Af Arne Herløv Petersen
Søndag den 25. september 1983 stillede vi uret tilbage til normaltid. Jeg boede alene dengang. Jeg så film i fjernsynet, først “Limelight” og derefter “Thorvald og Linda”. Jeg var træt og gik i seng lidt over 23. Det var en helt almindelig og lidt kedelig dag.
Lige ved den tid, hvor jeg gik i seng, lidt over midnat Moskva-tid, sad kaptajnløjtnant Stanislav Petrov ved et varselsanlæg for raketangreb mod Sovjet. Pludselig lyste alarmen, USA havde indledt et angreb med atomvåben. Petrov skulle straks informere den sovjetiske ledelse – det var Jurij Andropov, der var leder. Han havde kun få minutter til det. Men han gjorde det ikke. Han havde en fornemmelse af, at det var falsk alarm. Han ventede.
Han havde ret. Det var falsk alarm. Men han havde overtrådt reglerne. Han skulle ikke have stolet på sin intuition. Han skulle have gjort det, han havde fået besked på at gøre.
Havde han gjort det, havde Sovjetunionen muligvis sendt atomraketter mod USA. Og mod NATO-landene i Europa, deriblandt Danmark. Vi ved nu, at et af atombombemålene i Danmark var Langelandsfortet, få kilometer fra det sted, hvor jeg træt slukkede for fjernsynet og gik i seng.
Dagen efter havde jeg besøg af en, jeg kendte, der havde lavet en gårdrestaurant i Rudkøbing. Han snakkede meget om, at han kunne få en aftale med et tysk bryggeri om at sælge deres fadøl.
Havde Petrov gjort sin pligt, havde jeg ikke været der den mandag. København havde ikke været der. Verden havde ligget øde, mennesketom og stråleforgiftet.
For fyrre år siden i dag reddede Stanislav Petrov os alle sammen. Ikke ved at gøre noget. Ved ikke at gøre noget.
bongorama.dk 