Henrik Saxgren rejsebreve fra Grønland

Af Henrik Saxgren

Tilbage i Ilimanaq hvor isen på fjorden er væk, men hvor sneen ligger meterhøj i bygden. Foråret skulle så småt have antydet sin ankomst, men lader vente på sig. Det er stadig vinter her. Jeg havde provianteret i Ilulissat inden jeg tog herind og godt for det. Butikken er nede på smør, æg, grønsager, juice – men har til gengæld rengøringsmidler og kiks en masse…
Jeg skal besøge kateketen om lidt. Hun kan forvente fire-fem mennesker til gudstjenesten i morgen – i 60’erne var den lille kirke proppet og dem, som ikke kunne komme ind, stod ude i sneen og sang med på Brorsons salmer…

11173407_10153318861291435_9175122571220372154_n

Jeg skal have ryper til aftensmad i aften…
Jeg har to ryper, et løg, kiks og rengøringsmidler + salt og peber. Er der nogen, som har et bud på en god opskrift?

11164680_10153325628631435_30082602626126331_n

The Scull Speaks
Lænestolen, som jeg i februar fik bragt op til mit hus i Ilimanaq, var væk, da jeg kom tilbage, så nu sidder jeg igen ved spisebordet og læser. Jeg har to bøger i gang: Bogen om Eske Willerslev, der bl.a. fortæller om hans DNA-test af en hårtot fra en Inuk/palæoeskimo, som han daterer til at være indvandret fra Sibirien til Grønland for ca. 6.000 år siden. Og andet bind af Knud Rasmussens, Myter og Sagn.
Jeg kan godt lide at læse, når jeg er i Grønland.
I 1987 lå jeg i en tipi langt inde i Godthåbsfjorden.
Jeg var taget til den grønlandske kulturfestival, Aasivik for at fotografere. Det var regnvejr, men jeg lå tørt og godt, for tipiens bund var dækket af rensdyrskind. Karsten Sommer, som var direktør i det grønlandske pladeselskab, Ulo, kom ind med en ghettoblaster. Han mente, jeg skulle høre et bånd med grønlandsk trommedans, mens jeg læste bogen ’The Scull Speaks’, en new age-klassikker, hvor antropologer – igennem ’et medie’ – rejser tilbage i tiden og taler med de gamle Inka-høvdinge.
Bogen er delt op i ni kapitler og hvert kapitel udgør en seance, hvor mediet trancenderer tiden og opnår kontakt til de gamle inkaer via et krystaliseret kranie. Man forstår på bogens forfattere, der optager seancerne på bånd, at den hypnotiske tilstand, som mediet befinder sig i under samtalerne, er meget udmattende.
Men dér ligger jeg altså – i en lydkulisse af gammel grønlandsk trommedans – i en tipi i den grønlandske ødemark – og læser om sjæle, der kan rejse i tid og rum. Afslutningen på et af kapitlerne bliver pludselig meget dramatisk, da inkaerne og mediet (af en eller anden grund?) går i fælles panik og råber:
” – Vi må stoppe her! Vi må stoppe her!”.
Bogens forfattere bliver nærmest opskræmte, da deres båndoptager automatisk slår fra – præcis i samme sekund som mediet råber STOP!
Uhyggelig simultant – altså i samme sekund som jeg læser dette, slår min(!) ghettoblaster i teltet fra!
Huuu-ha! Som Al Pacino ville have sagt…
Forfatterne var helt oppe at køre over sammenfaldet og var ikke i tvivl om, at det var den åndelige energi fra de gamle høvdinge, der havde skabt den interferens, der havde afbrudt deres båndoptager.
De var ved at dø i begejstring over oplevelsen, selv om tilfældighed er en ret påtrængende faktor, når sammenfaldet kun sker i anden potens.
Jeg fik oplevelsen i tredje!
Jeg satte mig op og så mig rundt i tipien. Hvis der var nogen, som ville i kontakt med mig, var jeg til rådighed. Men der skete ikke mere – dengang…
Men når jeg lægger mig til at sove i mit lille hus i Ilimanaq efter at have læst om Willerslevs test af Inuken og Knud Rasmussens myter og sagn, kan jeg fornemme dem igen.
Og som dengang er det ikke det mindste skræmmende…
På onsdag rejser jeg videre til Qaanaaq…

11140081_10153335614296435_3676789841881489113_n

Klokken er lidt over otte og solen er stadig oppe (det er den et par timer endnu). Jeg er lige kommet tilbage fra en tur ind i fjorden med Fritz og hans 13 unge hunde. Det er faktisk første gang jeg kører hundeslæde i fjeldet. Og første gang at turen primært er til fornøjelse. Fjordisen var dækket af det fineste og hvideste puddersne og det var ren promenadekørsel. Alle mine hundeslædeture i Qaanaaq og Siorapaluk (altså en del længere nordpå) har altid været fangstture over mange døgn og altså transport på havisen med fangst som formål. Men i dag var jeg inviteret med som dødvægt og skulle flytte mig rundt på slæden alt efter om det gik op eller ned. Fritz var ude at trimme sit unge hundespand (under et år) og de trak som små heste. Behøver jeg at sige, at det var usædvanligt smukt at komme drønende ned af fjeldet og se fjorden ligge udstrakt under en, mens Fritz udpeger sommerens ørredfangststeder og giver ørrederne karakter alt efter hvor de bliver fanget. (I søen højere oppe er de som gummi, men derovre under det mørke fjeld, fanger man de bedste, etc.)…
Lige nu har jeg en ret stor hellefisk i ovnen. Den købte jeg af Fritz’s søn, Ove for en flad halvtredser…

10440984_10153341914281435_4107323834990975333_n

Når man sejler fra Ilimanaq til Ilulissat, som jeg gjorde i dag, kommer man forbi Isfjordens udmunding i Diskobugten. Der står de store isbjerge fast på bunden – selvom der er 500 meter dybt.
Når de gamle i Ilimanaq fortale mig om gigantiske, skyskraberhøje isbjerge i deres barndom, der ‘flød’ forbi de nu nedlagte bygder endnu tættere på Isfjorden, forstod jeg, at det vi ser i dag er et fattigt afterparty efter en storhed, der var engang. Jeg bliver dog lige fascineret hver gang…
I morgen rejser jeg videre til Qaanaaq helt oppe ved Thule…

11182289_10153347598996435_2611540110657380156_n

Midnatssol i Qaanaaq…

11174981_10153350865156435_656192409367921786_n

Narhval… BINGO!
(Qaanaaq, Thule).
Det begyndte lidt tungt.
Ilannguaq havde fundet den helt store slæde frem. Vi skulle – ud over kajak og det sædvanelige gear – også have plads til en 17 fods jolle med en 100 hk påhængsmotor.
Så den første kilometer var tung. Med den last ville det – med kun 11 hunde – tage os en dag at komme ud til iskanten.
Men så kørte hans lillebror, Ark’iunguaq op på siden af os med sine 13 hunde. De fik et slæbetov over og så gik det lidt bedre. Senere koblede yderligere to slæder op foran, så vi endte med at have et forspand på 45 hunde, hvilket hjalp betragteligt på farten.
Vi nåede iskanten ved 18-tiden.
Vinden var i syd og havde renset iskanten for pakis, så den stod helt ren.
Fangerne var tydeligt forventningsfulde. Der var ikke fanget narhval endnu i denne vinter, men omstændighederne syntes optimale.
Pludselig råbte Mamarut (som en anden Ishmael): Sprouts! Han stod – balancerede – på rælingen af vores jolle (stadig på slæden) med sin kikkert og var ikke i tvivl. Der var hvaler på vej…
Ude over havet byggede en front op og de blæksorte skyer skulle vise sig at blive en hel enestående scenografi for den oplevelse, vi havde i vente…
Hvalerne var stadig mange kilometer væk, men Mamarut og Ark’iunguaq begyndte at gøre kajakkerne klar. De blæste sælblærerne op og sleb spidserne på deres harpuner. De skrabte is af deres pagajer med store knive og trimmede i det hele taget deres gear.
Solen havde taget turen bagom de sorte skyer i nordvest og kom nu frem over Herbert Ø. Om en time ville den stå i nord og markere midnat.
Fangerne lå i deres kajakker med en hånd på iskanten. De ventede. Og så kom de. Som en flok buldrende bøfler på prærien bare uden lyden af klove.
300! 400! Måske 500 hvaler kom brusende langs iskanten på fouracharingstogt. Halvdelen hvidhval – halvdelen narhval. Op og ned – brydende overfladen for at aflevere deres blæs, som forstøvede i den midnatslave sol.
Det var et guddommeligt syn!
Fangerne lå – med harpunerne klar – tålmodigt ved iskanten og ventede på, at en af hvalerne skulle dykke ind under isen, præcist hvor de lå. Ind imellem padlede de ud og forsøgte at snige sig ind på en hval, men når hvalen hørte pagajen i vandet, dykkede den og forsvandt i dybet.
Sådan fortsatte det i mange timer.
(Dette er et fremmed land og jeg kan ikke tale ét ord med de fangere, jeg er ude med. Så jeg kan ikke spørge om noget – alt må jeg fornemme).
Min fornemmelse var, at fangerne ville(!) have hval og tog flere og flere chancer. At de oftere og oftere padlede ud for at snige sig ind på en hval.
Og klokken 01.30 var der BINGO!
Ark’iunguaq plantede sin harpun i ryggen på en narhval.
En han på næsten et ton. Med en tand på langt over en meter.
Den forsvandt med en sælblærer fæstnet til harpunlinen dybt ned i havet, men kom op halvanden kilometer ude, hvorfra to fangere hentede den og trak den ind med en lille gummibåd med en 2,5 hk påhængsmotor.
Og uanset hvor træt man er, er der ingen vej uden om. Dyret skal slagtes, mens det stadig er varmt.
Den var otte om morgenen inden vi kunne krybe i poserne.
Vi skriver 2015 og både harpuner og kajakker er hjemmelavede!

18806_10153363418316435_2163282479253476391_n

Om en time er der afgang for endnu en tur ud til iskanten, hvor vi igen vil jagte narhval. Sidste gang gik det jo meget godt…
Vi er tilbage mandag eller tirsdag.
Fra venstre: Ham selv, Ark’iunguaq, Mamarut og Ilannguaq.

1402281_10153367385586435_3587550557638349835_o

Qaanaaq, Thule…
“Harqu, harqu harqu.” (venstre, venstre, venstre) gentog jeg inde i hovedet. Ilannguaq sad afslappet uden pisk og lod sine hunde fortsætte i en retning, der – hvis den ikke blev korrigeret – ville sende os ud på det bælte af opbrudte isflager, som natten havde efterladt langs den faste iskant.
Hundene havde været umulige hele dagen og det virkede som om, at Ilannguaq ville give dem en lærestreg. Som om han tænkte: – Når de ikke vil lystre, så kan de fandeme få våde poter!
Da det gik op for mig, at han ikke havde tænkt sig at korrigere, var det allerede for sent. Vi var endt på isflagerne!
Hundene hylede, da der iskolde vand slog ind over deres poter på den vippende isflage.
Og mig?
Jeg kunne ikke andet end blive på slæden – og vippede med.
Hvorfor jeg ikke sked i bukserne af skræk, aner jeg ikke, men jeg blev pænt siddende – uden at sige en lyd – og afventede, at Ilannguaq, ville bringe os i sikkerhed.
Endelig hoppede han af slæden og gik op på siden af sine hunde, der nærmest virkede lettede over, at der endelig var én, der tog kommandoen.
Jeg fik den mistanke, at øvelsen i virkeligheden gik ud på, at hundene måtte lære, at han var den eneste, de skulle lystre. At han var den eneste, der kunne bringe dem i sikkerhed.
Og to isflager længere fremme, var vi igen på sikker is. Både hundene og jeg en oplevelse rigere.
Det er selvfølgelig rigtigt, at jeg fra begyndelsen af vores samarbejde har indprentet ham, at han ikke skulle tage specielle hensyn til mig. At han skal gøre alt, præcist som han plejer…
At min metode i al sin enkelthed er, at sige ja til alt!
Men lige i dén situation havde jeg nok foretrukket, at han havde taget min instruks en anelse mindre bogstavelig…
Vi var ude i fem dage og havde det dejligt varmt i teltet.
Men man får ikke sovet meget…
Man slutter sig altid til de fangere, der er ved iskanten i forvejen, for en fanger kan ikke lande en narhval alene. Og så er der også andre fangere at dele vagterne med. For der er udkig efter hvaler døgnet rundt og i løbet af en nat må ud af soveposen flere gange, når råbet lyder: Narhval!

11217975_10153379453811435_3487970184370310135_n

Alt er ikke, som man umiddelbart tror i Arktis.
Her er to eksempler:
1) Når en fanger tager Lars Brygman-habitten på, er det ikke for at sikre sig umistelige DNA-spor fra et gerningssted. Så er det fordi, der er sæler på isen. (Billede 1)
2) Når jeg henter et par sæl-luffer, er det nørvendigvis ikke fordi jeg fryser om fingrene, men måske fordi jeg er sulten…
(Billede 2)
I morgen har jeg mit sidste hele døgn i Qaanaaq, Thule.
Onsdag flyver jeg sydover og efter en enkelt nat på Hotel Arctic i Ilulissat, flyver jeg videre til København.
Det har været en stor oplevelse. Også selvom midnatssolen har forårsaget alvorlig rod i min søvnrytme.
Men når natten nu engang er 100 gange mere velegnet til fotografi end dagen, er det jo til at leve med…
Jeg skal (en kort tur) på ørredfiskeri i fjeldet ved Ilimanaq ved Disko-bugten i juli, men til Thule kommer jeg først igen til marts næste år, hvor jeg skal bo en måndes tid i Savissivik, som er isbjørneland.

11258226_10153394831406435_6069965862967266089_n

11262378_10153394832431435_3940453282247608130_o

En absolut sidste status fra Thule, mens jeg venter på mit fly:
Inden for de sidste to døgn er to fangere i Thuleområdet blevet angrebet og dræbt i deres kajakker af aggressive hvalrosser.
Ulykkerne sker typisk, når
fangerne går ud efter hvaler i deres kajakker. Midt i flokken af hvaler kan der gemme sig en hvalros og fangerne er forsvarsløse når en hvalros angriber dem på vandet.
Jeg overværede selv, hvordan de fangere jeg var med, på er tidspunkt næsten panikagtigt padlede ind til iskanten for i al hast at blive trukket op på isen.
Jeg forstod, at det havde med hvalrosser at gøre, men ikke graden af fare
I lyser af de sidste døgns hændelser, forstår jeg pludselig hvorfor…

11263032_10153399833296435_656700246996804680_n

Advertisements