Henrik Møll (1960-2014)

10498322_10152584003319869_6770388721948798097_o

Af Andrew M. McKenzie

Ligesom med så meget andet her i livet, er årsagen til at jeg mødte og blev venner med Henrik Møll én ting, og virkeligheden en anden. Vores mange oplevelsesmønstre tager ikke form med det samme, men dannes i stadier, og selv da skal vi gøre os umage for at se, hvordan de ser ud. Det virker på mig, som om at vi egentlig bare gør ting og finder på årsagen bagefter.

Jeg endte med at bo sammen med Henrik i en årrække. og efter det havde jeg ”mit eget værelse” i hans lejlighed. Jeg så en del til ham, til hverdag, under alle mulige perioder i livet – mørke og lyse – og jeg så mange ting.

Jeg så en følsom, omsorgsfuld mand, og ligesom de fleste følsomme og omsorgsfulde mænd prøvede han at skjule hvor følsom og omsorgsfuld, han egentlig var. Han var meget berørt af mennesker og deres opførsel, på en måde som man ikke ser så ofte i dag.

Hans gavmildhed var et resultat af ægte uselviskhed, og et eksempel på ikke at ”forvente noget tilbage”.

Jeg har stadig svært ved at forstå hvor trofast Henrik var. Selv efter lange perioder uden at have talt sammen ville tingene mellem os bare fortsætte. som havde vi lige havde været sammen dagen forinden. Denne særlige kvalitiet med at være total ”pålidelig” var noget han ikke blev anerkendt nok for efter min mening. Der er meget få mennesker med disse kvaliteter nu om stunder. Et af hans yndlingsudtryk, som jeg introducerede ham for, var at ”kvalitet er ligeså sjældent som gyngehestelort”.

Henrik var naturligvis mange ting. og dette er ikke et forsøg på at analysere eller opgøre disse kvaliteter. Men.

To ting.

For det første.

Det er klart, at der er meget i verden, og i livet, der er absurd. Helt absurd. Der er tilsyneladende mange måde at tackle dette på. Man kan afvise det eller omfavne det og fejre det. Mit altoverskyggende, ultimative minde om Henrik er. at grine af denne absurditet. Grine så højt. at det virkede som om at der ikke var nogen vej tilbage. Og dette skete ikke bare ved nogle få lejligheder – det var nærmest dagligt, da vi boede sammen, at vi skreg så meget af grin. at det nærmest være smertefuldt og vi næsten ikke kunne se ud af øjnene for tårer og måtte gispe efter luft. Dette er den sjældne evne til at påskønne det skøre i livet, selv det skrupskøre.

For det andet.

Det er min opfattelse at alle har noget de kan lære fra sig – alle vi møder på vores vej ved noget som vi ikke selv ved. Henrik kunne lære os rigtig meget. Henrik var ikke blot et af de meget, meget få mennesker som jeg vil kalde en ven for livet, men han var også min lærer. Han var ikke selv klar over det, men Henrik var et eksempel på hvad det vil sige. at være et rigtigt menneske. Ikke så meget på grund af de ting han sagde (som i øvrigt var ganske vidunderlige det meste af tiden), men mere selve måden han var på. Jeg vil aldrig selv komme i nærheden af at være et godt menneske på samme måde som Henrik. Men en ting er sikkert. Jeg vil altid have hans utallige menneskelige kvaliteter til at inspirere mig. og til at have et mål med livet. Derfor vil han altid være sammen med mig.

Vores rigtige venner er altid sammen med os.

Tak, kære Henrik.

Læs også mindeord fra Carl Abrahamsson og Martin Hall.

Henrik Møll begraves fra Frederiksberg Kirke, fredag den 15. august klokken 12:00.