Heller ikke min Bowie

SONY DSC

Af Ulrik Langen

”Ikke min David”, skrev Klaus Lynggaard lakonisk på FB om morgenen den 11. januar ved nyheden om Bowies død. Trods flotte nekrologer og essays i alverdens medier, er Lynggaards tre ord stadig de mest rammende, rørende og sande.

Som det er blevet sagt og skrevet igen og igen, er det enestående, at en rockstjerne har formået at få hver og en af sine millioner af fans til at føle, at netop han eller hun havde og har et helt særligt, privilegeret forhold til manden og hans musik. En direkte adgang skabt i vores egne hoveder med vores egne liv. Jeg er ligeglad med, om I er ved at kaste op over Bowie-opdateringer. Jeg føjer én mere til.

Musikken lærte jeg at kende gennem min fire år ældre søster, der lige havde købt ”Young Americans”*. Hun var 13 år gammel, jeg ni. Den blev grundigt afspillet, den plade. Døgnet rundt kunne jeg høre den gennem hendes værelsesdør. Af og til blev jeg også inviteret indenfor i teenage-hulen til en lytter. Snart anskaffede hun hele bagkataloget. Jeg kunne mærke, at der var meget mere på spil for hende end for mig, den nu ti-årige lillebror. Det varede ikke længe, før også jeg var ramt. Pludselig bliver jeg i tvivl. Er min første erindring om Bowie, dengang da jeg – også sammen med min søster, så vidt jeg husker – ved et tilfælde så den legendariske og suggestive video til ”Life on Mars”* i TV hos vores farmor og farfar?

Den nådige søster indspillede et blandet bånd til mig med hendes personlige udvalg af Bowie-numre, hvilket vil sige en herligt idiosynkratisk konstruktion, som aldrig var kommet på en opsamlings-LP. De tre benhårde og efter hinanden følgende ”Drive-In Saturday”*, ”Panic in Detroit”* og ”Cracked Actor”* fra ”Aladdin Sane”* var blandt numrene.

Det varede ikke længe, før jeg selv begyndte at skaffe værkerne – på købebånd, vel at mærke, så de kunne spilles på min Grundig-kassebåndoptager tilsluttet en B&O-radio med to forskellige højtalere af ukendt oprindelse. Bowie flyttede ind og blev.
Lidt senere fik jeg bogen ”Bowie – in his own words” med masser af billeder og ikke mindst uddrag af diverse interviews givet i forskellige sammenhænge gennem tiderne. Det var i et interview fra den bog, at han med sine egne ord beroligede mig: ”I was not giving a nazi salute” – en kommentar til det famøse billede, hvor han i en åben vogn står med højre arm mistænkeligt hævet. Men samtidig var det også lidt pirrende, hvis han virkelig havde gjort det. Men når alt kommer til alt, var det ikke ordene i bogen, der var vigtige. Det var billederne.

13-14-årsalderens total-Bowie-tilværelse faldt nøje sammen med pubertet og teenage-smerte. Her var han uundværlig. Vi var alle forelskede i Bowie, som Anna Von Sperling skrev for nylig. Pudsigt nok var det ikke et af Bowies egne numre, men hans indspilning af titelnummeret fra filmen ”Wild is the Wind” fra 1957, der kunne presse tårerne frem i den forpinte teenagers øjne. Teksten var jo også mere lige til end Bowies egne: ”Love me, love me, say you do, let me fly away with you” etc. Først senere fandt jeg lidt skuffet ud af, at det var et ”covernummer”, som man pludselig var begyndt at kalde den slags indspilninger af andres numre. Nogle år efter skaffede jeg i øvrigt nummeret i Nancy Wilsons udgave fra 1963. Smukt, men det er en anden historie.

Lyden af bestemte Bowie-plader kan også forbindes med bestemte af mine venners værelser, enten fordi de blev grovspillet dér eller fordi introduktioner blev foretaget eller pråse gik op for os. ”Ziggy Stardust”* på Jesper Juul-Jensens værelse på Carl Berhards Vej og ”Station to Station” på Martin Kellers værelse på Carit Etlars Vej [Læs også Martin Prips mindeord, red.] . Den sidste fordi vi som 13-årige lige var begyndt at spille musik og skrev et nummer, hvor akkorderne var direkte planket fra den plade. Jeg kan stadig huske første linje i teksten til vores nummer. Sangen handlede om, hvor pinlig berørt man kunne være over ting, man nu fortrød at have sagt eller gjort. Velkommen til Teen World. Senere lavede Martin i øvrigt et Bowie-kopi-cover-tribute-band i årene før Naturpatruljen.

Lortepladerne fra 80’erne skabte et skel, det ved alle. Jeg gad ikke høre dem og havde kun hån tilovers for dem, der gjorde. Med undtagelse af selve nummeret ”Let’s Dance”*, som har noget. Jeg får – stadig – tics af ”China Girl”* og alle dem, der – stadig – strømmer ud på dansegulvet, når den bliver sat på. På samme måde havde jeg svært ved at acceptere alle medløberne, der havde set ”Christiane F.”* og pludselig syntes, at Bowie var fantastisk. Følelsen kommer op i mig igen, når jeg ser Ralf Christensen og Klaus Lynggaards gode essays om Bowie i Information blive defameret af en tidslinje, der må være lavet af en praktikant eller én, der ikke aner, hvem Bowie er. Jeg ved det, det er langt ude. Jeg beklager. Men det er min Bowie, du piller ved, praktikant.

Tin Machine* var heller ikke min kop the [Læs anekdote her, red.]. Med Outside* var alt tilgivet, og jeg var tilbage hos ham.

Nå, men jeg har 109 studenteropgaver liggende, der skal bedømmes. Dem må jeg vel hellere vende tilbage til.

*Der er i skrivende stund ikke noget dansk Wikipedia link.