Grønland 5:5 (og slut for denne gang)

906085_10153200276206435_8457264123856492141_o

Af Henrik Saxgren på Facebook

Jeg kom hjem til hytten et par timer før midnat.

Der var ryddeligt og fint, men depoterne var tomme. Jeg havde intet valg: Så snart solen stod op, måtte jeg ud og proviantere.

Efter en god lang søvn blev jeg vækket af en solsort. Jeg var alene i hytten, men følte mig helt tryg. Opgaven som lå foran mig, var absolut til at overskue, men krævede alligevel minutiøs forberedelse. Det nærmeste sted jeg kunne proviantere var i Irma på Godthåbsvej, men én ting var, at komme sikkert derover – den store opgave bestod i, at bringe provianten sikkert hjem.

Cyklen stod i skuret og selv om dækkene manglede lidt luft, vurderede jeg, at den ville kunne klare opgaven.
Hvis jeg bare undgik de små veje med deres mange huller og skæve kloakdæksler og kørte østpå af cykelstien på Tesdorpfsvej, ville jeg møde Godthåbsvej i et veltrimmet lyskryds. På en tom cykel ville jeg forholdsvist let kunne komme op på den nordgående cykelsti.

Overfladen viste sig overraskende plan og jeg skød en god fart.

Udenfor Irma placerede jeg cyklen i et stativ og gik ind. Provianten var nem at gå til og selv en bornholmsk unghane overgav sig uden kamp.

Jeg tastede fire tal ind på et tastatur og forlod butikken. Hjemturen blev anderledes dramatisk.
Det var begyndt at småregne, hvilket gjorde belægningen på cykelstien slibrig og glat. Et styrt her ville være katastrofalt og ville helt sikker betyde, at jeg måtte efterlade halvdelen af provianten i depot udenfor hospitalets kapel.

Min halvflade cykel skulle ikke alene bære mig, men også proviant til en hel weekend.

Jeg kom let og næsten problemløst ned over kantstenen ved Irma og kom ud på den hurtige, men glatte cykelsti. Men i krydset Godthåbsvej/Tesdorpfsvej begyndte problemerne for alvor.

I et anfald af kådhed ville jeg skyde en lille genvej ind over fortovet, hvilket viste sig katastrofalt. Den hårde nattefrost havde sprængt belægningen i smårtykker og knækkede fliser stak op som isflager i pakis. De hårde bump, når mit halvflade forhjul ramte de skarpe kanter, forplantede sig til hele cyklen og truede med at forskubbe min last. Jeg ville umuligt kunne klare sådanne hårde stød over en længere strækning.

Ved et lykketræf fandt jeg en lille asfalteret nedkørsel, som kunne bringe mig fri af fortovet. Desværre førte nedkørslen mig helt ud på kørebanen, hvor jeg nu – over en lang strækning – var tvunget til at køre langs en høj og skarp kantsten, som jeg ikke ville være i stand til at forcere på min tungt lastede cykel.

Heldigvis viste det sig, at Frederiksberg Kommune har været overraskende generøs med udlægning af op- og nedkørsler på Tesdorpfsvej og ved Stockfletsvej ramte jeg en sådan opkørsel rent og kom tilbage på cykelstien.

Med min last intakt.

Jeg var lettet og følte mig tilsmilet af heldet.

De sidste få hundrede meter ned af Tesdorpfsvej var ren paradekørsel.

Jeg var hjemme ved hytten før frokost…

(Og her bliver jeg indtil den 14. april, hvor jeg rejser tilbage til Grønland.