Sort Sol live anmeldelse

17553425_1526557444055901_6245577284777846840_n

Af Alexander Natas på Facebook

Det var så absolut et massivt første aftryk. De nye numre – som er langt mere elektronisk funderende og grandiost anlagt end det tidligere har været tilfældet – fungerer fremragende live, men de vil nok clashe med kernepublikummets forventninger en tid frem endnu. Pladen er jo endnu ikke ude, og den rå, dystre, afpillethed som præger det nye materiale kom nok bag på de fleste. Ingen vidste hvad de fik smidt i hovedet i aftes. Men det er bundsolide kompositioner, brutalt fremført, og det skal nok komme. Det var et modent, sofistikeret og genreoverskridende band, der sjældent sårbar vovede skindpelsen i aften. Og i lige så høj grad med radikale nyfortolkninger og geniale dekonstruktioner af klassikere som f.eks. Siggimund Blue (stærkeste leadguitararrangement nogensinde), Tatlin Tower og ikke mindst Knud Odde’s mesterværk Shaheeba Bay, der midtvejs igennem fik en ætsnende tur i centrifugen, og som i filmen The Fly kom ud på vrangen, mere skræmmende skøn end nogensinde. Steen synger – som altid – bedre end nogensinde. Nu så dybt at det fornemmes som en vibration eller fantomsmerte i den solgte sjæl, snarere end en lyd. Lars Top-Galia, hovedkomponisten af det nye materiale, springer i dén grad ud som en af de mest umiddelbart genkendelige og dybt originale guitarister nogensinde, og han har med vanlig masochistisk dødsfornægtelse sat barren endnu højere, ikke mindst for sig selv. Tomas spiller som altid fremragende, og supplerer det nye, mere afdæmpede materiale overraskende godt. Timm, AC og Manoj agerer stormasket sikkerhedsnet og sikrer at niveauet et tårnhøjt hele vejen igennem. Og det var bare første job. Sort Sol har igen genopfundet sig selv, og det bliver helt, helt vildt i løbet af ingen tid, så glæd dig til at opleve dem!

Sort Sol, Tour premiere, Portalen, Greve.