Af Leif Lønsmann

Den 18.april 1978 trådte jeg for første gang ind i Radiohuset på Rosenørns Allé.

Jeg var blevet udtaget til værnepligtig. Kabyssen i en u-båd i Øresund skulle være mit tjenestested i 9 måneder. Jeg foretrak 11 måneder som militærnægter i en offentlig institution, og havde valgt Danmarks Radio. Efter første samtale blev jeg afvist af chefen, men personalet syntes at jeg var hyggelig, og omstødte chefens afgørelse. Det blev min skæbne.

I kantinen sad Otto Brandenburg på en stol. Somme tider faldt han også ned af den. Og hele Huset var et ekko af stemmer fra min barndoms radioapparat. Gunnar NU Hansen. Jørn Hjorting. Jørgen Mylius. Halldor Sigurdsson. Stemmerne fik ansigter, og jeg lærte dem at kende. Sågar Frøken Klokken viste sig at være et rigtigt menneske ved navn Marianne Germer.

Jeg blev placeret i noget der hed ”Båndværkstedet”. Et åbent radioværksted, hvor folk kunne gå direkte ind fra gaden og få hjælp til at lave radioudsendelser, helt uden nogen form for censur eller indblanding. En slags ”radiofonisk facebook”, optaget på spolebånd. Deraf navnet.

Det blev ni måneder, hvor en ny verden åbnede sig for mig. Hver eneste dag kom nye mennesker ind ad døren, fra alle samfundets kroge og afkroge. Alene med det til fælles, at de havde noget på hjerte, som de gerne ville dele med andre. I ni måneder mødte jeg et overflødighedshorn af mennesker og meninger. Vegetarer og voldsmænd. Narkomaner og nihilister. Christianitter, kommunister, kriminelle og clairvoyante. Miljøaktivister, militærnægtere, marxister, mordere og sågar muslimer havde fuldstændig fri og uhindret adgang til mikrofonerne. Strejkende asfaltarbejdere agiterede for et bedre arbejdsmiljø. En kontorassistent fortalte om hvorfor hun valgte at gå i kloster. En hjemmeværnsmand roste politiet. En slumstormer gav dem fingeren. En narkoman fortalte hvordan han blev helbredt af Gud efter syv år i Helvede. En gruppe åndssvage fortalte hvordan de lærte at spille musik på deres institution. Sindslidende fortalte om deres interesseorganisation ”Galebevægelsen”. En kommunist roste Albanien som et paradis for arbejdere. En anden mente at Nordkorea var himlen på jorden. En blind skiløber tog lytterne med i sin kamp for at kvalificere sig til vinter-OL for handicappede. En 23-årig nazist fra Esbjerg fortalte om glæden ved hvide børn. Og en gruppe, der kaldte sig ”pædofile pædagoger” lavede et program med titlen ”Far, må jeg lege med din tissemand”. Det var ikke gået i dag.

Båndværkstedet lærte mig at alle mennesker har ret til at blive lyttet til, og at alle synspunkter bør have ret til udbredelse. For de findes ”out there”, hvad enten vi vil høre det eller ej. Og mit møde med radioen overbeviste mig om at radioen er det fedeste medie til folkelig debat, fordi radioen bruger talesproget, som vi alle behersker.

Tak til Lone Wendel (Anne Sofie Lei Berthelsen og Mette Marie Lei Lange), Susanne Kiy, som troede på mig. Og til Knud Ebbesen, som senere tilbød mig en fast ansættelse i DR. Og har sendt mig det tidstypiske billede.