Er der nogen grund til, at vi har det landbrug, vi har i Danmark?

_kologiske_k_er_611329a

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Er der nogen med forstand på nationaløkonomi, der kan fortælle mig, om der er nogen grund til, at vi har det landbrug, vi har i Danmark?

Hvis landbruget giver underskud og kun kan drives med kolossale offentlige tilskud, og hvis det er billigere at købe varerne fra andre lande end producere dem selv, hvorfor bliver vi så ved med at producere dem? De nedlagde jo tekstilproduktionen i Herning som følge af globaliseringen. Hvorfor så ikke lanbruget?

Og når dertil kommer, at vi bliver hundesyge af det landbrug. Svinene er syge og smitter os med dødelige sygdomme. Vi risikerer alle sammen at dø af banale infektioner, hvis det lykkes vores landbrugere at gøre tilstrækkelig mange bakteriestammer penicillinresistente ved at proppe dyrene med penicillin i tide og utide. Landbruget sviner og larmer og ødelægger miljøet. Selv om de skulle have grønne bræmmer rundt om deres jord, har de det med at pløje det hele ned. Selv stendysserne, der har stået der i fem tusinde år, maser de sig ind på. De sprøjter og forgifter grundvandet og naturen, de dræner vådområder og moser, de skaber en biologisk ørken med monokultur, så plante- og dyrearter forsvinder i stort tal. I en Venstrekommune som den, hvor jeg bor, får landbrugerne næsten automatisk tilladelse til alt, hvad de søger om – mere gylle, mere larm, mere svineri.

Ville det ikke være billigere for os alle sammen, give os mere sundhed og en frodigere natur, hvis vi lukkede for det traditionelle landbrug? Og kunne vi ikke gøre det ved simpelthen at holde op med at hælde skatteyderne penge ned i et bundløst kar?

Hvis der så er nogen, der alligevel vil avle syge svin, kunne de flytte deres grise ind til byerne. Det er alligevel industriproduktion, så den kunne lige så godt foregå i et højhus inde ved siden af de andre fabrikker.

Så kunne vi have grøn natur på landet. Og økologisk landbrug rundt omkring – hvilket formodentlig endda kunne betale sig. Det er en nicheproduktion, så på det punkt kunne vi være konkurrencedygtige – ligesom franske bønder kan afsætte deres specielle oste og vine. Der vil være mennesker rundt omkring i verden, der gerne vil betaler mere for at få kvalitetsvarer. Vi kan alligevel ikke konkurrere med masseproduktionen. Så lad os koncentrere os om det, vi *kan* konkurrere med. Vi kunne jo give det økologiske landbrug starthjælp, så det kan komme godt i gang. Så skulle det nok kunne klare sig selv og endda give overskud.

Det ville være win-win-win. Bedre natur, mere sundhed, bedre økonomi.

Reklamer