Frode

Af Leif Lønsmann

FRODE

Frode Veddinge har lagt guitaren.

Med Frode Veddinges død har Danmark mistet en af den danske visesangs fremmeste ambassadører og forvaltere. Gennem mere end 60 år har han opstøvet, indsamlet, sunget og indsunget hundredvis, hvis ikke tusindvis af danske viser, fra originale middelalderviser over Jeppe Aakjær, Harald Bergstedt, Frank Jæger og Halfdan Rasmussen til 1960’ernes politiske protestsange.

Så stort var hans repertoire, at han engang stillede op til en konkurrence i Toga Vinstue, hvor han ville slå Guinness’ Rekord i ”sangmarathon”. Opgaven gik ud på at synge non stop uden tekst og noder i 24 timer uden at gentage samme sang to gange. Jeg var til stede på dagen og er ikke i tvivl om at han ville have kunnet gennemføre, hvis ikke det var fordi at hans fans insisterede på at han skulle drikke en Von Oosten bitter mellem hver sang…

Frode var svær at placere. Anmeldere og kulturskribenter forsøgte skiftevis at placere ham til venstre, når han optrådte med de ”langhårede” ved Storkespringvandet, og til højre når han indspillede et helt album med viser af digteren Harald Bergstedt, der blev blacklistet efter sin flirt med nationalsocialismen.
Frode var ligeglad. Han valgte ikke sange efter deres eller digternes holdninger. I et interview i Aarhus Stiftstidende i 1964 understregede han at han ikke havde hverken politiske eller aktivistiske budskaber med sine sange, men at han blot ”sang dem, når han syntes de var gode eller sjove”.

Derfor deltog han heller ikke i udskamningen af Bergstedt. Bergstedt har skrevet nogle af de mest sungne danske sange, som f.eks. “Solen er saa rød, Mor” og “Jeg ved en Lærkerede”, men var pga. sin politiske holdning underlagt et totalt programforbud i Danmarks Radio fra 1945 til 1963. Karakteristisk for Frode Veddinge udgav han kort efter Bergstedts rehabilitering en hel LP med hans sange, herunder den meget Bergstedtske ”Jeg laver mine meninger selv”, med denne hyldest til retten til at danne sine egne meninger:

”Det rører mig aldrig en fjer /
Hvad andre slår fast jeg skal mene /
Hvad piner det mig om jeg også skal gå /
Med mine meninger ganske alene /
For jeg har jo kun dem som jeg har /
Lad andre så spy eller stene dem /
Hvad hjælper de herligste meninger mig /
Når ikke mit hoved’ kan mene dem”