Af Sikandar Siddique

Pernille Vermund har tidligere gjort det klart, at hun altså “kalder en perker for en perker og en neger for en neger”, og at de bare skal lære at sige “pyt”.

Så det burde næsten ikke overraske nogen, at der er folk i Danmark, der kalder hende for racist.

Men Vermunds “pyt”-regler gælder åbenbart ikke for hende selv. Hun har i hvert fald ikke evnet at sige “pyt” efter at være blevet omtalt som “racist” af en deltager i et DR-program. I stedet har hun stillet op i medierne og fortalt, hvor ubehagelig en oplevelse det er, at hendes børn risikerer at høre sådan noget.

Undskyld Pernille, men hvor ubehageligt, tror du, det er at blive kaldt “perker” eller “neger” af en landskendt politiker? Og er det ubehageligt for dine børn at høre deres mor tale sådan om andre mennesker?

Hvordan kan det være, at minoriteter – altså mennesker uden nogen magt i samfundet – skal lære at sige “pyt”, når de udsættes for racisme, men en magtfuld politiker må gerne gå i koma over at blive kaldt racist?

Hvornår blev det værre at kalde nogen for racist end at udsætte nogen for racisme?

Jeg har tidligere været i P1 med Pernille Vermund, hvor jeg spurgte hende, om hun ville være okay med, at hendes børn kom hjem og fortalte, at de havde kaldt nogen i skolen for “perker”. Det kunne hun ikke svare på.

Det er i situationer som den her, hvor hykleriet i politik er allerværst. Der er ét sæt regler for magteliten og et helt andet sæt regler for minoriteter.

Støt Frie Grønne i kampen for et samfund, hvor politikere ikke sparker nedad men i stedet taler op og brug to minutter på at give os en vælgererklæring her.