Jeg drømmer ikke om en hvid jul

boghallen2

Af Henrik Palle på Facebook

Cyklede til arbejde, denne lillejuleaftensdag. Der er sgu’tte meget ’White Christmas’ over København. En febrøs sol, en fesen vind og slet ingen voldsom trængsel og alarm. Til gengæld en velsignet ro og en sart skønhed, en skærende kontrast til al den ufred, terror, vold og modbydelighed, dette år har budt på rundt om i verden. De hjemløse på Nørreport ryger, sludrer og drikker med deres hunde foran sig. Det grå guld nyder en andesandwich og et glas vin i solen foran Torvehallerne – inden de med de sidste gaver fra Politiken Plus-butikken i Vestergade i Fjällräven slentrer hjem for at lave alamande og se ’Dyrlægens plejebørn’ eller ’Love Actually’ på dvd. Enkelte desperate mænd iagttages; de er på jagt efter gaven til hustruen, og som hvert år skal de løse den vanskelige ligning det er, at finde noget som er originalt, attråværdigt, anvendeligt, og som på en gang vidner om indsigt, kærlighed og overskud. De ved godt, det fortæller deres stålsatte miner, at hverken et sæt dyrt ligegyldigt lingeri fra Aubade eller noget cashmere fra Illum’s kan gøre det. Og derfor står de der og skutter sig i diplomatfrakkerne med en forbudt filtercigaret i mundvigen og en slet skjult trang til fadøl malet i alle ansigtstræk.

Juletræssælgerne slår kuskeslag og ved godt, at det er ved at være tid til at gøre kassen op. Kun få af de tilbageværende ædelgran til 200 kroner meteren vil finde et sidste hjem inden forbrændingen; men de har stået til skue det meste af en måned, hvilket også tæller for lidt.

Og damerne med listerne; portvin X, små kartofler X, syltede kirsebær X, marcipangris X… trisser fornuftigt ind og ud af supermarkederne, mens freden sænker sig i deres sind. Butikspersonalet får sig en smøg på gaden mellem de julehandlende, og i Pisserender drikker hipstere kaffe og ønsker hinanden god jul, krammer så deres nisseskæg rører hinanden i en symbolsk nærkontakt. På Rådhuspladsen, sønderrevet og plaget af metrobyggeri og evindeligt trafikalt kaos, venter folk på linje 14 og 5 A, og Adam Holm står og passiarer med en anden, gemytligt, sidste samtale inden jul.

Man griber sig i at tænke på det København, der var engang og det, der er nu. Men uden lament. For selv om man savner Superlove, alle antikvariaterne, duften af ristede pølser og stanken af smøger og dovent øl ud gennem døerne fra de utallige beverdinger i de solløse sidegader, så er byen jo stadig prægtig, inspirerende og levende. Lige her op til julen i det herrens år 2016.

Glædelig jul, alle sammen. Og fred på jord, I mennesker, som har hinandens velbehag. Sakta vi gå genom stan, nynner Monica Z i mine øren. Det og meget andet glæder mig. Tak.