Det er 25 år siden at Frank Zappa døde

47326419_10216173994195099_3352596572985622528_n

Af Søren Gaden

I 1988 var jeg for ung. Jeg boede i Sæby i Vendsyssel og var lige fyldt 13 år, da jeg fortalte mine forældre, at jeg gerne ville til København i maj og høre Frank Zappa, som skulle spille med sit band. Min storebrors gymnasieven Anders skulle afsted, og han havde tilbudt, at jeg kunne slå følge med ham. Men jeg måtte ikke. Mine forældre syntes, jeg var alt for ung til at tage til rockkoncert i København. Min far sagde, at jeg måtte vente til næste gang, chancen bød sig. Jeg blev ikke overrasket og havde vel ikke regnet med andet og blev hjemme. Også selvom jeg gennem et års tid eller to havde hørt de 5-6 Zappa-plader til hudløshed, som min bror havde lånt af selv samme gymnasieven. Jeg var ved at blive fan.

I 1992 var min samling af Zappa-plader og artikler om hans musik vokset. Jeg præsenterede ham for enhver, jeg kunne få til at lytte. Og de venner, der steg på, var dem jeg brugte allermest tid med. En dag læste jeg, at det klassiske Ensemble Modern skulle spille musik af Zappa på en festival for ny musik i Frankfurt. Zappa ville selv være tilstede og dirigere nogle af satserne. Denne gang gik jeg i 2.G., og min gode ven Lars og jeg talte en del om at tage af sted. Men dels ville det betyde fravær fra gymnasiet, dels var der langt til Frankfurt, syntes vi, og dels ville det blive en lidt dyr tur, før vi var hjemme igen. At vi (igen) blev hjemme skyldtes dog nok især, at vi dengang ikke var særligt vilde med Zappas symfoniske værker. Vi ville hellere høre ham med rockband og lovede hinanden, at vi ville købe billet næste gang, der var en ”rigtig” Zappa-koncert i nærheden. Det fik vi desværre aldrig chancen for.

Den 4. december 1993 – i dag for præcis 25 år siden – var jeg hjemme på mit værelse, godt i gang med min trejdeårsopgave på gymnasiet, en større opgave, der netop handlede om Frank Zappa. Dvs. at jeg hørte Zappa fra morgen til aften, læste bøger og artikler, analyserede værker, læste livshistorie og skrev og skrev. Jeg kan stadig huske min mors lidt henkastede måde at sige det på. Hun havde netop hørt i radioen, at ham der, hvad var det nu han hed, ham jeg så godt kunne lide, ja, ham jeg skrev om, Frank Zappa, var død.

Mit hjerte sprang flere slag over. Jeg var rystet. Jeg anede ikke en gang, at han var syg. Det her var før, internettet var nået til Jylland, og jeg sad bare der med Frank Zappa ud over hele mit teenageværelse og alle mine uindfriede forventninger til at skulle høre ham, næste gang han kom, og så var han bare død. Knap 53 år gammel. Af prostatakræft, der ikke var blevet opdaget i tide og derfor havde bredt sig. Det var et chok, jeg bar med mig i årevis. Mens min begejstring for Zappas værk bare tog til, måned for måned.

Senere fandt jeg ud af, at Zappa havde været syg længe. I et par år havde han selv vidst, at det var terminalt, og til koncerterne med Ensemble Modern i Frankfurt mere end et år forinden havde han haft så store smerter, at han kun havde kunnet medvirke selv den ene aften, selv om det var en livsdrøm, der med dette ud over det sædvanlige velspillende orkester, der havde bedt ham komponere et værk til sig, var gået i opfyldelse for ham. Men han holdt sin sygdom for sig selv.

Jeg er aldrig stoppet med at høre Zappa. Jeg har alt, hvad han nogensinde har udgivet – i flere udgaver. Jeg har cover-versioner, solo-plader med folk, der har spillet med ham, indspilninger med andre grupper, Zappa har produceret eller skrevet til – you name it. Jeg hører også meget andet. Og nogle gange går der et par måneder uden Zappa på anlægget. Men jeg vender altid tilbage. Ingen leverer noget, der minder om det, han har efterladt os.

I aften har jeg hyldet Zappa. Jeg er med i flere Facebook-grupper, hvor også folk tæt på ham bidrager. Hans bror Bob Zappa, som lærte ham hans første guitarakkorder, fortæller at hans telefon ringede d. 5. december 1993. Det var Zappas kone. ”Your brother is dead,” sagde hun. Der blev stille. ”I am sorry for your loss. When is the funeral?” spurgte Bob. “There will be no funeral. He is already buried. I have to go,” svarede enken, som derved efterlod broderen med et chok og en sorg, der stadig her 25 år efter ikke har fortaget sig. Et lidt andet chok end mit. Men mit teenage-chok er der også stadig, bare en lille smule.

Valget er faldet på de allerførste plader. Jeg startede her for et par timer siden med debut-albummet Freak Out! fra 1966. Det første dobbelt-album nogensinde fra en debuterende kunstner. Dylan havde blot en uge forinden udgivet Blonde On Blonde, som var det første dobbelt-album i rock- og popmusikken. Så Zappas album med sin gruppe The Mothers of Invention var bare nr. 2.

Freak Out! lød ikke som andet, der var udkommet. The Beatles var kun nået til Rubber Soul, og hverken The Doors, Jimi Hendrix eller The Velvet Underground havde udgivet plader endnu.

Freak Out! er fire pladesider med sange, du ikke tror på findes, før du har hørt dem. Kærlighedssange med sjove, banale tekster orkestreret fantasifuldt med marimba, kazoo og orkester. Sange om at ”all you need is Motherly Love” et år før, The Beatles sang “All you need is love”. Eller om bristet teenagekærlighed og om det absurde i at være til eller tilstede: “You’re probably wondering why I’m here. And so am I. So am I.”

Den allerførste sang på pladen er Zappas bud på en protestsang, ”Hungry Freaks, Daddy” om den unge generation, der i 1966 er ved at vokse frem i USA, og som ikke ønsker det USA, deres forældre har skabt.

På side 3 kommer Zappas første direkte politiske sang, den Dylan-inspirerede ”Trouble Comin’ Every Day” om raceoptøjerne i L.A.-bydelen The Watts, hvor Zappa undervejs siger de på plade i USA i 1966 nærmeste utænkeligt provokerende ord: ”I’m not black, but there’s a whole lots a times where I wish I could say I’m not white.”

De sidste halvanden pladeside er der, hvor popmusikken for første gang for alvor får taget sin uskyld. Båndsløjfer, free style piano, kakafoniske talekor, musik og stemmer spillet baglæns skaber et lydbombardement, hvor europæisk kompositionsmusik og free jazz møder comedy og rock’n’roll i ”Help, I’m a rock” (indspillet blot to måneder efter, Simon and Garfunkel havde udsendt albummet med ”I am a rock”) og The Return Of The Son Of Monster Magnet. Førstegangslyttere var i 1966 chokerede.

Paul McCartney er flere steder citeret for at sige, at Freak Out! var en stor inspiration for The Beatles, og at var det ikke for Zappas lydeksperimenter på denne debut, havde der ikke været nogen stor, gennemorkestreret akkord, bygget op som et langt foruroligende crescendo på ”A day in the life” på Sgt. Pepper’s Lonely Heart’s Club Band, der udkom et år efter. Mange udvidede deres horisont og blev inspirerede. Herhjemme debuterede Burning Red Ivanhoe tre år senere med det første danske dobbelt-album. Karsten Vogel fra gruppen var erklæret beundrer af Zappa.

Zappa er stadig savnet. For sin musik og for sin kompromisløshed. Og for sin utrættelige og velformulerede kritik af udviklingen og magthaverne i USA. Hvad den i dag 77-årige Frank Zappa ville have sagt om Trump, ville jeg have givet meget for at høre. Allerede i 1973 turnerede Zappa med blues-nummeret ”Dickie’s such an asshole” om Richard Nixon, og på sin sidste turné i 1988 havde han bl.a. sangen ”When the lie’s so big” om politikernes løgne på sætlisten:

When the lies get so big
And the fog gets so thick
And the facts disappear
The Republican Trick
Can be played out again
People, please tell me when
We’ll be rid of these men?!

Just who do they really
Suppose that they are?
And how do they manage to travel as far
As they seem to have come?
Were we really that dumb?

Alt det Zappa kritiserede, er kun blevet værre. Ikke bare i musikken, men også i sine tekster, var han forud for sin tid og til tider nærmest profetisk.

Det er 25 år siden, Frank Zappa døde. Jeg vil altid holde hans musik i live som den kilde af sand originalitet, den udgør.

”Without deviation from the norm progress is not possible,” sagde Zappa. Det er sandt. Og det er inspirerende at huske på.

Og jeg har lige købt billet til tre af mine venner og mig selv til Ensemble Modern, som i maj måned skal spille i Hannover. Symfoniske værker af Frank Zappa. Den koncert, min ven Lars og jeg droppede at høre i 1992. Og Lars skal selvfølgelig med.

Første gang publiceret i SPINNING VINYL gruppen på Facebook.