Özil og følelsen af at være fremmed i sit eget land

mesut-_zil2_367780a

Af Jens Philip Yazdani, tidl. formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Özil har valgt ikke længere at spille på det tyske landshold. På grund af racisme. Og jeg forstår ham godt.

Da jeg forleden selv så Danmark-Kroatien-kampen, fik jeg en kvalme, fremkaldt af ambivalente følelser, der opstod i jublen for mit land, Danmark.

Hvordan kunne jeg stå dér, dybt investeret i kampen, og skiftevis frygte og juble for Danmark – når det samme Danmark, dag efter dag, skider på, nedgør og tilsviner mig og mine?

Jeg ville, med hver en nerve i min krop, holde med Danmark. Lade mig rive med. Føle gejsten – eller skuffelsen. Være en del af det. Sammen med de 50.000 landsmænd, der også var mødt op til Roskildes visning. Som alle – ikke /tog/ – men blot /var/ en del af det fællesskab, landsholdet knoklede for at hædre.

Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke. Noget i mig gjorde modstand. Tillod mig det ikke. Og det var dér, kvalmen opstod – i den indre splittelse, der, midt i menneskemylderet, kampen og the orange feeling, var ved at splitte mig over.

Jeg prøvede at fortælle mine tre gode, hvide venner, hvad jeg oplevede. Men jeg tror ikke helt, de forstod, hvad problemet var. Selvom de gerne ville – så kunne de ikke.

Præcis ligesom jeg gerne ville – men ikke kunne – holde med Danmarks landshold. Og jeg ved end ikke, om jeg, dagen i dag, et par uger efter, formår at forklare min ambivalens, så den giver mening.

Men hvorfor skal jeg hylde et hold, der repræsenterer et land, der ikke gider have mig? Hvorfor skal jeg prise det land, der pisser på mig og mine? For som perker er det sådan, det i dag desværre føles.

Det er faktisk det eneste, jeg kan høre, at vores politikere – som repræsenterer folkets holdning – er enige om: at indvandringen er en byrde, som landet er ved at segne under; en katastrofe, der er sket; en fejl, der må rettes op på. Eller med andre ord: at min blotte til(stede)værelse ikke blot er et problem, men /det største/ problem, for vores land, Danmark.

Uhyggeligt nok var det nemmere at få gejsten frem, da Iran spillede sine kampe til årets VM – som jeg så sammen med en gruppe dansk-iranske venner. Og som jeg hurtigt blev dybt investerede i.

Jeg havde nemmere, helt intuitivt og umiddelbart, ved at holde med et land, hvis jord mine fødder knap har betrådt og hvis sprog, jeg ikke taler, end med det land, hvor jeg er født, opvokset og bor; end med mit eget land.

Og den erkendelse gjorde rigtigt ondt. Lige dér, midt på Roskildes støvede mark.

Jeg følte, at jeg enten måtte gå grædende derfra – eller med alt i mig forsøge at føle samhørigheden. At jeg enten måtte svøbe mig i flaget – eller trampe på det.

Og gudskelov stod jeg, da afgørelsens time oprandt, og jublede med. Med hele min krop. Med hele min sjæl. Med alt i mig.

Men jeg var også pinligt bevidst om, at det var noget, jeg havde fremtvunget; at jeg måtte fremtvinge de følelser, jeg egentligt ville og intuitivt burde kunne føle som dansker.

At jeg på sin vis var en fucking onkel Tom, der velvilligt spiste af den hånd, som slår mig og mine.

Så jeg forstår Özil.

Özil, der med egne ord er tysker, når de vinder, men immigrant, når de taber; Özil, der med egne ord ikke bliver accepteret, men behandlet anderledes; Özil, der med egne ord og et tungt hjerte må erkende, at han på grund af racisme og dis-respekt ikke længere kan bære den tyske trøje med stolthed.

Læs Mesut Özils brev her:

Følg Jens på Twitter her. Følg Özil på Twitter her.

Reklamer

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.