Abdullah Ibrahim (1934-2026)

Af Lars Movin

ABDULLAH IBRAHIM (9.10. 1934 – 15.6. 2026) R.I.P.
eller: DOLLAR BRAND PÅ SPECTATOR RECORDS
eller: FURE-INFO #7 (Jørgen Leth special)

Forleden døde den sydafrikanske jazzpianist Abdullah Ibrahim – tidligere kendt som Dollar Brand – 91 år gammel. Og hvad har det så med Furekåben at gøre? Ikke ret meget andet end at Dollar Brand (som han hed dengang) i 1970 udkom samme sted som Furekåben, nemlig på det legendariske aalborgensiske pladeselskab Spectator Records. Furekåben udgav deres debutalbum “Prinsesseværelset”, Dollar Brand udgav sit første soloalbum “African Piano”, optaget i oktober 1969 i Jazzhus Montmartre i København. Og faktisk udgav Dollar Brand endnu et album på Spectator, nemlig “African Sun” (1972) .

I dokumentarfilmen om Spectator Records, “Op i røg” (2018) – skabt af en instruktørkvartet bestående af Markus Eg Schwarz-Nielsen, Peter Schwarz-Nielsen, Christoffer Jon Andersen & Jesper Bro – fortæller den ene af de to bestyrere af Spectator, saxofonisten Carsten Meinert, at kontakten med verdensstjernen Dollar Brand kom i stand, fordi Meinert tilfældigt mødte ham på Kongsberg Jazz Festival i Norge og inviterede ham til at udgive på Spectator. Men han fortæller også, at samarbejdet endte i en bitter strid, da pladeselskabets anden drivende kraft, Jørgen Bornefelt, undlod at udbetale royalties til Dollar Brand (ligesom det i øvrigt gjaldt for en lang række af selskabets artister).

Da jeg interviewede Furekåbens slagtøjsspiller Anthony Barnett til min nyligt udsendte bog om Furekåben, fortalte han, at han på et tidspunkt var taget til Aalborg for at konfrontere Bornefelt med det faktum, at han skyldte Furekåben penge, men at det ikke havde ført til noget. Og i filmen “Op i røg” fortæller Meinert, at han på tilsvarende vis var blevet opsøgt af Dollar Brand, som var stiktosset over de manglende udbetalinger og truede med, at han vil dræbe Bornefelt eller i det mindste sørge for, at hans liv ville være ødelagt i al evighed – han kendte angiveligt troldmænd hjemme i Sydafrika, som kunne sørge for den slags.

De to titler, Dollar Brand udgav på Spectator, var som nævnt hans første soloplader. Men det var langt fra hans første besøg i Danmark, hvor han op gennem 60’erne havde skabt sig et navn gennem gentagne koncertbesøg. Et af disse fandt sted i januar 1965, og når jeg netop fremhæver dette, skyldes det et pudsigt sammentræf. Forleden kunne man i Jazzhus Montmartre opleve en aften, der var helliget mindet om Jørgen Leth og hans forbindelser til den polske jazzscene (tilrettelagt af Jacob Dammas og Józefina Jarmużewska). Det var en rørende aften, hvor der ikke mindst blev talt om Leths venskab med den fremtrædende polske pianist og komponist Krzysztof Komeda, som Leth inviterede til Danmark i første halvdel af 60’erne, et besøg, der blandt andet førte til, at Komeda senere kom til at komponere musikken til Henning Carlsens hovedværk, spillefilmen “Sult” (1966).

Da jeg kom hjem fra Leth-aftenen i Montmartre, slog jeg efter, hvad Leth egentlig havde skrevet om Komeda i sin tid. Og tilfældet ville, at jeg faldt over en artikel fra Politiken, 9. januar 1965, hvor Leth søreme tegner et dobbeltportræt af Komeda og den netop afdøde Dollar Brand, som begge var på programmet i Montmartre.

Så hvorfor ikke slutte nærværende note med at citere lidt af, hvad Leth dengang havde at sige om Dollar Brand. I artiklen lægger Leth ud med at konstatere, at Dollar Brand som kunstner ofte er blevet kædet sammen med apartheid-situationen i Sydafrika, men at hans musik sagtens kan bære at blive vurderet uden denne politiske kontekst. Og så skriver han:

“Fascinationen er stadig lige stærk, i hvert fald for denne anmelders vedkommende. Dollar Brand holder. Han holder, hvad man syntes han lovede de andre gange han var hos os. Han er en virkelig original jazzmusiker og hans musik er et univers for sig. Som pianist har han udviklet sig mærkbart siden sidst, teknisk som stilistisk. Det fremgår tydeligere, at impulserne fra Monk omformes i en helt personlig pianostil med en vældig ekspressiv tyngde. / Det tungtflydende, messende er karakteristisk for denne musik, som har en masse Afrika i sig. Der er noget stærkt suggererende ved disse sammensatte rytmiske mønstre og ved disse temaer af en storladen retorik, som er os fremmed, men fængsler os, tager fat i os. Man føler sig faktisk trukket ind i et magisk felt, hvor sanserne bearbejdes af rituelle besværgelser. Monotont er det aldrig, for der er drama i de rytmiske forskydninger, som markerer det musikalske forløb.”

Ved koncerten i Montmartre i 1965 optrådte Dollar Brand i en trio med to af hans faste samarbejdspartnere, bassisten Johnny Gertze og trommeslageren Makaya Ntshoko. Og så havde han besøg af to blæsere, danske Bent Jædig og amerikanske Don Cherry. Den koncert ville man gerne have hørt. Men så må jeg i stedet sætte Spectator-pladen “African Piano” på grammofonen – den er nu heller ikke ueffen.

Dollar Brand var født Adolph Johannes Brand, men optrådte fra begyndelsen under navnet Dollar Brand. I 1968 tog han navnet Abdullah Ibrahim i forbindelse med, at han konverterede til Islam. På grund af apartheid tilbragte han en stor del af sit liv uden for Sydafrika, først i Europa, siden i USA. Ved sin døde boede han i Tyskland.