Esmanns Verden: Charles Koch lyder pludselig som en repræsentant for det demokratiske partis venstrefløj

Charles Koch

Frank Esmann skriver på Facebook:

Så fandt en af det republikanske partis største økonomiske bidragydere også ud af, at i en tid, hvor de sociale medier i stigende grad præger nyhedsbilledet, må strømmen af dollars til kandidaterne suppleres med en redegørelse for, hvad han selv mener. Og whau – nu viser det sig, at milliardæren Charles Koch på et par vigtige områder har synspunkter, som er i diamentral modstrid med de holdninger som de republikanske kandidater og Fox News dagligt bombarderer de amerikanske vælgere med. I et interview med Financial Times afslører han i dag, at han er dybt desillusioneret over de to frontløbere i kampen om posten som republikanernes præsidentkandidat Ted Cruz og Donald Trump. Koch siger blandt andet, at de to kandidaters ”anti-muslimske retorik komplicerer kampen mod de ekstremistiske islamister”, og at Trumps forslag om at registrere og forbyde muslimer indrejse ”vil ødelægge vores frie samfund”. Koch siger også, at krigene i Irak og Afghanistan ”ikke har gjort USA sikrere”, og tilføjer i en retorisk henvisning til de 1.6 milliarder muslimer i verden: ”Hvad er det egentlig vi vil? Bombe dem alle?” Selv om Koch pludselig lyder som en repræsentant for det demokratiske partis venstrefløj er der ingen grund til at tro, at manden har opgivet sine ultra-liberale holdninger. Men det er trods alt betryggende at vide, at manden, der om nogen finansierer de repub likanske tosserier, selv lever ud fra grundholdningen, at hvis du vil forsvare din frihed, er det din første opgave at forsvare friheden for de mennesker, du mindst bryder dig om.