Eduardo Galeano er død

Galeano_DanielDabove

Den uruguyanske journalist og forfatter Eduardo Hughes Galeano er død. Læs mere i The New York Times her.

“Fleas dream of buying themselves a dog, and nobodies dream of escaping poverty: that, one magical day, good luck will suddenly rain down on them – will rain down in buckets. But good luck doesn’t rain down, yesterday, today, tomorrow or ever. Good luck doesn’t even fall in a fine drizzle, no matter how hard the nobodies summon it, even if their left hand is tickling, or if they begin the new day on their right foot, or start the new year with a change of brooms. The nobodies: nobody’s children, owners of nothing. The nobodies: the no-ones, the nobodied, running like rabbits, dying through life, screwed every which way. Who are not, but could be. Who don’t speak languages, but dialects. Who don’t have religions, but superstitions. Who don’t create art, but handicrafts. Who don’t have culture, but folklore. Who are not human beings, but human resources. Who do not have faces, but arms. Who do not have names, but numbers. Who do not appear in the history of the world, but in the crime reports of the local paper. The nobodies, who are not worth the bullet that kills them.” — Eduardo Galeano, “The Nobodies”

Fra et debatindlæg i Politiken:

Den uruguayanske forfatter og journalist Eduardo Galeano er ikke bare en kløgtig og indsigtsfuld civilisationsrevser med en tungtvejende litterær produktion bag sig. Den nu 73-årige forfatter til mesterværket ‘Fodbold i Lys og Skygge’ (1996) har bedre end nogen formået at indkredse fodboldens væsen.

En af de sandfærdige anekdoter, Galeano bruger til at illustrere fodboldens fascinationskraftmed, stammer fra Peru i 1997, da en gruppe guerillaer havde besat den japanske ambassade i hovedstaden Lima. Da en gruppe væbnede regeringssoldater trængte ind i bygningen og mejede oprørerne ned i en byge af bly, var guerillaerne i gang med at spille fodbold.

Deres leder, Nestor Cerpa Cartolini, var på dagen iført sin favoritklub, Alianzas, farver. Fortællingen illustrerer, hvor meget fodbold fylder i både hverdag, og når der er liv og død på spil, selv i en dødskamp med politiske overtoner.

Et citat mere fra Politiken:

“Derimod savner jeg et citat fra eller bare en reference til en (godt nok nulevende!) forfatter, som også har skrevet begavet om fodbold: Eduardo Galeano fra Uruguay. Hans fremragende bog: ‘Fodbold i sol og skygge’ fra 1995/1996, som du selvfølgelig har på din fodboldhylde, har på side 194 en fin lille beskrivelse af Bests spillertype, der sætter ham i samme klasse som brasilianeren Leônidas, englænderen Kevin Keegan og danskeren Allan Simonsen, der alle – takket være deres diminutive størrelse – kunne smutte gennem de stærkeste forsvar.”

Galeano om fodbold i Politiken:

“Eduardo Galeano gør i sin gennemgang af VM-historien samtidig opmærksom på, hvordan denne dejlige boldekvilibristiske forførelse i tidens løb også er blevet til mere kontant ideologisk forførelse og forfølgelse af politiske interesser. Italienerne, der vandt i både 1934 og 1938, sejrede i fædrelandets og Mussolinis navn – spillerne begyndte og sluttede hver kamp med at råbe et leve for Italien og hilse publikum med opstrakt håndflade.”

Mere Galeano om fodbold – og revolution – i Politiken:

“Den uruguayanske forfatter og journalist Eduardo Galeano er ikke bare en kløgtig og indsigtsfuld civilisationsrevser med en tungtvejende litterær produktion bag sig. Den nu 73-årige forfatter til mesterværket ‘Fodbold i Lys og Skygge’ (1996) har bedre end nogen formået at indkredse fodboldens væsen. En af de sandfærdige anekdoter, Galeano bruger til at illustrere fodboldens fascinationskraftmed, stammer fra Peru i 1997, da en gruppe guerillaer havde besat den japanske ambassade i hovedstaden Lima. Da en gruppe væbnede regeringssoldater trængte ind i bygningen og mejede oprørerne ned i en byge af bly, var guerillaerne i gang med at spille fodbold. Deres leder, Nestor Cerpa Cartolini, var på dagen iført sin favoritklub, Alianzas, farver. Fortællingen illustrerer, hvor meget fodbold fylder i både hverdag, og når der er liv og død på spil, selv i en dødskamp med politiske overtoner.”