Lou Reed blev formet af Ornette Coleman og Cecil Taylor

Af Lars Movin på Facebook

I dag ville Lou Reed være fyldt 76! Og da jeg i disse dage – OGSÅ i disse dage – har Ornette Coleman på hjernen, filtreres mindet om Lou Reed gennem relationen mellem de to.

Hvordan nu det? Jo: Da Lou Reed i begyndelsen af 1960’erne gik på Syracuse University, udgav han sammen med nogle venner et litterært magasin kaldet Lonely Woman Quarterly (efter Ornette Colemans mest berømte komposition, “Lonely Woman”). Første nummer af tidsskriftet udkom i maj 1962, og yderligere to numre fulgte hen over det næste års tid. Og som om det ikke var nok, bestyrede Lou Reed i samme periode et studenterradioprogram, som han kaldte “Excursion on a Wobbly Rail” efter titlen på en Cecil Taylor-komposition. Så nok lyttede den purunge Lou Reed (som mange af sine jævnaldrende dengang) til R&B, doo-wop, rockabilly og den slags. Men – som han i 1989 betroede David Fricke fra magasinet Rolling Stone – så var han lige så vild med freejazz. “I used to run around the Village following Ornette Coleman wherever he played.”

Det var formative år for Lou Reed. Det var i den periode, han ændrede navn, først fra Lewis til Luis og dernæst til Lou. En identitet var under tilblivelse. Og parallelt hermed viste den unge Lou Reed med sine bidrag (både prosa og poesi) til det førnævnte college-magasin Lonely Woman Quarterly sig som en vordende forfatter, der havde mere end bare snuset til 1950’ernes beatdigtere, især Jack Kerouac. Samtidig med at der også kunne spores et slægtskab med Frank O’Hara og andre fra The New York School of Poets (bl.a. i brugen af hverdagssprog og autentiske navne på venner og steder).

Men i modsætning til eksempelvis beatforfatterne, der primært lod sig inspirere af bebop, havde Lou Reed altså et vågent øre for freejazz. Og det slog mange år senere igennem, da han i 1979 inviterede trompetisten Don Cherry til at medvirke på sit album “The Bells” (ja, den Don Cherry, der spillede kornet på Ornette Coleman-kompositionen “Lonely Woman” på albummet “The Shape of Jazz to Come” fra 1959). Og året efter, i 1980, sagde Lou Reed i et interview i magasinet Creem: “I had had this idea when I first discovered electric guitar: wouldn’t it be incredible if you could play like Ornette Coleman on the guitar?”

I dokumentarfilmen “1959 – The Year that Changed Jazz” (2009) udtaler Lou Reed, at der ikke går en dag, hvor han ikke nynner temaet fra “Lonely Woman”. Og at Ornette Colemans komposition lå højt – måske øverst – på hans indre hitliste, fremgår af, at han sent i livet valgte at åbne hvert eneste af sine radioprogrammer i serien “New York Shuffle” med netop “Lonely Woman”.

Derfor var det også et stort øjeblik, da Lou Reed i 2003 fik overtalt Ornette Coleman til at medvirke på nummeret “Guilty” til Edgar Allan Poe-albummet “The Raven”. Og de to havde det efter alt at dømme fint sammen i studiet: I hvert fald kan man på Lou Reeds hjemmeside høre samtlige syv takes af “Guilty” – ledsaget af følgende kommentar fra Lou Reed:

“This is one of my greatest moments. I had Ornette Coleman play on my song ‘Guilty’. He did seven versions – all different and all amazing and wondrous. I put up these different takes so you could share. Each take is Ornette playing against a different instrument – i.e. drum, guitar 1 guitar 2 etc. Listen to this!!!”