Lars Movin anbefaler (sen)sommerlæsning

pleasekilleme

Af Lars Movin på Facebook

Det mest fornøjelige indslag i årets sommerlæsning har uden tvivl været Legs McNeil & Gillian McCains “Please Kill Me” (1996), en klassiker inden for genren “oral history” (hvor fremstillingen udelukkende er klippet sammen af interviewfragmenter). Blandt hovedværkerne på området kunne nævnes Barry Gifford & Lawrence Lees “Jack’s Book” (1978) (om Jack Kerouac) og Jean Steins “Edie. American Girl” (1982) (om Warhols “Poor Little Rich Girl”, Edie Sedgwick). Af disse to er især den sidstnævnte ualmindelig vellykket. Men når det kommer til underholdningsværdi, er det nok “Please Kill Me”, der tager prisen.

Over godt 500 sider foldes punkens historie ud i al dens kulørte, nihilistiske og fandenivoldske pragt. Og de to forfattere er gået grundigt til værks. Der lægges ud med pionererne, hvilket i denne sammenhæng vil sige The Velvet Underground og Factory-scenen i 1960’erne. Og så får man ellers ur-punk-fortællingen om Detroit-grupperne MC5 og Iggy Pop & The Stooges i en detaljerigdom, der betyder, at man skal et par hundrede sider ind i bogen, før man overhovedet nærmer sig midten af halvfjerdserne og CBGB-scenen (og dermed også historien om, hvordan Malcolm McLaren efter at have været manager for The New York Dolls og mødt Richard Hell i New York fløj hjem til London og skabte The Sex Pistols).

Er fremstillingens detaljerigdom imponerende, så er listen af vidner rent ud overvældende. Der er snart sagt ikke den aktør på scenen, som ikke giver sit besyv med (og de, som enten ikke har ønsket at stille op, eller som allerede var tjekket ud fra Heartbreak Hotel, da bogen blev skrevet, citeres fra andre kilder). Anekdoterne står i kø i en grad, så der stort set er citatværdige passager på hver eneste af bogens godt 500 sider. Og eftersom det således nærmest er umuligt at vælge en repræsentativ godbid, kommer her i stedet en lille anekdote vedrørende ‘punkens gudfader’, William S. Burroughs, i anledning af at denne pt. er udstillingsaktuel med sin billedkunst i Galleri Tom Christoffersen.

I 1975 var William S. Burroughs – ophavsmand til gruppenavne som The Soft Machine, Steely Dan og The Insect Trust samt ikke mindst termen “heavy metal” – netop flyttet tilbage til New York efter et kvart århundrede i Mexico, Marokko, Paris og London. Og i bogen fortæller hans først-kæreste-siden-sekretær-og-nu-bobestyrer James Grauerholz, hvordan han reagerede, da han så annonceringen af et magasin med titlen “Punk”, der første gang skulle udkomme i november 1975:

“I loved it, because it meant to me a derisory word for a young, no-count piece a shit. And then from Burroughs’ ‘Junky’ [1953] – you know, there’s that great scene where William and Roy, the sailor, are rolling the lushes in the subway and there’s two young punks. They cross over and they give Roy a lot of shit and Roy says, ‘Fucking punks think it’s a joke. They won’t think it’s so funny when they’re doing five twenty-nine on the island.’ You know, five months and twenty-nine days. (…) So I knew that punk was a direct descendant of William Burroughs’ life and work.”