MINISTEREN FOR LIGEGYLDIGHED OVER FOR MENNESKER

Af Carsten Jensen

Udlændingeminister Mattias Tesfaye meddeler her ved årets begyndelse nationen, at han har en stor mission i det nye år. Vi ved, hvad den er: Det fingerknips, der skal forhindre en asylansøger i nogen sinde igen at sætte foden på dansk jord.

Trylleformularen, som han sidste år kun nølende betroede os, hedder Rwanda, diktaturstaten i Afrika, som for et par årtier var hjemsøgt af et folkemord, som uhindret fortsatte i de gigantlejre, hvor hundredtusinder forgæves søgte tilflugt.

Hvorfor Rwanda? Jo, for så slipper flygtningene i at krydse Middelhavet. Tesfaye kan ikke lide at se mennesker drukne. Og desuden er det godt for flygtninge at være i nærområder, og når man nu er brun, halvbrun, eller kvartbrun, er der vel ikke den store forskel på Afghanistan, Syrien og så Afrika?

Der er én ting, Tesfaye ikke forklarer: Hvorhenne er det nu lige, at man skal ansøge om asyl i Danmark, hvis man kommer fra Syrien eller Afghanistan? Rwanda bliver man jo først sendt til, når man afleveret sin ansøgning. Det er som altid ved den danske grænse, flygtninge ydmygt må række hånden frem, og for at nå den danske grænse, må de øh, hmm, krydse Middelhavet.

Med andre ord: Det er ikke flygtningenes situation, der ændrer sig. De skal stadig krydse det livsfarlige Middelhav med ubarmhjertige menneskesmugleres hjælp. Det er danskernes situation, der ændrer sig: Vi slipper for at have vores asylcentre fyldt op, mens flygtningene venter på den forudseelige afvisning, som udlændingestyrelsens ansatte med en fyringstrussel i nakken er instruerede i at give dem.

Danskerne er et sårbart, ressourcesvagt folk, som ikke magter omgang med fremmede. Det er budskabet fra Mattias Tesfaye, som ikke er udlændingeminister, men fredningsminister for udsatte danskere.

Socialdemokratisk menneskevenlighed handler sjældent om mennesker, men oftest om penge. Kan humanisme betale sig? Samvittigheden er deponeret i regnemaskinen, og derfor taler afvisningsminister Tesfaye også helst i tal. Det koster 300.000 kroner at have en asylansøger gående, som alligevel ender med forudseeligt at blive afvist, oplyser han i et debatindlæg i Politiken. For det beløb kan 630 afghanske flygtningefamilier i Pakistan få varme tæpper, liggeunderlag, spande og køkkenredskaber, og så kan enhver jo regne ud, hvad der tjener en afghansk flygtning bedst: I valget mellem at give de fordrevne et nyt liv i Vesten eller et liggeunderlag i ørkenen, foretrækker vi selvfølgelig det sidste. Se, det er udlændingeministerens fremtidsvision for vores allierede i det land, vi gennem tyve år som eftersnakkende håndlangere for et USA med uklare mål sønderskød: Jeres fremtid består i den bare jord, en spand at skide i, og en lerpotte til den mad, I ikke har.

Endnu mere absurd bliver Tesfayes næste regnestykke. For 300.000 kroner vil 45 familier, som “er fordrevet fra deres hjem i Afghanistan kunne få solpaneler til at opvarme deres boliger.” Hvilke boliger, hvis de er fordrevet fra deres hjem? Vrøvlet er tykt, og når vrøvlet bliver tykt, er det, fordi ligegyldigheden over for mennesker er det. Og det er det, Mattias Tesfaye er: Minister for ligegyldighed over for mennesker. Ja, jeg ved, jeg provokerer: Jeg tillader mig at kalde flygtninge for mennesker.

Men hvorfor nu? Socialdemokratiet står historisk svagt på en osende affaldsdynge af møgsager, fra mink til sms´er. Danskerne har fået Mette Frederiksens makrelmad galt i halsen, og så er der altid ifølge partiets kynisk forkomne strateger det sidste, sikre kort tilbage: Ubehaget ved udlændinge. Men alle undersøgelser viser, at danskerne ikke længere er besat af udlændingespørgsmålet. Vi har vigtigere ting at tage os til. Vi er ikke de ressourcesvage, forskræmte mennesker, som et umyndiggørende, manipulerende politisk flertal alt for længe har forsøgt at reducere os til.

Så Rwanda er en blindgyde. Ikke kun for de flygtninge, som har fået den ulykkelige ide at søge asyl i Danmark. Men også for et socialdemokrati i fortjent krise.

%d bloggers like this: