Af Kaspar Colling Nielsen
I Barcelona overfalder lokalbefolkningen turister, fordi de mener, at turisterne presser boligpriserne op, så almindelige mennesker ikke har råd til at bo i byen. De seneste 10 år er huslejepriserne angiveligt steget med 68% i Barcelona. Problemet med den analyse er bare, at huspriserne er steget lige så meget i København i samme periode, faktisk mere. At boliger er blevet så dyre, skyldtes at renten i mange år har været tæt på nul og hvis renten er nul, kan en bolig stige uendeligt i pris. Den samlede boliggæld i Danmark er på over 2,000 milliarder, altså tæt på det dobbelte af de samlede offentlige udgifter i Danmark. Gæld som folk afdrager til bankerne og deres aktionærer, som tjener voldsomt mange penge. Vi lever i et feudallignende samfund, hvor man for at blive voksen og stifte familie, skal pådrage sig et kæmpelån på mange millioner, som man aldrig kan indfri. Et gældsfængsel, man som borger skal indlogere sig i, som ikke rummer plads til deltid, orlov eller for den sags skyld at gå ned med stress (med mindre man sidder i Folketinget) og hvor en fyring kan være katastrofal. Jeg forstår ikke, hvorfor de unge ikke er rasende over dette. Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke alle er rasende, men det er som om, at alle bare accepterer denne enorme overførsel af penge fra almindelige mennesker til en lille og stadig rigere elite, som en naturlig livsomstændighed. Det helt absurde er, at de penge vi alle sammen låner til vores boliger, slet ikke kommer fra aktiver, som bankerne allerede disponerer over, og som man derfor retfærdigvis bør betale en rente for, men til dels er penge, som bliver skabt når en gældspost oprettes. Læs “money creation in the 21-century” af Bank of England. Private banker må skabe nye digitale penge, så længe gælden vokser. I Danmark kommer over 95% af de nye penge, der produceres fra private banker. Nationalbanken trykker de resterende. Men er prisstigningerne ikke blot udtryk for et misforhold mellem udbud og efterspørgsel, altså at mange flytter til byerne, hvor der ikke er nok boliger, hvorfor priserne stiger? Nej. Ifølge Danmarks statistik har det været en netto befolkningstilvækst i København på ca. 100,000 fra 2011-2021. I samme periode er der i følge Københavns kommune bygget ca. 50,000 nye boliger. Ifølge Danmarks Statistik bor vi i gennemsnit lidt over to personer pr. bolig i København, så stigende efterspørgsel kan ikke forklare prisstigningerne, tværtimod. Nigel Farage i England, Trump i USA og populister i Europa giver skylden for de stigende boligpriser på indvandringen, i Barcelona er det så turisternes skyld. Vi slås mod hinanden i stedet for at forholde os til det virkelige problem som er, at bankerne og det finansielle system har taget magten fra det politiske system. Måske var det på tide, at politikerne tog magten tilbage fra finanssektoren.