Klaus Rifbjerg om indvandring: Min morfar var flygtning

Klaus_Rifbjerg_427804a

Af KLAUS RIFBJERG, første gang bragt som Politiken kronik den 24. april 1988

Vi har kropsangst for fremmede, det er kort sagt puha badr, skriver Klaus Rifbjerg som en kommentar til Politikens og DRs store Vilstrup-analyse af danskernes forhold til indvandrere og flygtninge iblandt os. Kronikøren konkluderer, at før vi bliver fremmedgjorte, finder vi aldrig ind til os selv.

JEG KENDTE ikke min morfar, han døde allerede i begyndelsen af århundredet. Til gengæld har jeg lyttet til historien om hans ankomst til Danmark med betagelse mange gange. Han var nemlig flygtning, eller emigrant skulle man måske snarere sige, og selvom han ikke kom langvejs fra, så var der alligevel noget eksotisk ved tanken om, at han kom fra Skåne.

Det må have været på den tid, hvor mange svenskere brød op for at finde arbejde og levemuligheder andre steder end i det udpinte agrar-Sverige. Deres historie vil være kendt fra Mobergs romaner og Jan Troells film om ‘Udvandrerne’. De fleste så nok for sig i ånden de amerikanske fristater, hvor livet kunne folde sig ud anderledes end hjemme på torpet, og hvor man — hvis man var heldig — måske kunne tilbringe dagene i gyngestol, mens det sneede med sukkergodt og regnede med limonade. Men nogle nåede ikke så langt, min morfar ikke længere end til Toldboden, hvor jyske opkøbere og folk med brug for arbejdskraft (billig) var mødt op for at tage imod. Hvad der fængslede mig mest ved beskrivelsen af morfars ‘Flugten til Amerika’, var den detalje, at han tabte sin kasket i vandet på vej over Øresund, og at han i øvrigt ikke havde mere end femogtyve øre på lommen, da han ankom.

Det var ikke svært at se ham for sig, syntes jeg, og jeg havde heller ikke svært ved at sætte mig i hans situation. Ganske vist havde han følgeskab af sin onkel Olle, men de blev hurtigt skilt, min morfar kom til Randers som gartner, og Olle dukkede først op senere, da de begge to havnede i Arhus, hvor det gik morfar godt, ja så godt, at han senere i livet kunne sætte Dannebrogsordenens roset i knaphullet.

MEN DENGANG. At stå som teenager på en fremmed storbys kaj og lade sig ’opkøbe’, det må have givet lidt af samme.fornemmelser, som dem de sorte slaver havde, når de landede på andre kyster. Af egen erfaring ved jeg, hvor svært det er, når man er ung, bare at komme til et nyt job, følelsen af at man maser sig på, ikke er rigtig velkommen, i hvert fald må betragtes som overflødig eller i bedste fald som et nødvendigt onde, er umulig at ryste af.

Under alle omstændigheder kan jeg trøste mig med (eller bryste mig af), at jeg har haft en morfar, der var flygtning. Han stak ganske vist ikke af fra politisk forfølgelse eller religiøse trakasserier. Han kom, fordi han var sulten og ikke kunne skaffe sig udkomme i eget land. At konjunkturerne var med ham, og Danmark dengang som senere havde brug for billig arbejdskraft, er en kendsgerning, som nok kan tjene til at lette den fremmedes situation og gøre assimileringen lettere, men ikke rykker det mindste ved emigrantens basale følelse af at være outsider, en der trænger sig på, en der i kraft af sit sprog, sin baggrund, sin kultur fremtræder som anderledes.

Nå, siger min kloge læser, det var jo også bare en skåning, en ganske almindelig svensker og ikke en sort-smudsket krumnæset araber eller hvidløgsduftende tyrk med sabel og vandpibe. Ham kan der ikke være ben i at acceptere. Og det er jo altsammen rigtigt nok — for en overfladisk betragtning. Den ariske Nilsson vækker ikke så stor opsigt og modstand som en skævbenet Hassan, alligevel har jeg fornemmelsen af, at en del af den melankoli, der hang ved min morfar, kan have sin forklaring i den følelse af fremmedhed, som ind imellem må have besat ham.

Sam Besekow har beskrevet, hvor bizart i en udpræget jødisk, måske oven i købet jiddisch-talende kreds det er at fremsige H. C. Andersens ’I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går’ — også selv om man på papiret er så dansk som Christian X ganget med lurmærket smør.

MEN DER har vi ham altså, min kasketløse skånske morfar med femogtyve øre på lommen og en accent, der sikkert har kunnet få spurvene til at falde ned af træerne. Hvordan han har lydt efter at være blevet konfronteret med det kronjyske er ikke til at forestille sig, men nogen almindelig maksimal-dansker er han aldrig blevet, trods æren som Dannebrogsmand og en plads i det lokale menighedsråd.

Funktionen af hans virke har derimod været en fuldkommen udbygning af det danskeste danske, ja jeg tror, han har gjort sig fantastisk umage med de rimelige eller urimelige sociale krav, der er blevet stillet til ham. Man har ikke skullet kunne sætte en finger på hans danskhed, og ser man på flygtningenes eller emigranternes historie i det hele taget, er det mest udprægede træk vel den næsten maniske vilje til assimilation i borgerlig forstand, som f.eks. den jødiske del af befolkningen har vist. Det gik så vidt, at det var meget svært for en vis del af den københavnske jødedom at acceptere anden og tredje bølge af emigranter fra Rusland og Polen. Endelig var de selv via borgerdyd, sparsommelighed og beskedenhed næsten gledet i et med det danske tapet, og så kom disse socialt underlegne racefæller med skæg og hår og marelok og det hele og gjorde opmærksom på sig selv på den mest opsigtsvækkende og foruroligende måde!

‘Frænde er frænde værst’, som Poul Reichhardt engang sagde, da han stak gaflen i en frikadelle i Det Kgl. Teaters kantine.

Hvor dansk åndsliv, dansk handel og industri, dansk retsvæsen, den danske lægestand, dansk presse etc. etc. ville have været henne uden det overmål og talent, opfindsomhed og intelligens de danske jøder har bragt os, har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig. Hvad ville vi have stillet op uden slægterne Brandes, Collin, Goldschmidt, Levin, Ekman, Chievits, Hurwitz, Pundik, Melchior, Bendix osv. osv.? Vi har det svært nok i forvejen med den nordiske klumpethed, hvis der ikke kommer nogen en gang imellem og tvang os til at være lidt elegante, ville vi så ikke havne et sted i mørket mellem Nordre Røse og Dovrefjeld?

HAR JEG ikke været seriøs nok til dette punkt, så lad mig tage fat nu. Jeg er udmærket klar over, at vi har, hvad de andre kalder et problem. Det drejer sig om et antal mennesker, der kommer udefra og vil ind i landet. Der er forskellige grunde — og også forskellige grunde — til at modsætte sig indvandringen. De mest legitime er — efter min mening — de sociale. Hvis der ikke er arbejde nok til det hjemlige mandskab, kan man forstå en vis surhed, når fremmede folk kommer og tager det arbejde, som altså ikke er der i forvejen.

Spørgsmålet er bare, om det er sådan man reagerer, og søger man fremmedhadet de rigtige steder? Jeg bor ikke i en ejendom, hvor man steger gedekid på trappegangen, og jeg har ingen skolesøgende børn, der nemt kan blive offer for den ildsprudende kønsdrift, man mener unge mænd fra Syden er i besiddelse af, så egentlig har jeg ikke ret til at udtale mig. Men som Svend Kragh-Jacobsen engang sagde: ’Man behøver ikke danse ballet selv for at kunne skrive om ‘Svanens død.’ Og det jeg tror, det drejer sig om, når vi taler om danskere og flygtninge, ligger først og fremmest i noget, man kunne kalde berørings-angst. Vi er bange for det fremmede, det er — kort sagt — puha badr. Og det er det, uanset om man taler om faren for at den islamiske fundamentalisme skal udkonkurrere den danske folkekirke eller de virile jugoslaver skal forføre de uskyldshvide nordiske jomfruer. Vi vil for enhver pris være os selv, og alt hvad der kommer udefra — når lige undtages Anders And og Burger King — opfattes som truende.

Men det får man næppe nogen kvotist til at indrømme eller den besindige borgmester, der helst vil lægge det hele ud til folkeafstemning i demokratiets og den skinhellige sagligheds navn. Hvad indvandrer-begrænsernes argumentation bygger på, er lidenskabelig pragmatisme, vil de til enhver tid påstå. Den går på udlændingenes manglende evne til at assimilere sig i det danske samfund, med andre ord på deres hårdnakkede vilje til at være og forblive anderledes. Og det kan man ikke have. I øvrigt er de belastende for den sociale sektor i en sådan grad, at man skulle tro bunden ville falde ud af den danske økonomi på grund af flygtningene, hvis den ikke var faldet ud i forvejen …

TOG MAN konsekvensen af egen formastelighed, ville billedet tegne sig på følgende måde: I stedet for kvoteringer gav man carte blanche og sagde, når det drejer sig om Danmark: Her er ingen grænser, lad komme, hvo som har lyst! Personlig kan jeg ikke se noget som helst galt i det. Danmarks urbefolkning er — så vidt jeg ved — usporlig: Man er kommet og gået gennem årtusinder. Vi har en fremmedarbejder som prinsgemal og ikke en restaurant med respekt for sig selv har ikke en pakistaner som opvasker.

Johannes V. Jensen prøvede at bilde verden ind, at Christoffer Columbus var fra Nørre Sundby eller der omkring og Harald Blåtand vandt slaget ved Calvados, hvor alle hans fætre og kusiner holdt til. Vi rejser gerne til USA og svømmer hen i begejstring over alle de smukke mennesker, der er produktet af klodens mest avancerede raceblanding. Her kopulerer negre med puertoricanere, her får en islænding glad børn med en jøde, og hvis en polak ligger i med en kineser, så har man ikke andet at gøre end at ønske til lykke.

Og det er ganske vist, at kan vi ikke hamle op med invasionen, er det såmænd nok fordi vi ikke er bedre værd. Har vi ikke kraft nok til at overleve i et racemæssigt blandings-samfund, er det måske fordi vi racemæssigt ikke er stærke nok og fortjener at gå til grunde. Hitler ville aflive undermenneskene med vold og brand og mord — sådan er den svages argument, og forehavendet lykkedes heller aldrig. Vi burde med entusiasme tage imod tilskuddet på et tidspunkt, hvor vi — ærligt talt — ikke har så forfærdelig meget at byde på selv.

TÆNK, JEG blev meget stolt forleden, da et nazistisk kampskrift udnævnte mig til en halv-jøde. Så vidt jeg ved er der ikke en dråbe jødisk blod noget sted i familien, men måske alligevel… I hvert fald følte jeg mig et øjeblik både styrket og bestyrket og beæret. Så var jeg da noget! Så kom jeg i tanke om morfar og følte mig yderligere trøstet. Kan man ikke være halv-jøde så i hvert fald kvart-skåning!

Før vi bliver fremmedgjorte, finder vi aldrig hjem til os selv.

[via Arne Herløv Petersen]