Filminstituttets inkompetence

2965620-claes-kastholm-hansen

Af Christian Braad Thomsen på Facebook

Ytringsfriheden er til debat i disse år. Men det handler altid om retten til at svine muslimer til. Nok så vigtig er retten til at komme til genmæle, når man selv bliver svinet til i medierne. Men denne form for ytringsfrihed findes ikke, jvf. nedenstående kommentar, som er afvist af Berlingeren.

Hvorfor nægter Det Danske Filminstitut at støtte en ny dansk biograffilm, som endnu før sin Danmarks-premiere er blevet en verdensomspændende festivalsucces?

På en mellemlanding mellem to store filmfestivaler, der ærefuldt har inviteret min nye film ”Fassbinder – at elske uden at kræve”, bliver jeg opmærksom på, at Claes Kastholm har rettet et ualmindelig ondskabsfuldt angreb på mig i anledning af filmen (7.2). Han karakteriserer mig som et professionelt brokkehoved over for Det Danske Filminstitut, men uden på nogen måde at have sat sig ind i den aktuelle sag, endsige set min film om Fassbinder. Lad mig derfor ridse sagen op, for den er nok værd at kende i detaljer.

Filminstituttet har i syv år nægtet at støtte min film om Fassbinder, som er en af verdens betydeligste instruktører, og som jeg har foretaget uhørt sjældne og værdifulde filmoptagelser med. Derfor besluttede jeg at lave filmen uden penge overhovedet. Det er næppe sket tidligere i dansk films historie, at en instruktør helt uden penge skaber en biograffilm på næsten to timer, for det kan nærmest ikke lade sig gøre. Derefter sker der det ligeledes uhørte, at filmen inviteres til verdenspremiere på den fornemme Berlin-festival. Allerede før Danmarks-premieren 16. april er den desuden blevet en verdensomspændende succes, idet den er inviteret til foreløbig 15 højt anerkendte festivaler, bl.a. i Hong Kong, Melbourne, Lisboa, Istanbul, Jerusalem, Warszawa, Seattle og San Francisco.

Kastholm refererer filminstituttets direktør Henrik Bo Nielsen for at sige, at det jo ikke er nogen nyhed, at jeg mener, at filminstituttet ikke er kvalificeret til at vurdere kunstnerisk kvalitet. Det er sandt, at jeg ofte har haft lejlighed til at fremsætte dette synspunkt baseret på mit kendskab til en række filmprojekter, der har fået afslag. Men nu foreligger der ikke mere et projekt. Nu foreligger der en færdig film som dokumentation for min påstand. Det føles ganske absurd at følge filmens triumftog verden rundt, samtidig med at jeg på forespørgsel må sige, at i Danmark er den ikke fundet støtteværdig. I udlandet har de svært ved at forstå, at jeg på det nærmeste måtte blive personligt ruineret ved at lave en kvalitetsfilm, som er budgetteret til 1.8 millioner kroner, og som naturligt burde have modtaget støtte fra filminstituttet. Hvorfor fik den ikke det?

Hvis man nærlæser de skiftende konsulenters afslag, er begrundelserne indlysende ulovlige. Michael Haslund Christensen præsterede det første afslag, idet han tre gange skriftligt tilkendegav, at jeg ikke selv måtte være producent på filmen. Jeg har ellers uden problemer produceret samtlige mine dokumentarfilm med filminstituttets godkendelse, herunder så anerkendte film som ”Herfra min verden går”, ”Karen Blixen – storyteller” og ”Blues for Montmartre”.

Derefter tilkendegav filminstituttet, at de kun kunne støtte filmen, hvis den også blev støttet af DR. Dette er en ganske mærkelig begrundelse, for dermed reducerer filminstituttet sig selv til en underafdeling af DR og giver DR hånds- og halsret over, hvilke film der skal produceres i Danmark. Det er ikke meningen med filmloven.

Begge begrundelser blev da også kendt ulovlige af filminstituttets direktør Bo Nielsen, men uden at han krævede konsulenternes afgørelse taget op på ny. Dette er en retstilstand, som er uigennemskuelig for normale mennesker. Hvordan kan man kende en afslagsbegrundelse ulovlig uden at kræve en ny sagsbehandling?

Filmkonsulent Helle Hansen gav undtagelsesvist en kunstnerisk afslagsbegrundelse, som imidlertid heller ikke holder. Hun mente, at filmen ikke ville indeholde nyt i forhold til min bog ”Fassbinder. Hans liv og film”. Nu er der jo ikke noget i vejen for at filme en bog uden at tilføre bogen noget som helst nyt udover den filmiske udformning. Filminstituttet har støttet filmatiseringer af talrige bøger. Men i netop mit tilfælde gælder begrundelsen ikke, for filmens materiale er ukendt. Den er baseret på halvanden times optagelser med Fassbinder, som har ligget urørt i mit arkiv i 35 år og aldrig tidligere har været offentliggjort, heller ikke på skrift. Desuden rummer filmen helt nye optagelser med en række af hans hovedskuespillere.

Hverken juridisk eller kunstnerisk er der således hold i filminstituttets afslag. Det burde Claes Kastholm have undersøgt nærmere, før han gjorde mig til en professionel kværulant.

Han fortier desuden, at han på det mest pinagtige er part i sagen. Filminstituttets kunstneriske deroute startede nemlig, da Kastholm og forfatteren Peter Poulsen var filmkonsulenter. De valgte at støtte film, som var helt uden kunstnerisk relevans, f.eks. ”Op på fars hat”. Men i stedet for at reagere på denne indlysende lovovertrædelse besluttede kulturministeriet at ændre loven, så det nu også blev lovligt at støtte film uden kunstneriske interesse. Det svarer sådan set til til, om man i kampen mod bankrøveri ikke straffer bankrøverne, men gør det lovligt under visse omstændigheder at røve banker.

En særlig alkoholkultur vant dengang indpas på filminstituttet. En eftermiddag skrev Kastholm og Poulsen f.eks. hvert sit afslag til mig på et filmprojekt, jeg ikke havde søgt om, men som de selv havde opdigtet – og derfor så meget desto lettere kunne afslå. For deres generelle holdning til mit arbejde fik de da også en næse af filminstituttets daværende formand, den bundhæderlige højesteretssagfører Ib Thyregod, hvilket blev publiceret i Berlingske Tidende 15.5.1986.

I sin kritik citerer Kastholm med sympati en anden formand for filminstituttet, Paul Hammerich, for at sige, at jeg står ”med tiggerskålen i den ene hånd og kniven i den anden”. Det er en ganske mærkelig udtalelse, for den indebærer, at de af os, der benytter filmlovens mulighed for at søge om støtte til vores arbejde, kaldes for ”tiggere”, hvad der udtrykker en besynderlig kunstnerforagt. Derudover røber udtalelsen, at hvis vi ikke får støtte, tager vi kniven til hjælp, skønt vi jo udelukkende diskuterer på argumenter, sådan som jeg også har gjort det her.

Både Claes Kastholms og Paul Hammerichs ordvalg og holdninger strider imod, hvad der er god tone i et demokratisk samfund.

Advertisements