Af Michael Lundstrøm
Jeg har altid elsket musikken fra Steely Dan. Lige fra de tidligere udgivelser, hvor de optrådte som et band, tiden omkring Pretzel Logic, hvor de transformerer sig til en duo, og til de sene udgivelser. Deres fusion af stilarter og lige-i-skabet indspilninger er lette at elske.
Deres tekstunivers er forunderligt og har ofte givet mulighed for deciderede skænderier blandt vennerne om, hvad sangene egentlig handlede om. Og naturligvis alle referencer til stofferne. Jeg selv opretholdt en facade som vidende og mente at have en analyse på enhver Dan-sang, men jeg var i virkeligheden på fuldstændig usikker grund.
Hvis du har haft det som jeg, er der nu hjælp at hente. Alex Pappademas & Joan Lemy har udgivet en velskrevet og underholdende bog med vidende og overraskende analyser samt simple forklaringer. De lader sig rive rigeligt med af stemningen og finder interessante perspektiver og sammenhænge.
At Rikki findes i virkeligheden, er sandt. Hun hedder Ducornet til efternavn og var gift med en lærer på Walter og Donald’s College Bard. At Donald var lun på hende og gav hende sit nummer, er måske sandt (selvom flere mener, at That Number er en reference til en joint). Bogen gør dig klogere på hvem/hvad Dr. Wu, Pegog Josie og The Gaucho og The El Supremo og Third World Man er. Disse og mange flere bliver forklaret over bogens 50 små kapitler.
Forfatterne giver også et bud på den ultimative Dan-sang. Blandt alle de oplagte kandidater vælger de Deacon Blues med den begrundelse, at hvis mennesket nogensinde skulle konstruere en rumsonde og sende den til en udenjordisk civilisation og sonden havde plads til en plade med en sang, som kunne viderebringe beskeden om, at ”we are a species that despite our failings and frailties managed to create smooth yet sarcastic jazz influenced rock music loaded with obscure cultural references and a pervasive sense of nostalgic/escapist yearning”, ja, så er Deacon Blues dén sang.
Som en poetisk tilfældighed eller måske et overlagt selvrefererende typecast, hentes saxofonisten Pete Christlieb ind for at spille tenorsaxen på Deacon Blues. Pete var en øvet session musiker, havde spillet på alt fra Tom Waits’ The Heart Of Saturday Night til messingblæsergruppen i Start Trek: The Next Generation orkestret. W & D hørte ham spille i Doc Severinsen’s backing band i Tonight Show, så en dag efter showet møder han ind i studiet og spiller to takes, hvoraf #2 ryger på pladen. Som han selv siger: ”Jeg var der en halv time…kort efter kan jeg høre mig selv i ethvert lufthavns toilet i hele verden”. En berømmelse, han aldrig tidligere havde rakt ud efter.
Og netop sådan en karakter handler sangen om. Ikke, hvem saxofonisten er, men hvem han forestiller sig at være – Deacon Blues. Måske er han end ikke musiker, men som The Expanding Man er han på vej. For nuværende accepterer han sin skæbne, men det er snart hans tur – ja, han er der faktisk allerede. Han kigger tilbage: ”It seems like only yesterday, I gazed through the glas, At ramblers, wild gamblers, That’s all in the past”. Ligesom Alabama Football gjorde sig fortjent til tilnavnet Crimson Tide i et tight 6-6 game, mener han sig tilsvarende fortjent til (allerede nu) at blive kaldt Deacon Blues. Altså tage gevinsten førend arbejdet udløser fortjensten.
Quantum Criminals
Ramblers, Wild Gamblers and Other Sole Survivors from the songs of Steely Dan.
University of Texas Press, US 2023
ISBN 978-1-4773-2499-8
bongorama.dk 