Danskhed handler om at bekæmpe den åbenlyse uretfærdighed, hvor vi møder den

Flygtninge Rødby

Af Peter Svarre på Facebook

Der tales meget om, hvad danskhed er i disse år. Her er mit bud, efter at have kørt rundt på Lolland og Falsters landeveje i går aftes:

Danskhed kan naturligvis være mange forskellige ting, men i min optik er det særlige kendetegn ved danskerne ikke vores forkærlighed for grisekød, men derimod vores indgroede modstand mod alt, hvad der er åbenlyst uretfærdigt. Vi går ikke så meget op i store abstrakte uretfærdigheder, som de udbasuneres af dogmatiske marxister eller ditto liberalister. Til gengæld kan vi ikke udstå de uretfærdigheder, som lyser os lige op i øjnene. Møder vi uretfærdigheder på vores vej, gør vi alt for at rydde dem af vejen. Vi organiserer os, vi laver systemer og vi laver regulativer, og over årene har vi skabt verdens bedste samfundssystem til at rydde åbenlyse uretfærdigheder af vejen. Nogle gange bliver systemerne og regulativerne lidt stive og bureaukratiske, men faktum er jo, at det virker – Danmark er vitterligt ét af de mest lige og retfærdige samfund i verden. I andre lande i verden går man slet ikke op i retfærdighed på samme måde. Jeg har selv boet i USA, hvor jeg oplevede ganske tæt på, hvordan penge kunne købe retfærdighed i det amerikanske retssystem. Og i andre lande, som f.eks. Indien er åbenlys uretfærdighed en etableret del af kastesystemet.

Når vi disse dage er en splittet nation, hvor én del af befolkningen kæmper for øget solidaritet med de mange flygtninge, der rammer Europas grænser og andre hellere ønsker dem tilbage til de ruiner, de er kravlet ud under, tror jeg, at det hænger sammen med, at konflikten for nogle danskere stadig er ganske abstrakt, mens den for andre er temmelig åbenlys og iøjnefaldende.

Alt det ændrede sig dog i går, hvor flygtningekonflikten pludselig blev ganske konkret på dansk jord. Pludselig var der små børn, syge mennesker og desperate mennesker på de danske motorveje. De var HER. Det var åbenlyst og det var presserende. Enkelte mennesker (deriblandt en enkelt deltager i Mads og Monopolet) valgte stadig at opfatte dette som en verdensfjern konflikt, men det var dog ikke tilfældet for alle de tusindvis af danskere, der pludselig gik i aktion. På trods af advarsler om flere års fængselsstraf væltede folk ud på Facebook, hvor de organiserede kørsler og opsamlinger af tøj, tæpper og barnevogne. Jeg mobiliserede selv en co-driver og en bil fyldt med tøj og tæpper på ca. 30 minutter fra, at jeg tog beslutningen om, at køre mod Rødby. Og da vi nåede til Lolland og Falster mødte vi hundredevis af biler, der alle kørte rundt for at bidrage, hvor de nu engang kunne. Og måske er danskere altid kendt, for at de ikke taler med hinanden i supermarkedet, men hernede på de sydlige øer kunne folk pludselig tale med hinanden: Der blev udvekslet tips om, hvor man skulle køre hen, nyheder om politiets udmeldinger, og der blev dannet spontane korteger, hvor biler kørte af sted sammen af de mørke landeveje, kun lejlighedsvist oplyst af de blå blink fra de mange politibiler, der også på mange måder gjorde deres for løse denne åbenlyse uretfærdige konflikt på den mest danske måde.

Vores lille bil fik aldrig gjort den store forskel. Vi mødte en enkelt gruppe af flygtninge, og vi kunne hjælpe dem med en smule tøj, før de igen forsvandt ind i natten. Men da vi endelig ved 3-tiden begav os tilbage nordpå var det alligevel med et opløftet hjerte, fordi vi de sidste tre timer havde set lige ind i hjertet på danskheden. Den danskhed som handler om at bekæmpe den åbenlyse uretfærdighed, hvor vi møder den.

Advertisements