VEGA VÆRDSÆTTER VINYL

Af Jan Poulsen


Det er intet mindre end en knippelgod idé, at det københavnske spillested VEGA har etableret et pladeselskab, VEGA rec, som fremover vil udgive live-lp’er som en slags souvenirs fra husets tre scener; Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar.
Publikum får mulighed for at få et fantastisk koncertminde, de udvalgte bands og solister kan glæde sig over at få udgivet et livealbum, og spillestedet selv bliver kulturbevarende på en ny måde.
Her til formiddag (5/11) har VEGA afsløret, at første udgivelse i serien bliver en liveoptagelse med Mikael Simpson & Sølvstorm fra spillestedets store sal den 11. oktober 2019.
Lp’en Live At VEGA udkommer den 10. december i et begrænset oplag på bare 500 nummererede eksemplarer, der alle vil indeholde et originalt tryk med et foto fra koncerten, taget af den internationalt anerkendte fotograf Søren Solkær.
Læs mere på VEGAs side, hvor du også kan bestille lp’en, der nok skal få ben at gå på. Der er link til shoppen her.