omstille sig til 100 pct. vedvarende energi. Vi må og skal tydeliggøre over for omverdenen, at vi ikke skal forlænge vores behov for fossile brændstoffer. Når Danmark går med i Nordsøaftalen, mister vi derfor muligheden for at være foregangsland og vise resten af verden, at nogle tør tage de afgørende skridt for at forhindre klima-armageddon.

Nordsøaftalen er en skamplet på den grønne omstilling og udstiller, hvordan mange politikere smider den grønne omstilling over styr, så snart de ser en mulighed for kortsigtet indtjening. Den viser, hvordan store selskaber som Mærsk har alt for meget indflydelse på dansk lovgivning.

Partierne må derfor gøre op med sig selv. Enten satser man på Paris-aftalen og vælger at træde ud af Nordsøaftalen, ellers må man finde sig i at være et lysegrønt parti, som, når det kommer til stykket, ikke vil tage de afgørende skridt. Man kan ikke både blæse og have nordsøolie i munden.