Af Chalkie Davies
Jeg tog til Berlin for at fotografere Devo i 1977. Vi lavede alle de normale fotosessioner om eftermiddagen, inden de skulle til soundcheck.
Men der viste stadig ikke andet end: Her er en flok mærkelige amerikanere fra Akron, Ohio, iført gule papirjakkesæt og sjove hatte. Jeg havde en bedre idé, men det ville kræve en masse overtalelse at få det til at lykkes.
De skulle afsted til lufthavnen klokken syv. Jeg foreslog at tage afsted en time tidligere og tage til Brandenburger Tor for at tage billeder. Berlin var stadig en delt by, og muren adskilte øst fra vest. Jeg aftalte det med Gerry, jeg aftalte det med Mark. Da jeg havde fået deres stemmer, var resten af bandet enige, og så kørte vi afsted.
Da vi nåede Muren, var der fuldstændig øde. Bandet skiftede til deres tøj i bussen, mens jeg tjekkede den bedste position til fotografier. Så poserede bandet hurtigt sammen i et par billeder, men det sagde stadig ikke så meget om situationen. Jeg bad dem om at marchere frem og tilbage foran porten et par gange.
Det skulle være min østtyske hyldest til Abbey Road.
Ud af øjenkrogen fik jeg øje på nogle russere oven på porten med, hvad jeg antog var kikkerter. Lige da bandet krydsede for tredje gang, rejste russerne sig, og jeg så, at det ikke var kikkerter, de bar, men maskingeværer. Så kom en flok tyske stemmer ud af højttalerne, det skræmte livet af os, faktisk er rammerne ikke i vater, fordi jeg var alvorligt skræmt af situationen.
De skyndte sig hurtigt tilbage til bussen, jeg sluttede mig til dem, og i løbet af få øjeblikke var vi snart på vej ud af landet. Adrenalinsuset var ret stærkt, men jeg tvivler på, om det hele varede mere end tre minutter, maskingeværer har den effekt på folk.
