Pas på det naturlige

13939565_10154289973680309_330015905295974291_n

Af Lynge Korsgaard på Facebook

For et par måneder siden blev jeg far til en pige…
Det er der jo ikke noget vildt og unaturligt i tværtimod. Det er noget af det mest naturlige, der kan ske. Det er i hvertfald sket et par milliarder gange før.
Når jeg står og kigger på hende, og forestiller mig hendes liv, kan jeg blive ramt af frygt. Der må være et par håndfulde fædre før mig, der har stået i samme situation, og spurgt sig selv: Hvordan skal jeg beskytte hende? Min frygt går dog ikke på hvordan jeg skal beskytte hende mod teenage bebumsede knallertprimater, som hun kommer til at løbe ind i, den går på, hvordan jeg skal beskytte hende for at forblive naturlig.

Vi har stort set alle en facebook profil, hvor vi ynder at vise et udvalgt eller opstillet naturligt billede af os selv. Et billede gemt bag filtre, flotte naturbilleder, poolside pics og lækker mad. Vi viser mere èn side, frem for de andre
Vi hylder tv-programmer, hvor folk er eller fremstår unaturlige. Jo mere vild, gakket og selvoptaget du er desto større chance er der for, at du bliver en stjerne.
Samtidig med at vi hylder det unaturlige, sætter vi det naturlige gevaldigt under pres. Jeg oplever at vi er blevet bange for at være naturlige.
Kvinder kan ikke længere frit amme i det offentlige rum. Pædagoger må ikke kysse børn på kinden. Det naturlige kvindelige bryst er noget forbudt, der skal censureres væk på de (amerikanske) sociale medier og samtidig pryder vi busser med opfordringer til at få skiftet de naturlige bryster ud med “NYE BRYSTER”. Når komikeren Torben Chris poster et billede af sig selv i badekar med sin datter, er forargelsen på de sociale medier overvældende.

Vi lever i en tid hvor det er blevet unaturligt at være naturlig. Hvor det er blevet et politisk statement, hvis man ønsker at udleve det danske frisind. Det er en kamp, at få lov at være naturlig.

Jeg har et gevaldigt ønske om, at den lille pige der ligger og kigger op på mig, kan få en fremtid hvor den kvindelige krop ikke er stigmatisiert, hvor et kys på kinden og et kærtegn med hånden ikke er et overgreb, hvor mænd og kvinder står på samme side i værn om lige rettigheder. Jeg ønsker en fremtid for min datter, hvor hun kan være glad og naturlig for den hun er.

Gædelig “World Breastfeeding Week”. Pas på det naturlige…

Advertisements