Af Klaus Riskær Pedersen
Foreningen for SMV har været ude med en konstatering af, at grunden til at Danmark halter efter med igangsætning af nye – og holdbare – virksomheder, skyldes overregulering.
Det er ikke hele forklaringen.
Overregulering er et problem i EU og man er derfra ved at igangsætte en del initiativer i relation til de-regulering, lettere adgang til selskabsetablering m.v.
Og i Danmark er der – ganske korrekt – en ‘bonus pater’ [‘bedst tænkelig’] implementering af selv det sidste bogstav i diverse forordninger m.v. – menb det er jo et problem i grundlaget og ikke i gennemførelsen af det.
Det er også korrekt, at den automatisere og generelle implementering af GDPR og – ikke mindst – de vanvittige KYC krav i banksektoren, gør livet svært for de fleste små virksomheder.
Jeg er enig med SMV-folkene i, at der bør de-reguleres både administrativt og i banksystemet, så man ikke beder små virksomheder – og borgere i det hele taget – opfylde tilsynkrav, hvidvaskningsbestemmelser m.v. hvor a priori antagelsen er, at der skal kontrolleres mod misbrug og opportunistisk adfærd. Disse regulativer bør indskrænkes til visse størrelser af transaktioner og virksomheder, eller til virksomheder der udvælges til skærpet tilsyn [det kan AI fixe ret ubesværet].
Jeg er til gengæld ikke enig i, at nye virksomheders opstartsproblemer i Danmark skal findes alene i disse forhold.
Jeg har opstartet mange virksomheder og projekter i Danmark, og det som har slået mig er – i modsætning til mine anglo-saksiske innovations kollegaer – at hvor de altid hurtigt teamer op med eksisterende virksomheder og får adgang til brug af de komplementære aktiver, så er der i Danmark – som udgangspunkt – skepsis og tilbageholdenhed.
Min erfaring er, at når man præsenterer noget der er nyt og disruptivt [=innovation], så er det utroligt svært at få eksisterende og veletablerede virksomheder og – især – institutioner til at bakke op.
I USA er det for mange årtier siden indset, at innovation udvikles bedst i udviklingsgrupper der ligger ‘på kanten’ af de store virksomheders organisationer, og som derfor frit og ubesværet er bedre forandringsagenter.
Mange nye tiltag blandt de største virksomheder i USA, starter faktisk op i samarbejde med udefra kommende innovationsgrupper, for senere at blive integreret eller købt, når de er modnet til kommerciel skalering.
Især i det danske institutionelle system bremses innovationen pro-aktivt af forvaltere og administratorer – der alle – har funktionærbaggrund, og – alle – er mere bekymret for hvad der kan gå galt, end optaget af hvad der kan gå godt.
Det er formentligt angsten for interne reaktioner og tilsyn fra ledende beslutningsorganer der i vid udstrækning er politisk indsatte og selvsupplerende, og i de store virksomheder, ikke har bestyrelser der prioriterer risikotagning og innovation der kan true et eksisterende forretningsgrundlag.
Danmark er dybt konservativt – nærmest reaktionært – og det gælder også hele ‘funding’ siden.
Utallige er de gange at man møder afkastkrav og mål der løftes ned over projekter der slet ikke kan målet og vejes på det grundlag. Det er som om at man ikke har ressourcer og human kapital disse steder til at indse, at visse ressourcer altid skal afsættes til projekter og ideer der ikke nødvendigvis passer ind i et spread-sheet. Og måske går bare går tabt – som en forudseelig omkostning ved ‘trial & error’.
Innovationsfonden og alle de procedurer og sikkerhedskrav som stilles der, er ikke bedre.
Meget få velhavende enkeltpersoner står klar med risikopenge og støtte. Og dem der gør har faktisk opnået bemærkelsesværdige resultater. Problemet er at det ikke er udbredt. Det er sørgeligt, for private penge er de bedste til at være del af den agilitet som innovationsprojekter fordrer.
Selv har jag inden for det sidste år måtte opgive fantastisk innovation, fordi pensionskassers forvaltere er bange for hvad deres bestyrelser og samarbejdspartnere i banksektoren tænker.
Pensionskasser [ & ATP] er politisk styret og afstår fra risikotagning idet man skal ‘optimere afkastet af pensionsmidlerne’. Men denne tilgang er forkert.
Optimering af pensionsafkast sker ved at man har kapital der hvor udviklingen går hen. Og det kræver spæde skridt og risikotagning, men i et fælles mål om at forandre og altid forbedre, det vi allerede kender. Og dermed viljen til tab for at indhøste ny viden og erfaring. Og – når det går godt – en adgangsbillet til ejerskab af nye virksomheder der skaber et nyt vækstgrundlag.
bongorama.dk 