Man kan spille på Johanne Schmidt-Nielsen på Oddset

Johanne Schmidt-Nielsen skriver på Facebook:

Allright. Man kan spille på mig på Oddset. Altså på, om jeg genopstiller til Folketinget ved valget eller ej. Og det ved jeg af to grunde. For det første har jeg brugt en del mails på at forklare de mennesker, der arbejder på Oddset, hvordan Enhedslistens rotationsregler hænger sammen. For det andet sker det ikke sjældent, at jeg får henvendelser fra folk, der skriver: ”Sig det nu, så tjener vi kassen!!”

Til jer i sidste kategori vil jeg sige: Tja. Jeg ved det jo ikke.

Hvis valget bliver udskrevet før Enhedslistens årsmøde (som er d. 5-7 juni), så kan jeg godt stille op og tage en periode til, hvis jeg bliver valgt. Og hvis valget bliver udskrevet efter Enhedslistens årsmøde (hvor vi vælger nye folketingskandidater), så kan jeg ikke. Det vil sige: Hvis valget kommer før sommerferien, så er jeg stadig kandidat. Hvis det kommer efter sommerferien, så falder jeg for rotationen.

Mit råd må være: Lad være med at bruge penge på sådan noget pjat!

P.S. Man kan vist også spille på, om jeg bliver statsminister … det ville jeg nok ikke sætte min løn på smile emoticon

P.P.S. Hvis Thorning spiller på det her, er det så matchfixing?