Af Jesper Majdall

I morgen spiller Sebadoh i Pumpehuset. Og selvom jeg bestemt ikke er fan af nostalgi, må jeg sande, det bliver en af de ture ned ad memory lane, som jeg egentlig glæder mig til. Mens nogle kan finde på at råbe efter Rocazino til en fest, råber jeg altså på Sebadoh fra ca. denne tid omkring ’93.

De lærte mig at vellyd ikke er lig med god lyd. Og at en 4 track recorder kan skabe mere liv i en sang end verdens flotteste indspilning. Så jeg blev lo-fi Jesper i gymnasiet.

I ’96 spillede de på Roskilde; vi troppede op sådan ca. 2 timer inden change over. Men det var kool. Vi fik 1 xtra gennemspilning af Brand New Love som betaling og så var den festival godkendt.

Low Barlow var den perfekte bannerfører for den ungdommelige (kærligheds)weltschmerz. Siden syntes jeg egentlig, han var noget vattet, men det ændrer ikke ved, at Think (Let Tomorrow Be) stadig står som en af de stærkeste kærlighedssange i min bog. Og når Barlows sange var for meget, var der smadderrock fra Gaffney og kumpanerne i bandet.
Nuvel, i morgen spiller de altså i Pumpehuset. Det bliver nok både sjovt, pudsigt, fedt og sikkert lidt akavet.

Men det mest akavede, der sker i morgen, er nok i virkeligheden at jeg skal bruge 90 minutter af mit liv på at se Armenien – Albanien spille fodbold.