Eddie Michel Azoulay skriver mindeord om Clark Terry

11014981_10153113848684785_3646502447915291903_o

Af Eddie Michel Azoulay på Facebook

… det var åbenbart gået HELT galt i forhold til reservationerne af værelserne på hotellet. Der var ikke plads til de mange musikere, som troede de nu skulle op og sove. Og dét var mildest talt noget lort. For alle havde været undervejs i SÅ mange timer, at de var fuldstændig nedkørte og desperat trængte til søvn. Der var dog styr på reservationen af det store værelse. Det, der var booket til den aldrende verdensberømte hovedperson, jazztrompetisten Clark Terry, som skulle optræde med Ernie Wilkins Almost Big Band under det års Cph Jazzfestival. Hva’ nu … så var goe dyr rådne! Og så alligevel ikk’. Den godt 80-årige Terry skar venligt igennem overfor hotellet og besluttede, at der skulle redes op på gulvet i hans suite. Alle musikerne i hans band kunne jo bare sove med ham! Og her – siddende blandt en masse småsnorkende cool cats, der i en dødlignende søvn lå hulter til bulter imellem os – sad jeg med en DAT-båndoptager overfor en pyjamasklædt Clark Terry. Han var 40-45 år ældre end stort set alle sine sovende kolleger. Og han var nok den, som havde mest brug for søvn. Jeg foreslog et andet tidspunkt, men han INSISTEREDE på at holde vores aftale om et interview. Hans øjne var tonstunge, men det var hans sind og indstilling til livet godt nok ikke! Han viste sig (hvilket du nok allerede har regnet ud) som det VARMESTE menneske, der gav mig og min båndoptager det hele, lidt til og meget mere: Fortællinger om sit liv, helt fra begyndelsen i St. Louis, Missouri, til hans life and times med sin trompet fra 1940erne og op gennem årtierne, hvor han bl.a. blev mentor og underviser for et par unge dudes ved navn Miles Davis og Quincy Jones. De 45 minutter vi havde sammen, den eftermiddag i år 2000, står som et af de MEST magiske øjeblikke jeg har haft i mine godt 25 år som jazzjournalist. Jeg glemmer det aldrig … og er dybt taknemmelig for at have mødt denne giant of jazz der i går, efter lang tids kamp mod diabetes, drog fredfyldt afsted, 94 år gammel. »Du må aldrig give op i forhold til dine drømme«, sagde han som det sidste til mig, og understregede det på en gammel vinylskive jag havde taget med; »Keep on keepin’ on« … gid han får en smuk overfart til det store big band foroven.

Læs også Lennart Ginmans mindeord her.

Reklamer