FRA REDAKTIONEN
På denne dag, den 13. august 1977, kæmpede antifascistiske sydlondonere mod politiet og medlemmer af National Front (NF) i det, der senere skulle blive kendt som Slaget ved Lewisham.
Det fascistiske NF var vokset enormt i styrke og antal i løbet af 70’erne og vandt titusindvis af stemmer i London. De udførte også hyppige racistiske angreb, brandbomber og fysiske overfald på venstreorienterede grupper.
I en klar provokation planlagde NF at marchere gennem det multiraciale arbejderklasseområde i Lewisham. Omkring 10,000 lokale beboere besluttede dog at forsøge at konfrontere NF direkte ved deres samlingssted. 4,000 politibetjente, der brugte kampskjolde for første gang på det britiske fastland, blev indsat for at forsøge at beskytte NF og lette deres march.
Trods politivagten begyndte antifascister, herunder mange sorte, hvide og asiatiske unge, at overdænge fascisterne med mursten og flasker og sårede en del. Politiet angreb antifascister vilkårligt, men beboerne brugte deres overlegne viden om lokal geografi til at overliste politiet og iværksætte overraskelsesangreb. På et tidspunkt lykkedes det antifascisterne at bryde politiets linjer, bryde den fascistiske march midt over og gå i nærkamp med NF.
Mange af fascisterne blev tvunget til at flygte. Et øjenvidne, Suzy Harding, fortalte: “Der var lidt kamp, men de fleste af fascisterne var så skrækslagne, at de bare løb væk.”
Mens NF klagede over, at politiet ikke beskyttede dem godt nok, angreb Daily Mail antifascister som “røde stormtropper”. Den højreorienterede avis Daily Telegraph fordømte ideen om, at “indfødte englændere blev nægtet retten til at marchere gennem en del af deres by, blot fordi den er beboet af immigranter”, og foreslog, at socialistiske og kommunistiske protester skulle forbydes.
NFs bitre nederlag bidrog til at skabe en bølge af entusiasme for militante, direkte aktioner mod fascisme og gav den antifascistiske bevægelse et betydeligt boost.
Fotos: Peter Marlow/Magnum
