Af Leif Lønsmann

SKRIVERJOMFRUEN

”Det er mit køn, der har holdt mig nede og ude”.

Ordene falder i Mette Winges debutroman fra 1988, om ”skriverjomfruen”. En historisk dokumentarroman om Danmarks første kvindelige forfatter Charlotta Dorothea Biehl. ”Jeg har aldrig kunnet fatte at de kloge, de vidende, dem med ånd og penge, ikke kan tåle en kvinde blandt sig”, sukkede skriverjomfruen på sit dødsleje i 1788.

Mette Winge døde langfredag efter længere tids sygdom. Jeg ved ikke hvad hun sagde på dødslejet, men jeg håber, at hun har nået at glæde sig over, at hun, 200 år senere, blev den første kvindelige chef i Danmarks Radio. Det er tankevækkende, at der skulle gå 55 år af virksomhedens historie, før DR i 1980 lukkede den første kvinde ind i chefgangene.

Efter otte år som chef for Radioens Teater- og Litteraturafdeling blev Mette Winge udpeget til kanalchef for hele P1. I ansøgningen til jobbet beskrev hun kanalens mission med ordene: ”At bevæge følelser og at bevæge meninger. Så enkelt og så altomfattende kan den kvalitetsbårne radios hensigt beskrives”. Med sin litterære baggrund som Dr. Phil i litteratur, vidste hun, at det ikke kun er indholdet, men også formen, der afgør om et budskab bevæger følelser og meninger. At hun selv håndterede begge dele havde hun bevist i 1981, hvor hun modtog Rosenkjærprisen for sin evne til at formidle fagligt stof på en forståelig måde.

På et medarbejdermøde uddybede hun sin mission med en kritik af P1s noget stive formidlingsform: ”Det er nødvendigt at forny P1. Ellers vil kanalen stå tilbage som et ædelt, men rustfortæret monument. Et minde over noget, der var engang, men som ingen lytter til mere”.

Det førte til en indre borgerkrig i Radiohuset i Rosenørns Allé. Kanalens medarbejdere frygtede at kanalchefens fokus på formen ville føre til en ”trivialisering” af det ”seriøse” stof. ”Hvorfor skal i det hele taget forståeligheden gøres til norm i stedet for sagen?”, som en kritiker udtrykte det.

Røgen i Radiohuset bredte sig til avisernes spalter. Dagbladet Information sendte i november 1988 en reporter ind i krigszonen for at dække oprøret. ”Der bliver stadigvæk kastet med onde blikke i kantinen, når chefen for P1, Mette Winge, skal have sig en kop kaffe”, hedder det i reportagen. Radiodirektøren prøver at stoppe Winge-skydningen med følgende udmelding: ”Der er nu hængt så meget skident vasketøj til tørre, at der er behov for en gang renvask i Radiohuset”.

Mette tabte – eller blev træt af – magtkampene, og kastede sig i 1990 over litteraturen. Jeg nåede, over en samtale i Radiohusets kantine, at spørge hende hvorfor hun kastede håndklædet i ringen. Hun citerede sin hovedfigur fra ”Skriverjomfruen”: ”Det ærgrer mig og smerter mig at jeg ustandseligt løber ind i deres seje sump af uvilje og modstand”. Vi bekræftede hinanden i at man godt kan HAVE ret selvom man ikke ender med at FÅ ret.

Det er trist, at vi gik glip af at høre hendes vision om P1 omsat til praksis. Hvad færre måske husker, gik vi også glip af at se hvad hun ville kunne have udrettet som generaldirektør i DR. I 1985 var hun med i slutspillet om stillingen. Blandt 33 ansøgere klarede hun sig helt frem til en andenplads, men da Radiorådet på sit møde den 4.december 1984 traf sin afgørelse, faldt den, med kun to stemmers forskel, ud til fordel for den anden spidskandidat, Hans Jørgen Jensen, som i sidste øjeblik havde indleveret en ansøgning på 7½ linjer. Det øvrige ansøgerfelt talte ti journalister, tre civiløkonomer, to informationschefer, to studerende, en svensk skovarbejder, en slagteriarbejder, en røgdykker, en tekstforfatter, en virksomhedskonsulent, en højskolelærer og en højskoleforstander. Mette var den eneste kvinde blandt de 33 ansøgere,

Senere samme år udgav hun en bog med titlen ”Kvindens Plads” om hendes egen og andres oplevelser med, at det nok er svært at være chef, men at det for kvinder er ”ekstraordinært hundesvært, og dertil slidsomt og ensomt”. Mette oplevede slidsomheden og ensomheden på egen krop, men havde storhed nok til efter nederlaget til Hans Jørgen Jensen at sende en personlig tak til alle, der ”heppede, piftede opmuntrende fra sidelinjen, og snerrede over benspænd og albuer i ryggen”.

Der er god grund til at takke Mette Winge for at hun trodsede benspænd og albuer, og nåede at sætte et markant præg med sin indsats for både radioen, litteraturen og kvindernes ligestilling.