Klaus Riskær: Statsministeren er hyklerisk og manipulerende

8789421-mindelunden-statsministeren-hyldede-frihedskmperne-thumb

Klaus Riskær skriver på Facebook:

Synes simpelthen det bliver for meget med Statsministerens tale i Mindelunden! Det er simpelthen så hyklerisk og manipulerende så man får det dårligt. Danmark var en nation af behagelig afventning, ligegyldighed. Mens Politi arresterede modstandsfolk og kommunister som vore domstole dømte. Statsminister Stauning slog det hen i sin tale i Studenterforeningen (8 Marts 1941): “Det er usundt og uklogt at vende sig imod en Udvikling som Tid og Forhold fører med sig”. Hvis vi overhovedet ville være bekendt at holde en tale i dag, så skulle man have bedt Dronningen tage den opgave. Det havde i det mindste ikke kunne beskyldes for at være dobbeltmoralsk.

Riskær uddyber efterfølgende:

Min posting ovenfor har rejst det spørgsmål, om det ikke var ‘rettidig omhu’ at vi ikke gjorde modstand. Det synspunkt kræver en uddybende kommentar. Vigtigt at vi ikke slipper denne selverkendelse, og beklageligt at vi ikke fik et egentligt retsopgør efter krigen, så vi kunne lære af vor egen historie.

Problemstillingen er følgende efter min mening:

Lad os først få problemstillingen på plads: Danmark indgik (en ikke særlig kendt) ikke-angrebspagt med Tyskland få måneder før ‘besættelsen’. Det gjorde russerne også, men de indtrådte senere i krigen på allieret side. Og vandt den formentlig ! Men det gjorde Danmark ikke da vi var ‘besat’. ‘Besættelsen’ i tysk optik var en defensiv foranstaltning, og derfor – i princippet – udramatisk som sådan. Selvfølgelig er der ingen der drømmer om at vi skulle have gjort modstand. Det ville have været det rene vanvid. Men ikke-angrebspagten brød med det at vi var alliance-fri! Og var det som gav os betydelige problemer med at blive en del af UN modellen (der blev designet i 1942!). Det siger sig selv, at den kritik der kan rettes går på, at den danske regering og dansk parlamentarisme, på ingen måde kunne – eller burde – stille samfundets institutioner til rådighed. Man burde med andre ord have trådt tilbage, og situationen var blevet som den reelt blev i 1943. Modstandskampen ville da have været forenet med vor parlamentarisme og demokrati grundlag. Nu blev den i opposition hertil. Og vort eget samfund, vores egne repræsentanter, forfulgte vores egne. Det kan man ikke. Den folkelige suveræn kan ikke forfølges af sine egne repræsentanter. Det var sådan det gik helt, helt galt. Og var ved at koste os vor frihed hvis ikke Montgomey havde forbarmet sig og landede tropper på Fælleden. Og udelukkede os fra det gode selskab helt til D-Dag fejringen sidste år.