Af Leif Lønsmann
WONDER
Copenhagen Jazz Festival er i gang. Jeg tror ikke, at jazzentusiasterne Poul Bjørnholdt og Kay Sørensen havde forestillet sig, at den idé, de fik i juli 1979, ville holde i 45 år, og vokse sig større og større. Årets festival præsenterer op mod 1.200 koncerter fordelt på over 120 scener rundt omkring i byen, med et samlet forventet publikum på op mod 200.000.
Copenhagen Jazz Festival har i sine 45 år budt på store begivenheder, der har skrevet sig ind i jazzens verdenshistorie.
1800 festivalveteraner vil således kunne huske præcis hvor de var på denne dag, den 7.juli for 10 år siden. Og de vil aldrig glemme det der skete for øjnene af dem klokken 22.12 i DR Koncerthusets store sal.
Efter en helt igennem forrygende koncert med Gregory Porter, hans første i Danmark, ventede publikum på det næsten rituelle ekstranummer. Porter tog mikrofonen, men i stedet for at synge meddelte han publikum at der var en helt særlig gæst til stede i salen. Publikums øjne rettede sig instinktivt mod kongelogen, hvor en skikkelse rejste sig. Porter fortsatte: “Når man er i en kirke takker man Gud. Nu er vi i en koncertsal, og jeg har mulighed for at takke Mr. Stevie Wonder, som er til stede i salen i aften”.
Publikum gik, med festivalleder Kenneth Hansens udtryk, “fuldstændig palermo-amok”. Amokken antog nye højder, da Wonder lod sig føre op på scenen, greb sin mundharmonika og sammen med Gregory Porter istemte en improviseret duet-version af Wonder-hittet ”Free”.
Wonder havde optrådt på Roskilde Festival aftenen før, og havde hørt at Gregory Porter ville spille i DR Koncerthuset dagen efter. Kl. 17.56 tikkede der en SMS ind på festivalleder Kenneth Hansens mobiltelefon: ”Mr. Wonder ønsker at overvære koncerten i DR Koncerthuset. Er det muligt?”.
Koncerten var udsolgt til sidste plads. Kun Kongelogen stod tom. Den havde vi en aftale med Kongehuset om ikke at sætte i salg. Men vi filede på reglerne og lod Mr. Wonder og hans team diskret tage plads i logen i ly af mørket. Inkognito!
Som en af gæsterne bagefter udtalte: “Det var ekstatisk. Musikken gik vitterligt i kroppen. Det kriblede i mine tæer, og det var som at blive kildet på ryggen. Mit hår begyndte at stritte. Jeg har aldrig været et sted med sådan en energi”. Gregory Porter var mere både fattet og kortfattet. På sin facebookprofil kommenterede han lakonisk: “Amazing night!”.
Det magiske øjeblik blev foreviget af begejstrede publikummer, og billeder og videoer gik verden rundt, og gav både Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset spalteplads hele vejen til Hollywood Reporter: https://www.hollywoodreporter.com/news/music-news/video-stevie-wonder-joins-gregory-717181/amp/
Det historiske øjeblik kan ses på Youtube: