Morten Helveg gør klar til et opgør med den danske selvfedme

10421137_861606693909729_1577144852626024730_n

Morten skriver på Facebook:

Hold da op en omgang nationalegoistisk overbudspolitik. Ikke et ord om fællesskab. Ikke et ord om solidaritet med andre lande. Og ikke et ord om at hvis vi skal løse udfordringerne er den eneste vej gennem det europæiske. Derimod et ungdommeligt overflødighedshorn om at Danmark kan alting selv og at alt skal – og kan – bestemmes i Folketinget. En trist, håbløs og perspektivløs nationalstats tilgang til de problemer og udfordringer vi alle står over for.

Lyttede til P1’s glimrende Europa Lige Nu. Et fint program der kommer rundt om de aktuelle begivenheder. Denne gang med ungdomspolitikere fra K, LA, DF og en forvirret sjæl fra yderste venstrefløj.

Utroligt som pendulet svinger. Da jeg var i ungdomspolitik i Harald Blåtands tid frelste vi verden – utallige gange. Bekæmpede klimaforandringer, global fattigdom og var solidariske med flygtninge. Naivt og idealistisk, ja. Men i det mindste med blik for hvad der rørte sig også i andre lande.

Disse fire ungdomspolitikere lever i nationalstaten som ramme og har forestillinger om at Danmark kan alting selv og at de andre EU-lande skulle være særligt interesserede i at imødekomme danske ønsker og krav. At vi bare kan tage de ting vi lige akkurat vil bukke os ned for at samle op uden i øvrigt at indgå i nogen som helst form for fællesskab.

Godt program – men trist og tankevækkende indhold. Lyt med og fortæl mig om jeg tager fejl?

Lyt til programmet her.