Af Arne Herløv Petersen

I anledning af Bent Melchiors død tænker jeg på mit forhold til jødisk kultur – og ikke mindst humor.
I året 1960-61 boede jeg i en jødisk familie i Milwaukee i Wisconsin. Jeg var en del af familien og deltog i alle sammenkomster og festligheder. Familien var interesseret i politik og efter amerikanske forhold venstreorienteret, og der var en levende interesse for litteratur, musik og kultur i almindelighed. De var ikke særlig religiøse, men når vi snakkede om tro, sagde de gerne, at der måtte være et eller andet, der ikke nærnere kunne defineres. Der måtte være en mening bag al tilsyneladende galskab.
Jeg var til en del fester, hvor jeg var den eneste ikke-jøde, og der blev diskuteret meget og længe,
Jeg fik et nært og kært forhold til den skæve og sorte jødiske humor. En af mine klassekammerater var Jimmy Abrahams, der senere kom til Hollywood og lavede film som Airplane og Hot Shots.
Uden at der var nogen bevidst plan bag det, traf det sig tilfældigvis sådan, at flere af de piger, jeg blev forelsket i – i USA og hjemme i Danmark – var af jødisk afstamning. Ingen nævnt, ingen glemt.
Sidst i tresserne oversatte jeg til Gyldendal Portnoys genvordigheder af Philip Roth. Senere oversatte jeg adskillige andre bøger af Roth – først til Gyldendal og senere til andre forlag, efter at Gyldendal uforkarligt besluttede, at Roth og Vonnegut ikke havde nogen fremtid, så dem skilte forlaget sig af med.
Omtrent samtidig fandt jeg frem til “Kanelbutikkerne” af Bruno Schulz, der altid vil være med på enhver liste over mine yndlingsbøger.
Jeg elskede højt “The Education of Hyman Kaplan” af Leo Rosten og hans senere “The Joys of Yiddish”. Jeg læser stadig mange bøger af jødiske forfattere, senest “Brødrene Ashkenazi” af IJ Singer.
Og jeg fandt frem til klezmer-musikken, der er bristefærdig af glædesfyldt sorg og sorgfyldt glæde.
Denne kærlighed til jødisk kultur, humor, musik og historie er hos mig forenet med modstand mod højreorienteret israelsk apartheid-politik. Det er der ikke noget mærkeligt ved. Samme kombination finder jeg hos mine jødiske venner. Vi var enige under Vietnamkrigen, og vi er enige nu.