Hr. Fissen

kaspercollingnielsen._tegningjpg

Lille uddrag af novellen, ‘Hr. Fissen’, som udkommer i en novellesamling til efteråret.

Af Kaspar Colling Nielsen / Tegning: Claus Nørregaard for Politiken.

“Da Katrine en morgen tog sine trusser af for at gå i bad, hørte hun en gispende lyd fra sin fisse eller tissekone eller kusse, eller hvad man foretrækker at kalde den. Det lød, som om den snappede efter vejret, som om nogen havde holdt den under vand, og den netop nu var kommet op til overfladen, hvor den kunne trække vejret igen.

Katrine tænkte ikke videre over det, for hvad kan eller bør man tænke, når man hører sit kønsorgan snappe efter vejret?

Hun badede og bandt et håndklæde om sig og glemte lyden, som måske aldrig havde været der. Men så hørte hun noget igen. Det lød som en hvæsen dernede fra.

Katrine var ved at smøre sine hænder og arme ind i creme, men stoppede for at lytte, men nu var der stille. Først da hun børstede tænder, kom lyden tilbage. Igen var det en dyb hvæsende lyd.

Hendes kat, Hr. Nelson, kom ud og kiggede skræmt på hende. Hun kunne intet mærke i kroppen, hverken en rystelse eller en kilden, men hun var helt sikker, lyden kom fra hendes fisse. Hun tog håndklædet af og kiggede ned ad sig selv. Hr. Nelson flygtede med et spjæt, men der var intet at se på hendes krop. Hun lagde et lille spejl på gulvet og satte sig overskrævs på det, men dér var der tilsyneladende heller intet usædvanligt at se.

»Hvad glor du på?«, sagde Fissen vredt.

Katrine vidste ikke, hvad hun skulle svare, men stirrede bare vantro på den.

»Hvad glor du på, søster lystig!?«, spurgte Fissen nu højere, og nu kunne hun pludselig ane et lille ansigt bag kønsbehåringen.

»Det … det ved jeg ikke«, fik Katrine fremstammet, og det var jo faktisk også fuldstændig rigtigt. Hun anede ikke, hvad hun gloede på.

Hun lagde spejlet på plads og besluttede at forsøge at glemme det hele. Det måtte være en drøm. Et af de mareridt, hvor man drømmer, at man er vågen. Hun tog sine tykkeste uldtrusser på, selvom det var varmt udenfor, og et par stramtsiddende cowboybukser. Hun hørte intet til Fissen hele dagen.

Næste morgen skinnede solen. Det var forår, men varmt som en sommerdag. Katrine tog en kort nederdel på og en gammel yndlings-T-shirt. Da hun cyklede på arbejde, hørte hun en dyb mandestemme bag sig. »Mange lækre kællinger i byen, hva’?«. Stemmen ramte Katrine som et chok, der lammede hende totalt, for hun vidste med det samme, at det var Fissen, der talte.

Katrine cyklede videre i en døs. Hun var rystet, og 100 hundrede meter længere fremme, da hun passerede nogle unge piger i sommerkjoler, piftede Fissen højt af dem og råbte: »Hvad så fisser, skal I smage hr. Fissen?«. De unge piger stoppede og kiggede på Katrine, som om hun var skør, mens hun forsøgte at undskylde.

Hun stoppede i en Føtex og købte et sjal, hun kunne binde om sig, og et trusseindlæg, som hun lagde ned i trusserne i supermarkedet, for der var relativt tomt så tidligt om morgenen. Da hun gjorde det, måtte hun trække hænderne til sig hurtigt, for hr. Fissen snappede efter hende.

»Hvad fanden laver du?«, sagde hun oprigtigt ophidset.

»Åh, luk røven, kælling«, svarede hr. Fissen.

Da hun vågnede næste morgen efter en urolig nat, kunne hun lugte, at der var blevet røget i lejligheden, og trusseindlægget lå halvt gennemgnasket i hjørnet. Der lå skod og aske på gulvet, og da hun rejste sig op, kunne hun se, at nogen havde spist osterejer i sengen. De lå ud over det hele.

»Nå, skal vi have noget morgenmad?«, sagde hr. Fissen og smækkede læberne sammen. Katrine rejste sig. »Wienerbrød og kaffe, sort og smøger. Nej, fuck wienerbrød, bare smøger og kaffe«, sagde hr. Fissen så bestemt, at Katrine nikkede og gik ud og satte vand over, mens hun af alle kræfter forsøgte ikke at tænke over, hvad der skete.

Der lå ikke kun osterejekrummer i sengen – de lå overalt i stuen og i køkkenet. Hvordan var hr. Fissen kommet derud?

»Ingen mælk, kælling! Og jeg skal have et sugerør. Og tænd så en smøg til mig«.

Katrine tændte en cigaret fra en pakke, hun havde, til når hun skulle til fest. Hun kunne se, at hr. Fissen havde røget mindst 10 fra pakken i løbet af natten.

»Spred benene, og stil kaffen foran mig«. Hr. Fissen begyndte at drikke kaffen gennem sugerøret og i pauserne pulsede den på cigaretten og knurrede af glæde. Den kunne slet ikke finde ud af ryge ordentligt. Den røg så intenst, at den lavede en lang glød på cigaretten, og når den var færdig, spyttede den bare skoddet ud på gulvet.

»Hvad laver du? Du sætter jo ild til det hele«.

»Luk røven, so!«, råbte Fissen og tog en slurk af kaffen.

Næste morgen, da Katrine vågnede, var lejligheden fuldstændig smadret. Der lå potteplanter på gulvet, cigaretskodder og blod, masser af blod. Katrine undersøgte forskrækket sin krop, men det var ikke hende, der havde blødt. Så slog det hende: Hr. Nelson!

Hun ledte hele lejligheden igennem, men Hr. Nelson var ingen steder. Hun hentede spejlet og satte det ned mellem benene, så hun kunne se hr. Fissen i øjnene. Han sov, selvfølgelig.

»Hallo! Hallo, du! Hvad har du gjort med Hr. Nelson?«.

Hun slog på hr. Fissen, så den vågnede og missede med sine små fisseøjne.

»Skrid. Jeg er træt«, hvæsede den.

»Hvad har du gjort ved Hr. Nelson!?«, råbte Katrine.

Hr. Fissen slog øjnene op og smilede på en ubehagelig måde. »Ha-ha-ha-ha-ha-ha. Jeg vidste ikke, katte smagte så delikat … deli-kat. Ha-ha-ha-ha-ha«.

Katrine sagde intet, mens hr. Fissen grinede sin onde latter. Tårerne begyndte at løbe ned ad hendes kinder.

»Dit syge svin!«, råbte hun og begyndte så at hælde alt muligt på hr. Fissen: Rodalon, Ajax, klor, og hvad hun kunne finde. Hun kunne høre hr. Fissen harke og spytte.

»Jeg slår dig ihjel, din fucking psykopat!«.

Hr. Fissen bed hende hårdt i fingeren, så det begyndte at bløde, spyttede en sidste gang og sagde: »Hvis det er sådan, du vil have det, så skruer vi bissen på«.

Katrine ville sprøjte flere rengøringsmidler på hr. Fissen, men hun kunne ikke, for hr. Fissen havde overtaget kontrollen over hendes krop, og hun stod underligt bagoverbøjet, mens hendes arme hang viljeløst ned langs siden. Hun gik mekanisk ind i stuen og verfede alle potteplanterne ned fra vindueskarmen, og så satte hun sig overskrævs på dem, så hr. Fissen kunne spise dem, grådigt og smaskende. Da den havde spist alle planterne – eller de fleste af dem – bøvsede den og lagde sig på sofaen og tændte fjerneren. Den ville kun se dokumentarer om Nazityskland….”

Køb Kasper Colling Nielsens bøger her.

Reklamer