Af Jakob Olsne

Et opslag fra 11.juni 2021. De varmeste tanker til Carl Quist-Møller og familien, Danmark har mistet en kulturvulkan og et sprudlende menneske.

Det er en skøn sommermorgen, en svag brise får et florlet gardin til at bevæge sig, og bringer frisk luft ind i værelset. Jeg vågner langsomt, krøller tæerne, slår dynen fra, gaber og begynder at fornemme verden. Jeg er hjemmefra, jeg befinder mig på et hotel. Hotellet hedder Hotel Ærø, det er i Svendborg, det ligger lige ved færgen til Ærø. Der er et lille torv neden for med et springvand. Som jeg får øjne finder jeg ud af, hvad der har vækket mig! Det er selvfølgelig musik.

På kanten af springvandet nede på torvet sidder to mænd og spiller samba. En med stråhat, skæg og cigar der spiller guitar, den anden er tynd, skaldet og spiller bongo. Der er Christian Sivert og Flemming Quist Møller. Det giver et sæt i mig, pludselig er jeg vågen og skal straks op og høre mere, være med, på og det hele.

Det er Multimusik festival i Svendborg i 1975. Nana Banana er med, Buki Yamaz er med, og et helt kontingent af de mere etablerede folk er med – En by bliver invaderet af musik i mange forskellige genrer – på gader og torve, i butikker, spillesteder – med lokale bands og musikfolk og gang i den!

Lidt senere sidder jeg på en lastvogn med de to herrer og slår på tromme, sammen med en blandet skare musikere. Det er ren jam og kaos, men alle er meget entusiastiske, mens vi kører rundt og trykker den af. Jeg sidder lige under Peter Bastian, der spiller på en Zurna, som er en tyrkisk skjalmeje. Den leverer et prægtigt volume og han spiller lige ned i hovedet på mig. Jeg synes faktisk det er ret fedt, der er noget Jimi Hendrix guitar over det. Jeg har lidt på fornemmelsen, at Peter ville prøve at hyle mig ud af den, men da jeg sidder og griner som en flækket træsko, kører han bare løs, mens hans øjne spiller.

På en eller anden måde var den festival en nøgle, der åbnede døren til nogen musikere, der var ældre og mere erfarne, og som ikke havde nogen problemer med unge gimmerlam som mig. Tidens musik var på en eller anden måde meget inkluderende, ikke et eksklusivt selskab. De var selv autodidakte stratenrøvere. Det kan godt være, at Peter Bastian havde gået på konservatoriet, men der havde han ikke lært noget om balkanmusik, det var selvstudie!

Et andet minde er endnu en morgen, alle dørene på hotelgangen var åbne og folk gik frem og tilbage og hang ud. Jeg var på Flemmings værelse og der oplevede jeg en meget ung Carl Quist Møller der havde en trommesession i håndvasken på værelset. Klaske di, dip dap dup, klask ka DAM. Jeg var tydeligt imponeret, og ret misundelig over, at ha sådan en far.

Flemming er en tusindkunstner, en veritabel blæksprutte af kreativitet: tegner, tegnefilmskaber, manuskriptforfatter, skuespiller, humorist, samfundskritiker, og ikke mindst også en virtuos percussionist med en helt personlig stil, på engang anarkistisk, men også overordentlig lydhør og voldsomt dynamisk – fra en hvisken til et råb på to millisekunder.

Flemmings tilgang til verden er samfundskritisk, alle mørkemænd, religiøse slamfisere, ækle kapitalister og moralske bogholdere skal simpelthen spules væk med en fontæne af humor, karsk satire og ualmindeligt overrumplende spraglet anarki. Børns fantasi skal stimuleres, ikke undertrykkes af regler fra den sorte skole. Sex er dejligt og naturligt og skal nydes uden forbehold af alle køn. Jeg har ret så muntre minder om en film jeg så, hvor Flemming og Christian Sivert spiller læger i hvide kitler, der demonstrer et sexstimulerende dansebælte til kvinder – fuldstændigt deadpan komik med tungen placeret solidt i kinden. Jeg kan ikke huske om det var der, jeg første gang hørte den inciterende samba med ordlyden, ”Fisse, jeg er glad for fisse”. Jeg gnægger stadig over Flemming og Christians orkesternavn: ”Hensynsløs Hygge”. De to herrer ville gerne sparke til den normaldanske betontunge borgerlige hygge. Flemming og Christian havde jo spillet sammen i mange år, der er kostelige beretninger om deres turneer med Christian overklassemor bag rattet. Læs Flemmings biografi ” Rytmeflip og Abekattestreger”

Af uforklarlige grunde var jeg en gang med til en brainstorm på et produktionsselskab, der var i gang med en tegnefilm. Flemming blev sat i en stol, fik en joint og en porter og så stod munden ikke stille på ham i 2 timer. De var nærmest nødt til at proppe en hånd i munden på ham, for at kunne notere de ideer der væltede ud, scener, karakterer (der blev spillet med gestik, stemmer og statur), musik, stemning, baggrunde, plots, handlinger og generelt slå gæggen løs. Det var helt skræmmende, at opleve den eksplosive evne til at gestalte ideer ud af den rene luft.

Det var så et par år efter i Silkeborg til en tilsvarende festival, jeg fik en interessant oplevelse. Jeg mener, jeg havde spillet i Stalden, der var en jazzklub i Silkeborg. Maleren Kai Führer havde været involveret i Stalden og han var min kærestes ex-papfar. Kai var en fremragende abstrakt kunstner og med et temmelig kantet gemyt, skide sjov men også temmelig sarkastisk og meget kritisk.

Det er senere på natten og jeg sidder udendørs i en eller anden ølhave. Ved bordet sidder Kai, Flemming, Christian Sievert og undertegnede (som det tynde øl) – med ved bordet sidder to ægtepar. Det er nogen Kai kender fra byen, to rige forretningsmænd og deres ret pæne koner, som er i byen for at more sig. Nu sidder de ved bordet med nogle rigtige kunstnere, og d’herrer lever virkelig op til ryet. Flemming og Kai fyrer op under noget decideret psykopat snak, som er en klar parodi på, hvad man forventer af kunstnere. Det er ikke alene morsomt, men også ekstremt perfidt – de formår at fornærme de to mænd på den mest slebne teflonagtige måde, samtidigt med de spiller voldsomt op til konerne. Christian Sievert spillede lidt det græske kor, der gelejder handlingen afsted, med lidt opsummering og regibemærkninger.

Jeg var lamslået først, men efterhånden lænede jeg mig tilbage og iagttog det sublime spil for galleriet. Jeg kan ikke huske udfaldet, jeg tror selskabet rejste sig efter et par timer- og jeg var en kæmpe oplevelse rigere. Man burde have optaget det, det var ren film.

Da jeg begyndte at spille med tenorsaxofonisten Niels Harrit, der jo var en del af det gamle slæng omkring Gasolin og Christianshavner miljøet, dukkede Flemming ofte op for at høre os spille på stederne. Han fik en øl i baren: ” Fedt, Drenge!!

Og vi ramlede tit sammen på færgen, eller mens vi slæbte ud og Bazaar slæbte ind eller vice versa.

Flemming er en af de originale oggenogger (som Rifbjerg kaldte dem), helt enestående og højtbegavede personer, der kun findes en af. Der er som om, at verden er blevet så strømlinet og politisk korrekt, at den har glemt, at der bliver nødt til at være oggenogger – som kan få verden til at dreje rundt, opfinde ting og få os at se verden på en anden måde og ikke mindst få os til at grine – også af os selv, ikke mindst!

Flemming Quist Møller Tusch på papir