Af Claus Pogel

Nej, jeg er ikke den barmhjertige samaritaner, men derimod alvorligt bekymret for den del af mine medmennesker, som jeg ser hver morgen sidde, stå eller ligge i afkrogene inde på Hovedbanegården.

Det er ikke Hus Forbi-sælgerne, landevejsridderne eller gruppen af romaer, grønlændere eller strandede svenskere , der bekymrer mig, men de helt unge hjemløse og de åbenlyst psykisk sårbare, der i øjeblikket får min fulde opmærksomhed.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at lige meget hvem fanden vi end er, så er vi et produkt af en handling mellem to mennesker, og det i virkeligheden burde være en statsgaranti for, at vi vokser op i omgivelser med kærlighed, omsorg og tryghed:

At vi lærer at tage vare på os selv, får støtte og hjælp efter behov; at vi bliver selvhjulpne og ansvarlige for os selv og andre; at vi får et meningsfuldt liv og selv bliver i stand til at reproducere os, når vi når en vis alder og modenhed.

Men selv i vores velfærdssamfund af kontrol og overvågning er der borgere, der formår at gå under radaren eller ryger igennem det fintmaskede behandlingssystems net, og ender på gaden uden tag over hovedet og med en sporadisk kontakt til omverdenen.

Når jeg ser de forhutlede skæbner sidde alene eller krybe sammen i fosterstilling med et papkrus fra 7-Eleven som en tiggerskål, kan jeg mærke ensomhedens knytnæve ramme mig i masken som en huskekage, der på samme tid minder mig om, hvordan vi svigter de svageste hver dag.

For mig handler det aldrig om at placere en pegefinger; for mig handler det alene om at hjælpe det nødstedte menneske og hjælpe det på fode, og, nej, der er sgu’ ingen, der sidder frivilligt kl. lort om morgenen i kulden i en glemt krog i et beskidt hjørne på en banegård eller nogen som helst andre steder.

Retten til et værdigt liv burde være en menneskeret… 💪🇩🇰❤️