Af Leif Lønsmann
LEJESVENDE
I dag er det 55 år siden at fire DR-journalister fik rettens ord for at det var “ubeføjet” at kalde dem “røde lejesvende”.
Udtrykket var blevet brugt i februar 1968 af tidligere Venstreminister Jens Sønderup i forbindelse med hans kritik af DRs dækning af Hilmar Baunsgaards nye regering. Sønderups kritik rettede sig mod fire navngivne DR-journalister, Helge Lorenzen, Lasse Budtz, Jakob Nielsen og Ole Andreasen. Sønderup mente, at de fire journalister havde forsøgt at “dolke og ødelægge” regeringen med deres kritiske spørgsmål.
Dansk Journalistforbund anlagde på vegne af de fire journalister sag om ærekrænkelse. Og den 27.maj 1968 tabte Jens Sønderup sagen. De fire journalister havde derefter rettens ord for at de ikke var ”røde lejesvende”.
Men begrebet hang ved, sammen med kritikken af at venstreorienterede journalister dominerede programmerne og misbrugte deres adgang til mikrofonen til at prædike egne politiske synspunkter fremfor at tilstræbe ”objektiv” formidling og journalistik.
En af dem, der holdt begrebet og kritikken i live, var Gladsaxes borgmester Erhard Jacobsen, der som medlem af “Radiorådet” i 1975 indleverede et 232 siders anklageskrift mod de venstresnoede radio- og tv-medarbejdere i især DRs Børne- og Ungdomsafdeling, B&U. DR svarede igen med et forsvarsskrift på 296 sider, som frikendte programmerne, medarbejderne og virksomheden.
Et andet medlem af Radiorådet, Fremskridtspartiets Wenche Hansen, var muligvis bange for en ny injuriesag, da hun i en debat i Radiorådet i stedet brugte udtrykket ”røde hunde” om DRs journalister. Det fik Radiorådets formand, Venstremanden Jørgen Kleener, der tillige var læge, til at minde fru Hansen om at røde hunde kun er farlige for gravide kvinder, og at de jo kunne slukke for fjernsynet hvis de var bange for at det smittede gennem skærmen.
40 år efter levede begrebet stadig. En undersøgelse foretaget af analysefirmaet Megafon i januar 2010 viste at 30% af de adspurgte mente, at DR var domineret af “røde lejesvende”.