Kommentar: Der skal jeg ikke bo

309350_10150966437472321_1634890113_n

Af Ayşe Dudu Tepe, filosof

Jeg kigger på lejligheder. Jævnligt. Jeg vil, som så mange andre singlemødre, gerne have mere plads og en gårdhave til ungen, husdyr, en grim trampolin og glade grillaftener. Jeg har særligt kigget på Vesterbro, som jo, historisk, har været epicenter for cool kreativ junkiekultur, økonomisk uorden i sagerne, utryghed og en generel autentisk tilgang til tilværelsen. Det er der mange fordele ved for en hipstermor. Jeg har dog konstateret et sælsomt fænomen, der på overfladen kunne ligne den rene win-win-situation for førstegangs-lejlighedskøbere som jeg: Mens boligerne er dyre i Kødbyen og lidt nordpå, ved Enghaveplads, bliver de pludselig markant billigere på en bestemt strækning længere nede mod Hovedbanegården. Så kan man få en flot lejlighed med gårdhave til mådelige penge. Er det ikke heldigt?

Ikke helt. I hvert fald ikke, når det bliver klart, hvad boligpriserne afspejler. Det kan nemlig ikke kun skyldes urbaniseringen – for normen om lejlighed, Christianiacykel og vandrende pinde lever jo (også) i bedste velgående. Så hvorfor?

Det dæmrede efterhånden for mig: Lejlighedspriserne er lave i alle de områder, der er berørt af kulturimpulserne fra steder som Jylland. Vold, kriminalitet, jysk beskedenhed, racisme mod rigtige københavnere, social kontrol og en generelt fjendtlig stemning, er gift for enhver by. Ikke just ideelt for en enlig hipstermor. Det, i ubehagelig kombination med det store shoppingcenter Fisketorvet, der desværre har vist sig også at medføre overgreb og vold i lokalsamfundene (og der er i nyere tid etableret endnu ét i nærheden, det hedder Fields, der skal huse 600-700 migranter fra Herning) samt et skræmmende stort antal brunchspisninger og loppemarkeder, er evidens nok for mig. Jeg skal ikke bo der. Det tør jeg simpelthen ikke. Og heller ikke i nærheden. For hvad skal forhindre, at det breder sig til Humleby, Islands Brygge og Sydhavn?

Der er utvivlsomt stadig enklaver, hvor man i en radius af 300 meter kan færdes trygt, også om aftenen – men har man lyst til at leve sådan? Spærret inde på Halmtorvet, vel vidende, at man sandsynligvis alligevel oplever ord som ”træls”, ”iggår” eller det, der er værre, før eller siden, og at politiet ikke kunne være mere ligeglade? Nej tak.

VESTERBRO ER SINE steder ved at blive en utryghedsghetto – ikke kun på grund af de faktiske ubehageligheder, men i lige så høj grad på grund af myndigheder og politikeres fuldkomne undertrykkelse af problemet. Ingen taler om det, ingen gør noget ved det. Og sådan slår man et blomstrende, trygt område ihjel. Hvis udviklingen fortsætter, og de små bysamfund rømmes for indfødte beboere, eroderer hele den sociale, økonomiske og kulturelle infrastruktur. Alt sammen på grund af politiske valg, taget af folk, der ikke selv skal leve med konsekvenserne.

DET ER ALLIGEVEL trist at tænke på, at et af landets smukkeste, tryggeste og mest udsatte områder så småt er ved at opløses. Tænk på alle de mennesker, der stavnsbindes til lejligheder, fordi multikulturen har ædt værdien op. Tænk på den civile orden, de tryghedsskabende bånd mellem naboer, der ætses væk. Tænk på hyggelige gader, der forvandles til potentielle raflesteder. Og tænk på, hvor hurtigt, det er gået. Alt sammen på grund af en katastrofal, socialdemokratisk boligpolitik, presset fra storcentre på små samfund, den ikke-eksisterende indsats mod overskæg og, selvfølgelig, bagtæppet: En amokløbet godhedsideologi. Nej tak. Der skal jeg ikke bo.