Bernard Stollman er død

11140159_10152889339635749_319794245194692158_o

Lars Movin skriver på Facebook:

BERNARD STOLLMAN (July 1929 – April 2015) R.I.P.

Grundlægger af ESP-Disk’, et visionært pladeselskab, der i årenes løb har beredt mig med uendelig megen fornøjelse med udgivelser af navne som: Albert Ayler, Ornette Coleman, Pharoah Sanders, Sun Ra, Paul Bley, William S. Burroughs, The Fugs, The Holy Modal Rounders, Pearls Before Swine, Ed Askew samt mange andre.
På alle ESP-plader var trykt selskabets motto:

“The artists alone decide what you will hear on their ESP-Disk.”

Se, dét kan man kalde idealisme og kompromisløshed!

I den svenske dokumentarist Kasper Collins portrætfilm om Albert Ayler – “My Name Is Albert Ayler” (2007) – fortæller Bernard Stollman historien om, hvordan det hele begyndte. En fredelig søndag eftermiddag lige efter jul i 1963 sad han på Baby Grand Café i Harlem og lyttede til pianisten Elmo Hopes trio. Han var blevet anbefalet at gå derhen, fordi der efter sigende ville dukke en ganske særlig gæstemusiker op. På et tidspunkt sprang en ung sort saxofonist op på scenen og kastede sig ud i en tyve-tredive minutter lang far out solo. “Han spillede, som gjaldt det livet,” siger Stollman i filmen. Og tilføjer: “Hvad det sikkert også gjorde.”
Stollman var komplet overrumplet af den for ham ukendte musiker og gik efterfølgende hen til ham og sagde, at han var ved at oprette et nyt pladeselskab, og om den unge mand kunne tænke sig at blive hans første kunstner. Resultatet blev “Spiritual Unity”, en trioplade med Albert Ayler, Gary Peacock og Sunny Murray,
indspillet i sommeren 1964 i det lillebitte Variety Arts Studio ved Times Square midt på Manhattan og udsendt året efter. Måske det vigtigste album i Aylers noget svingende udgivelseshistorie.

Havde Bernard Stollman kun udgivet den ene plade, ville han stadig have haft en plads i mit hjerte. Som det gik, berigede han verden med hundredevis af plader – de fleste af dem i den første del af selskabets historie, der løb frem til 1974, hvor Stollman måtte dreje nøglen om af økonomiske årsager; og resten efter at han i 2005 havde genoplivet selskabet med henblik på genudgivelser af bagkataloget såvel som nye indspilninger. Man bøjer sig i respekt og taknemmelighed!