Ode til Vestjylland

20292698_10155547027639730_2945230750066660906_n

Af Erik Jensen på Facebook

Den sidste køretur, jeg fik med min mor, gik – selvfølgelig- rundt om fjorden. Da vi nåede ned i bunden af Ringkøbing Fjord, omkring Sdr. og Nr. Bork og Vostrup og den slags lokaliteter, kiggede hun fremover engenes flade landskab, hvor vandløb krydser den tørre sandjord som livgivende blodårer hist og her. ’Mange vil sikkert sige, at det her landskab er kedeligt, så fladt, som det er. Men for mig har det altid været det smukkeste, der findes. Jeg kan ikke forestille mig at have levet mit liv et bedre eller smukkere sted’, sagde hun, min mor. Jeg kiggede på hende. Og ud af forruden. Jeg forstod selvfølgelig, hvad hun mente. Men jeg kunne hverken føle eller følge det. Fem dage senere døde hun på sygehuset i Tarm. Jeg kom for sent. Og nu som dengang for 17 år siden i præcis disse dage, dæmrer det for mig, at jeg alt for sent kan se den skønhed i de vestjyske landskaber, hun så. Variationen i vegetationen fra den stride marehalm i klitterne til den lilla lyng henover heden til de trods alt lidt kuperede skove omkring Blåbjerg. Og de mennesker, der kender vindens vrede og tilværelsens ubarmhjertighed, nok til at være beskedne, ærlige og selvironiske på en måde, jeg ikke lige kan mindes at være stødt på andre steder i vort bette land. Men hey, de tider, hvor Mads Andersen SKJERN kom ind med 4-toget og Vestjylland var en landsdel, man højest kunne kaste et fordomsfuldt grin efter er forbi. Der er sket endeløst meget, siden den køretur rundt om fjorden med min mor. Den stædige kreativitet, der altid har levet her og givet landsdelen så særegne poeter som Johnny Madsen og Peter AG, der har det til fælles, at de er så arketypisk i deres poesi, at de er så nemme at gøre nar af, at folk, der ikke har andet at bidrage med, gør det konstant, vokser og vokser. Som gæst er det en ubetinget fornøjelse at opleve den kulinariske bølge, der er skyllet ind over de flade arealer i kølvandet på Paul Cunningham og hans indtog på Henne Kirkeby Kro, hvor man så selvfølgelig kan glemme at bestille bord. Det gør ikke så meget, at det er umuligt at komme i nærheden af de hellige haller der, når man har så fine steder som de typisk vestjyske og uprætentiøse Stuen th. i Skjern og Restaurant Stauning Havn, der gudhjælpemig har overtaget den gamle havneknejpe i ’Æ sejlrende’ i mit hjertes landsby, hvor min storebror og jeg havde det gode skib ’Lucky’ liggende og vist nok drak vores første bajere på værtshus efter at have bildt bartenderen ind, at vi var gamle nok til den slags udskejelser.. Nu serverer de skrubbefiletter med hjemmelavet remoulade fra eget køkken, så alle fjordens engle synger kor til. Det samme i Skjern. Traditionelle retter, lavet på egnenes fisk og råvarer, lavet til og serveret helt og aldeles fremragende. Tag ikke fejl. Det er ikke fordi jeg vil surfe på den evindelige bølge af kulinariske vidundere her på stedet. Ikke at der er noget galt med det, det er sgu kun dejligt at folk får noget godt at spise og deler inspiration, ideer og tips. Men livet er andet end en stegt skrubbe. Jeg nævner det bare, fordi det for turisten, gæsten, mig, er den letteste måde at opleve det kolossale skred i en kreativitet, som pludselig kan bruges til noget og har fået resten af verden til at spærre smagsløgene op for det der West. Et andet eksempel er Kirsten Winther Johannsens og hendes flotmønstrede keramik i Henne, hvor hver en lille vase er unik. Det gør mig faktisk stolt at have oprindelse i denne engang så underkuede del af Danmark at have set det vokse og gro og vække genklang. Tak for mad, tak for lys, tak for inspiration, tak for de dejligt flade landeveje gennem lyngen ,der har genfødt mig som cykelrytter i sværvægtsklassen for old boys, ganskevist, men alligevel! Tak for havbad og de vildeste bølger selv på en rolig dag, tak for alle minderne om det, der var og stadig lever i os, tak for husly i Henne i japansk-jyske Bobo, tak for solnedgangene over heden som denne, tak for at have vist min norske kærlighed, at Danmark også er råt, sejt og smukt, så de flade vidder faktisk ’minder om højfjeldet’, må jeg forstå. Tak for at have gjort mig fandens stolt af og glad for at komme herfra, Vestjylland, for altid vil vi foretrækker denne lokalitet: Vest for Vest.

Foto: Ida Svingen Mo.