Meet The Danes

meet-the-danes-ex.-1

Af Arne Herløv Petersen

Da der så småt kom gang i turismen efter anden verdenskrig, sagde vi til os selv: Nå ja. Vi har jo ikke så meget at byde på. Vi har ikke en storslået natur som Norge, og vi har ikke så mange kulturmindesmærker som Italien. Men vi har os selv, og vi er så rare.
Så derfor oprettede vi programmet Meet the Danes. Turisterne – det var mest amerikanere dengang – kunne komme hjem til en dansk familie en aften til kaffe med blødt brød og hyggeligt samvær. Danskerne var glade for at øve sig på deres skoleengelske, og turisterne syntes, det var spændende at komme hjem til folk – det havde de ikke oplevet i andre lande.
Der var ingen penge involveret i det fra nogen af parterne. Det var alt sammen helt gratis og på frivillig basis. Amerikanerne rejste hjem med et godt indryk af landet. Der var store artikler om programmet i blade som Reader’s Digest, der blev udgivet i mange lande og i millioner af eksemplarer.
En ung mand, der hed Arthur Frommer, var i København et par år efter krigen og blev meget begejstret – især fordi vi var så gæstfri og tog så godt mod dem, der kom til landet. Han skrev en rejseguide, hvor han indledte afsnittet om Danmark med ordene: “Efter København bliver resten af Europa en bisætning”. Den guide blev den mest solgte overhovedet, og masser af turister kom hertil for at se, om det virkelig også var rigtigt, at vi var så rare at være sammen med. Sorte amerikanere sagde undrende, at de for første gang havde oplevet at være i et samfund, der overhovedet ikke var racistisk.
**
Jeg husker det selv sådan, at stemningen var anderledes dengang. Folk snakkede mere sammen. De viste mere hensyn. Man kunne tit opleve at folk i sporvognen og s-toget faldt i snak med hinanden.
**
Nu er vi blevet meget rigere og meget surere. Hvis man taler med udlændinge, der har været et stykke tid i Danmark, taler de næsten altid om den kulde, der er mellem mennesker – om hvor svært det er at komme i kontakt med danskere – om hvordan vi er afvisende – og om at de ofte er ude for ubehagelige oplevelser med fjendtlige og racistiske mennesker.
**
Er der ved at komme en modreaktion? Er Venligboerne og den gryende forståelse for, at flygtninge er mennesker, vi ganske enkelt bliver nødt til at hjælpe, et varsel om, at vi er ved at vende tilbage til nogle helt grundlæggende dyder, at vi i højere grad er ved at blive venlige og imødekommende over for andre?
Det håber jeg inderligt. For hvis vi bliver ved med at fortsætte ud ad den vej, der gør os lumpne og nedrige, ufølsomme over for andres nød, kolde og egoistiske – så er der ikke meget håb for fremtiden.

Advertisements