Yndlingsfilm: Paterson

Af Asger Schnack

Ved premieren i Grand Teatret den 20. december 2016 havde jeg fornøjelsen af at introducere til Jim Jarmusch’ film ”Paterson” – uden at have set den. Mit oplæg, ”Vi går igennem portaler”, kan læses i ”Graffiti. Digte og skrift” (2017). I går havde jeg så mulighed for at introducere til samme film på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft under sommerkurset ”Yndlingsfilm”, efter at jeg har set filmen (flere gange). Jeg lagde ud med at afspille ”Forever Young” (Slow Version) fra ”Planet Waves” (1974), aktualiseret af den nye udgave fra ”Shadow Kingdom”, hvorefter fulgte mit oplæg. For interesserede bringer jeg her den skrevne del af oplægget:

PATERSON

Det fascinerende ved denne film er dens universalitet. Vi har en buschauffør, og vi har hans kone, vi har en hund, der skal luftes, og vi har en bar. Vi har drømme, og vi har tal, der tælles og går igen. Vi har en uge, fra mandag til søndag, og vi har Paterson, New Jersey, hvor dramaet folder sig ud.

Læg nu mærke til, allerede her, at buschaufføren hedder Paterson, ligesom lokaliteten, men at ”Paterson” faktisk også er en digtsamling af William Carlos Williams, eller et digt, snarere, i fem bind, der udkom i 1940’erne og 50’erne, og som kom samlet i 1963.

Dette er vigtigt, fordi filmen om ikke direkte handler om dette digt, så i meget høj grad henviser til det og ligesom Williams’ digt på en gang handler om Paterson og poesien som sådan, det er således en metapoetisk film, der stiller spørgsmålet: Hvad kan det poetiske udsagn?

Et interessant sted i Williams’ digt, i første del af første bog, står følgende strofe: ”Say it! No ideas but in things. Mr. / Paterson has gone away / to rest and write. Inside the bus one sees / his thoughts sitting and standing. His / thoughts alight and scatter –“

Citatet er vigtigt af flere grunde, for det første fordi ”No ideas but in things” er et kendt slagord fra bogen og fra digteren, hvad det drejer sig om, er ikke fjerne tankebygninger eller tomme teorier, men nære sansninger og registreringer af verdens ting og tildragelser.

”Sig mig / at tingene / taler / deres eget / tydelige / sprog,” som det hedder i midten af Inger Christensens digtsamling ”Brev i april”, 1979 (og trukket ud på bagsiden af originaludgaven) som et statement, nærmest en bøn (eller en befaling): Sig mig / Say it!

Mange kender sikkert William Carlos Williams’ ikoniske digt ”The Red Wheelbarrow”: ”So much depends / upon // a red wheel / barrow // glazed with rain / water // beside the white / chickens.” (”Spring and All”, 1923). (Brugt som motto af Josefine Klougart i ”Stigninger og fald”, 2014).

Men ikke nok med det. Et udsagn af Williams lyder, ”that a man in himself is a city”. Her i citatet bliver Paterson til Mr. Paterson, og aktuelt i relation til Jim Jarmusch’ film ser man hans tanker sidde og stå ”inside the bus”, indenfor i bussen, hvorefter de stiger ud og spredes.

I får lige strofen én gang til (tilnærmelsesvis på dansk): ”Sig det! Ingen ideer undtagen i tingene. Hr. / Paterson er gået / for at hvile og skrive. Inde i bussen ser man / hans tanker, der sidder og står. Hans / tanker stiger ud og spredes.”

Det er altså et temmelig komplekst forhold, der eksisterer mellem menneske, tanker og by, og i høj grad imellem digteren og den omverden, byen er en del af. Alt dette overføres på eleganteste vis til filmen, hvor buschaufføren og byen deler navnet Paterson.

Det er således heller ikke tilfældigt, at Paterson i filmen læser et digt af netop William Carlos Williams op for sin kone. De digte, han selv skriver, er i virkeligheden skrevet (delvis til lejligheden) af den amerikanske digter Ron Padgett (jævnaldrende med Peter Laugesen).

Og digtet, den talentfulde pige har skrevet, er, for fuldstændighedens skyld, skrevet af Jim Jarmusch selv, kunne man sige, for det er jo hans film, selv om det i lige så høj grad er skuespillernes film og lokalitetens og alle dobbelthedernes film. Såvel som den nyoplevede poesis film.

Alt dette forbinder filmen med William Carlos Williams, ja, den første samlede udgave af digtet har på forsiden en tegning af vandfaldet, som Paterson i filmens sidste scene sidder foran i kontemplation, inden japaneren tiltaler ham og overrækker ham den nye notesbog.

Filmen er således noget så sjældent som meta om sig selv om sig selv, i lag på lag, inkarneret i tallet to. Man fornemmer, at den ejer en visdom, som ingen andre film ejer. At den vitterlig er gennemsigtig og gennemskinnelig, nærmest lysende.

Her kommer vi til noget af det vigtige ved filmen, den foregår i Paterson, New Jersey, men nej, den foregår overalt, for den finder sted, sit sted, i dit hjerte, helt klart og enkelt og legetøjsagtigt, gentagende et mønster, som når du står op om morgenen og lever.

Det, man husker, er det let tilgængelige, bragt til veje af de sublime skuespilpræstationer, som det jo er, selv om man ikke tænker på dem som sådan, men som en leg, en lidt sørgmodig glæde udtrykt ved et smil og en imødekommenhed, der ikke står i vejen for tårer.

Nu er alle film jo hver især et maleri, og det, man husker, er maleriet; såvel som en sang, og det, man husker, er sangen. Maleriet er lige på, for film er billede, det ved malerne; men også poesi, det ved digterne. Hele dette medieblanderi er essentielt i denne sammenhæng.

I USA taler man om the New York School af digtere, første generation og anden generation, og i begge tilfælde var der en væsentlig forbindelse til malerne og deres værk. Til første generation henregnes digtere som John Ashbery, Kenneth Koch og Frank O’Hara.

Sidstnævnte er et godt eksempel på orienteringen i retning af malerkunsten (for første generations vedkommende den abstrakte ekspressionisme), idet han var ansat på MOMA, først som kustode, senere som kurator, jf. hans bog: ”Jackson Pollock”, 1959, i The Great American Artists Series.

Ron Padgett, der som sagt har skrevet digtene i filmen, hører til i anden generation af the New York School (som snarere var orienteret i retning af popkunsten), og en af hans venner (faktisk fra ungdommen) var maleren Joe Brainard.

Joe Brainard var også digter og er vel først og fremmest kendt for sin erindringsbog I Remember fra 1975, en kultbog fra den særlige avantgarde, der sidestiller dette og dette og dette fra det levede liv, ikke uden en vis reference til – og nybrud fra – the Beat Generation.

Bogen udkom sidste år på dansk som ”Jeg kan huske”, oversat af Pejk Malinovski og Palle Sigsgaard, med et typisk Brainard-blomstermaleri på forsiden. Man kan vist roligt sige, at Ron Padgett er inspireret af ”I Remember”, som også mange andre amerikanske – og danske – digtere.

Men Ron Padgett har også ladet sig inspirere af Brainards malerier som fx i digtet ”Joe Brainard’s Painting ’Bingo’”. Det findes oplæst af Ron Padgett selv på en cd ilagt Daniel Kanes bog ”All Poets Welcome. The Lower East Side Poetry Scene in the 1960s” (2003).

Digtet er sjovt, fordi det leger med linjedelinger i strofen, og først og fremmest fordi det opløfter en hverdagssætning til poesi, hvorefter det viser sig, at sætningens sandhedsværdi ikke findes, men den er ytret, og derfor findes den – i form af misforstået sandhed. Ren meta.

[Cd afspilles, 1:05]

Nogle ord om Jim Jarmusch: Han er født den 22. januar 1953; han debuterede som filminstruktør i 1980 og har siden skrevet manuskript til og instrueret over et dusin film, heriblandt ”Paterson” i 2016. Filmen er altså fem år gammel. Jarmusch er litterært orienteret og har lavet film i sort-hvid.

Nævnes bør det i øvrigt, at netop Jim Jarmusch lægger stemme til førnævnte Pejk Malinovskis podcast, der er lavet som en guide til en rundtur i the East Village, hvor anden generation af New York School-digterne holdt til, altså en slags virtuel byvandring.

Pejk Malinovski fortæller i et interview i Information (31.8.2012): ”Digtere som Ron Padgett, Ted Berrigan, Joe Brainard, Anne Waldman viderefører det charmerende, rebelske og vittige i den første generation, men gør det lidt mere street, hvis man kan sige det sådan. En linje i Berrigans sonetter

hedder feminine, marvelous and tough. Jeg tror, at den der toughness er andengenerationens tilføjelse. De boede jo så også alle sammen i the East Village og der var et stærkt community omkring St. Marks-kirken, hvor alle så hinanden og festede og gik i seng med hinandens kærester.”

Jim Jarmusch’ film trækker på, hvad vi kunne kalde en nutid, men også på en fortid, der ligger 50 år tilbage i tiden, men egentlig befinder dens univers sig ved siden af tiden, i et parallelt rum, vi kan træde ind i, og hvor vi føler os trygge, uden mord og opsprættede legemer.

Vi arbejder med stemninger, som livet også består af stemninger, rutiner, kærlighed, håb og ambitioner, måske uden den store realiseringsmulighed, måske med et indbygget tab, men med stil og nå, ja, nye tab og trivialiteter. Noget, vi kender.

Men også med det ukendte i lommen, også med det forvandlede i forruden, også med en indre energi i kroppen, også med drømme, der kan realiseres, lys, der kan ses i gaden, historier, der kan fortælles, banaliteter, der kan udvikle sig til subtiliteter.

Vi har vores sidegader, vores boulevarder, vores gadehjørner og fodgængerovergange, vi har vores gadelygter, sene aftentimer, vi har vores aftaler, vores busstoppesteder, cykelstier og parker, træer i månebelysning, vi har vores morgener, vores morgentrafik.

Alt det har vi, alt det er vi. Vores tanker har vi, som om der var nogen, der var i tvivl. Men først skal de tænkes, og så kommer sproget fra kvinde til mand, fra mand til kvinde, i løb ned ad en smøge eller blot med ryggen til, hemmelighederne findes overalt.

Hemmeligheden – eller som Inger Christensen kaldte den: hemmelighedstilstanden – udtrykkes legende, let og charmerende – også med et lille erotisk touch, forstået som viljen til at leve og et ønske om et ’hinandens herredømme’ i et smil.

For er det ikke det, filmen handler om? Den skjulte hemmelighed, som pludselig kommer til syne, får liv, i digtet, og som kommunikerer et hinanden, et neutrum i kønnenes verden, et fælles felt i modsætningernes rige? Paterson skriver, men vi læser med.

Inger Christensen: ”Det man mærker, når man læser et digt, er sindets bevægelser. Ikke kun digterens sind, og ikke kun ens eget, men begge blandet sammen i digtet, som om digtet var sindets neutrum.” (”Hemmelighedstilstanden”, i: ”Hemmelighedstilstanden”, 2000)

Selvfølgelig handler filmen også om cupcakes og kærlighed, sort og hvid og elegant og over det hele (som skriften sort på hvidt), men mest handler den om det, vi ikke kan se (og smage). Hvordan trylles så det frem, ja, ”Kærlighed kan trylle”, jf. Jørgen Gustava Brandt (2004), men jo også poesi.

Så nødvendigvis må vi have den digtskrivende buschauffør, Mr. Paterson, som selv fører bussen med alle tankerne, der sidder og står, og som springer op fra papiret i et glidehop i biografens mørke – og som et neutrum rammer dig. Uhøjtideligt/højtideligt. À la the New York School.

Zenbuddhisterne har et begreb, de kalder half-smile. Det er et udtryk for balance, fred med sig selv. Hele filmen ”Paterson” er ét langt half-smile, alle de små vittigheder er ikke til at grine ad, men til at halvsmile ad, mens man sidder modtagelig i krydsbenstilling.

Måske er man på vej til at levitere, eller måske tænker man allerede på frokosten, man er i alle tilfælde uden alder. Og det er i alle tilfælde ikke tilfældigt, at det er en japaner, der kommer ind til sidst som budbringer og indbyrdes forundringsimperativ: May you stay forever young!

Formen er som bekendt lig med indholdet i et kunstværk. Hvordan er formen i Paterson? Let flyvende, som man ville indfange sorg, hvis man ikke vidste bedre, med et fint grid lagt ned over bølgerne, der jages ikke, vi skal ikke nå noget, vi er fremme.

Filmen er skrevet ind i en amerikansk tradition og som sådan lokal. Det lokale understreges i hele filmens anlæg, vi holder os inden for bygrænsen i enhver forstand, også naturligvis i referencerne til digteren (og lægen) William Carlos Williams, der boede (og praktiserede) i Paterson.

Men som jeg allerførst slog fast, er det fascinerende ved filmen dens universalitet. Omsorgen er universel, begyndelseshåbet er universelt, forvandlingsmuligheden er universel, kærligheden, dybest set, er universel, tidens dyrebarhed og gave.